Flytter mens'en sig efter første gang?

brevkassespørgsmål

Flytter mens'en sig efter første gang?

brevkassespørgsmål af
Anonym
16 år
Oprettet 14 år 3 måneder siden

Hej, Jeg er en pige på 16 og har næsten lige haft sex med min kæreste, for første gang. Det gjorde egentlig ikke særlig ondt som alle bekymrer sig så meget om, og vi brugte kondom. Problemet er bare at jeg burde havde fået min mens i sidste uge (nogle dage efter vi havde sex), men har ikke fået det endnu. Jeg er helt vildt bange, for jeg ved at mine forældre aldrig vil snakke til mig igen, hvis de finder ud af det - de ville virkelig være skuffede. Jeg har dog hørt at det er normalt at mens'en flytter sig efter første gang. Er det sandt, og kan der være en chance for at jeg er gravid? I må meget gerne svare så hurtigt som muligt :( Hilsen den bekymrede.

Svar: 

Hej pige 16 år

Det er rigtig godt at du skriver til brevkassen. Jeg kan godt forstå, hvis du er bekymret og bange, det kan godt være en rigtig skræmmende tanke, hvis du er bange for at du er gravid og bestemt ikke har lyst til at være det. Men jeg synes du skal slå koldt vand i blodet et øjeblik.

Først vil jeg sige, at det er rigtig dejligt at høre, at du har haft en god og dejlig oplevelse med din kæreste og sex for første gang. Det er rigtig fedt at høre at I også har beskyttet jer på den helt rigtige måde og har brugt kondom. Og udfra det, at I har brugt kondom, så vil jeg sige at chancen for at du er blevet gravid er næsten lig 0%. Hvis kondomet ikke er gået i stykker eller røget af da I have sex, så tror jeg ikke du er gravid.

Jeg vil alligevel foreslå dig at du køber en graviditetstest og prøver den, for at du kan slå tanken helt ud af hovedet. Du kan købe en graviditetstest på apoteket eller i de fleste supermarkeder.

For det andet så vil jeg sige, at jeg har ikke selv hørt noget om at din mens skulle flytte sig i forbindelse med at du har haft sex for første gang. Men det er dog helt normalt og naturligt for piger i din alder, at din mens kan være lidt ustabil og komme i tide og utide. Hvis du er helt vildt bange - som du skriver, og vil have din mens til at komme nu, så kan det faktisk gøre at den ikke kommer, fordi følelser kan godt påvirke hvornår du får menstruation. 

Så derfor synes jeg, at du skal prøve en graviditetstest, så du kan føle dig mere sikker og forhåbentlig mere rolig. Hvis du stadig ikke føler en graviditetstest er nok, så kan du altid gå til din læge og blive undersøgt, så kan du i hvert fald være helt 110% sikker.

Jeg vil også fortælle dig, at jeg tror nu nok at dine forældre ville tale med dig igen, hvis du blev gravid. Dine forældre har jo også været unge engang og de har også prøvet at have sex for første gang. At du har haft din første gang i en alder af 16 år er helt naturligt, så jeg synes faktisk det kunne være en god ide, hvis du snakkede med fx din mor, om det her med sex og at du har haft en god oplevelse med din første gang.

Jeg håber du kan bruge mine råd. Held og lykke med det hele :)

Venlig Hilsen Mie

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program