Forhud

brevkassespørgsmål

Forhud

brevkassespørgsmål af
Anonym
14 år
Oprettet 10 år 9 måneder siden

Hej Cyberhus.

Jeg kan ikke trække min forhud tilbage, selvom jeg er 14 år. Jeg ved ikke om jeg har en forhudsforsnævring, og så ved jeg heller ikke hvordan jeg skal få sagt, at jeg har en forhudsnævring til mine forældre.

Jeg er tit begyndt at tænke på hvad jeg skal gøre, og hvordan jeg skal få det sagt.

Håber i kan hjælpe mig.

Svar: 

Hej Anonym

Hvis du ikke rigtig kan trække forhuden ordentligt tilbage, kunne det godt lyde som om det er forhudsforsnævring du har problemer med. Det kan jeg sagtens forstå at du ikke synes er vildt sjovt at dele med dine forældre. Ikke fordi der er noget som helst galt med det, men bare fordi alt sådan noget omkring underlivet ikke lige er det fedeste at dele med mor og far. 

Men på den anden side er det lige præcis i sådan nogle situationer dine forældre kan hjælpe og støtte dig. Jeg tænker ikke nødvendigvis de behøver at skulle se hvordan det ser ud, hvis du synes det vil være for pinligt. Du kunne bare sige til dem at du tror at du har forhudsforsnævring fordi du har svært ved at trække forhuden tilbage, og at du tror du ved hvad det er. Så kunne de hjælpe dig med at komme til lægen, og så kan resten være mellem din læge og dig. Lige meget hvordan du vender og drejer det tror jeg ikke rigtig der er en let måde at sige sådan noget her på. Jeg tror det nemmeste er bare at få det overstået. Husk at det "bare" handler om at du har opdaget at der er noget galt et sted på din krop. Du ville sikkert ikke tænke over det hvis det var en skæv tå eller udslæt på ryggen. Forhudsforsnævring er mindst lige så naturligt, og selvom det nok er mere pinligt end en skæv tå, så tror jeg bare du skal få det sagt, så du kan få det ordnet og "komme videre". 

Der er selvfølgelig  også den mulighed at du i første omgang venter med at snakke med dine forældre og istedet kontakter din læge. Forhudsforsnævring er ret normalt, og at for de fleste er det ret enkelt at gøre noget ved det.
Du kunne starte med at ringe til din læge og fortælle hvad det er du oplever. For langt de fleste med forhudsforsnævring kan lægen nøjes med at give dig en creme du skal smørre med hver dag som blødgører huden samtidig med at du så skal lave nogle øvelser der med tiden skal gøre huden mere elastisk så den kan trækkes helt tilbage. Hvis det bare handler om en creme kan det godt være at din læge bare kan udskrive det til dig uden at dine forældre behøver at vide noget om det. 

I sjældne tilfælde er det nødvendigt for lægen at lave et lille snit, som løsner huden. Det er hurtigt og enkelt. Det kan lægen til gengæld ikke gøre uden at dine forældre ved det, men som sagt er der størst sansynlighed for at det kan ordnes med cremen. 

Det eneste du ikke skal gøre er at lade som ingen ting. Hvis det er forhudsforsnævring går det ikke væk af sig selv, og det er ærgerligt at gå rundt med en øm penis. 

Håber du får gjort noget ved det inden længe. 

Mange hilsner
Marianne

 

Niels-Christians billede
Niels-Christian fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program