Hej :D - Jeg er en pige ''i en svær tid'' Jeg mødte denne her VILDT søde fyr i vinters, og vi begyndte lige så stille at skrive sammen! - Mega hyggeligt, da vi begge havde en masse til fælles (musik elskere) - Men vi mødte hinanden under et ''musik'' arrangement - vi skulle nemlig lave en CD - VOLD COOL! - men efter at vi havde skrevet med hinanden.... begyndte det lige så stille at blive akavet når vi begge var til stede... - In Real life! Han snakkede aldrig rigtig, men sad hele tiden tæt op ad mig... ikke fordi at jeg havde noget imod det, da jeg jo godt kunne lide ham.... da dette arrangement sluttede, aftalte vi at mødes - på den tid havde jeg lige så stille fået følelser for ham ): - Hvilket ikke var så fedt, da jeg ikke vidste hvad jeg skulle gøre af mig selv (havde aldrig haft det sådan for et andet menneske).... Vi snakkede godt sammen.. og det var meget hyggeligt :D MEN! - JA der kommer et men... Da vi ''skiltes'' - jeg tog hjem... han tog hjem...- hørte jeg aldrig fra ham igen ): - Jeg blev så frustreret, og var i tvivl om det var mig der skulle kontakte ham, eller om det skulle være omvendt.... Der gik nogle uger... hørte stadig ikke fra ham... Jeg savnede bare hans dejlige bløde stemme, hans sans for musik og måden han bare virkede så tilstede uden rigtigt at gøre noget.... Det skal lige siges - hvis ikke jeg har sat det - at han var et år ældre end mig.... Her på det sidste - nu hvor sol og varme er kommet til det lille Danmark, og folk begynder at tage i perken, stranden m.m - støder jeg bare hele tiden på ham! - Det er mega akavet, og jeg kan bare mærke, at nu hvor jeg troede jeg havde glemt ham.... kommer alle de gamle følelser frem igen! - men med en del skuffelse, og følelsen af at være knust! - som om at min chance havde været der (det havde den jo) men at jeg aldrig havde nok mod til at gribe den ): Jeg overvejede her i går at spørge om det var ham jeg så på stranden, men fortrød.... Det ville simpelthen være for pinligt! Jeg føler lidt at jeg bare var et vædemål... og at det lykkedes for ham... ved ikke hvad det skulle have været gået ud på, men følelsen er der! KORT SAGT! - Jeg er bare fortabt i denne dejlige dreng, men er mega usikker på mig selv.... - lavt selværd! Hvad ''søren'' skal jeg gøre! - Hvis i kan hjælpe altså... - Og læse min lange roman, der sikkert ikke giver mening...? Og BTW tak for sådan en brevkasse, hvor man kan komme af med sine tanker/følelser (: Hilsen den VILDT fortvivlede - Pigen uden navn (Freya) xD