Forelsket i pige.

brevkassespørgsmål

Forelsket i pige.

brevkassespørgsmål af
Lila
21 år
Oprettet 7 år 6 måneder siden

Jeg er en pige på 21 år, som har et "lille" problem, jeg er nemlig blevet forelsket i den her pige, (hun er 19). Vi mødtes først over nettet, det var hende der startede med at skrive til mig, men da vi skrev havde jeg ingen anelse om jeg ville komme til at kunne lide hende på den måde. Men ikke lang tid efter vi begyndte at skrive, spurgte hun om vi skulle mødes, det sagde jeg selvfølgelig ja til, og vi fik hinandens nummer. Hun ringede til mig og sagde når hun var der, og jeg følte ikke det var akavet, selvom jeg plejer at hade at snakke i telefon. Hun kom i bil, og vi endte med at køre en tur sammen. Men allerede da jeg mødte hende tror jeg at jeg begyndte at få lidt følelser for hende, og da vi sagde farvel da hun havde kørt mig hjem, kort tid efter skrev hun det var hyggeligt, hvilket jeg også synes det var. Og vi skriver da stadig ret meget sammen, stort set hver dag. Har også fortalt hende at jeg godt kan lide hende, så hun i det mindste ved det, først var jeg vildt bange for hun ville sige hun ikke længere ville ha kontakt med mig eller noget, men hun tog det pænere end jeg havde regnet med, hun ved godt at jeg også kan lide piger, men før jeg mødte hende var jeg ret meget i tvivl. Hun er stort set den første pige jeg har været forelsket i. Vi har også snakket i telefon efter jeg fortalte hende jeg ku lide hende, og det gik også fint nok, tror bare at mine følelser for hende bliver stærkere og stærkere for hver gang vi snakker/skriver sammen, og kan ikke få hende ud af mit hoved. :/ Men problemet er bare jeg ved ikke om hun også kan lide mig bare en smule, altså nogen gange når vi skriver/snakker sammen, virker det som om hun også kan lide mig bare en lille smule, eller I hvert fald at hun er i tvivl om hun kan, men er ikke sikker på om hun er til piger, men I hvert fald har jeg næsten hele tiden lyst til at kysse hende, og holde om hende. Men ved ikke om jeg burde glemme hende, eller spørge om hun kan lide mig, eller hvad jeg burde gøre, er helt lost. :-(

Hilsen den fortabte.

Svar: 

Kære du, 

Mange tak for dit brev. At være forelsket er rigtig dejligt, men man kan også føle sig enormt forvirret og ikke ane, hvad man skal stille op.

Du skriver, at du allerede har fortalt hende, at du godt kan lide hende, men du fortæller ikke, hvordan hendes reaktion var - hvad sagde hun, hvad gjorde hun? Du skriver, at hun tog det pænt, og det er jo godt. Det lyder til, at I hygger jer rigtig meget i hinandens selskab, og at I skriver sammen hver dag, giver et indtryk af, at begge er interesserede i hinanden. Jeg synes, at du bliver nødt til at tage snakken med hende igen, hvor du er mere tydelig omkring dine følelser overfor hende. Jeg synes ikke, at du nødvendigvis behøver at spørge, om hun er til piger eller ej. Det kan jo være, at hun selv er ved at finde ud af, hvad hun egentlig er til eller ikke er til, og måske er hun ikke er klar til at definere sig selv som "en, der er til piger". Du kan fortælle hende, at du er gået hen og er blevet rigtig glad for hende på en måde, som ikke bare er en "veninde-måde". Jeg tænker i hvert fald, at du bliver nødt til at fortælle hende om dine følelser, også selv om det kan være en svær og skræmmende snak at gå ind i.

Held og lykke med det!

De bedste hilsner,

ZE

Zittas billede
Zitta har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program