Er jeg som jeg skal være?

brevkassespørgsmål

Er jeg som jeg skal være?

brevkassespørgsmål af
Anonym
16 år
Oprettet 13 år 3 måneder siden

Hej Cyberhuset! Jeg er en dreng på seksten år der lige er startet på en 10. klasse. Jeg bor sammen med min mor, min far og mine 2 små søskende, og har det fint der hjemme. Jeg har aldrig haft en kæreste, og er MEGET sent udviklet. Jeg er først nu begyndt at få hår på pikken, men det er ikke så meget, og slet ikke nok til at jeg har lyst til at gå i bad sammen med de andre drenge. Jeg har fået lidt hår på mine ben, men ingen under mine arme eller på mine arme, derfor har jeg heller ikke lyst til at gå rundt i t-shirt. Jeg tror godt at pigerne kan lide mig, men ikke på kæreste måden, de synes mere jeg bare er sød... Jeg kunne også godt tænke mig at gå i seng med en pige, men min pik er kun 11 cm når den er stiv, og jeg er altså 16 år! Jeg ville syntes at det ville være pinligt. Håber jeg kan få et godt svar, så jeg ikke føler mig så fortabt, for lige nu ser det sort ud.

Svar: 

Hej med dig.

Det er godt du skriver herind, jeg kan godt forstå at man kan tænker på om man er som man skal være, når man er 16 år. Jeg ved der er både drenge og piger der kan føle sig fortabte i teenageårene og jeg vil gerne prøve at svare dig, sådan at det ikke ser så sort ud.

Jeg kan sige at du helt bestemt er som du skal være lige nu, men det kan ændre sig. Det er helt utroligt forskelligt hvor hurtigt man udvikler sig, hvornår man får hår på pikken og under armene. Nogle fyre får det tidligt og nogle drenge får også meget hår på brystet og også på ryggen, når de er under 20 år. Det kan de også være kede eller trætte af. Men det er slet ikke fedt at føle at man ser anderledes ud. Jeg kan sige at piger føler det på samme måde. Piger kan være kede af for eksempel at have små eller store bryster, derfor kan de også være meget nervøse for at være nøgne overfor en fyr eller have sex med en fyr.

I teenageårene sker der en masse ting, fordi du begynder at udvikle dig og det kan virke meget overvældende, det kan føles som om man skal følge med i andres tempo, når man dårligt selv ved hvem man er og hvem man har lyst til at være. Udseendesmæssigt vil man måske gerne ligne de andre, gå i det samme tøj, for ikke at skille sig ud. Nogen vil gerne skille sig ud og går måske i anderledes tøj og andre går bare i det tøj de har lyst til. Tøj kan man vælge, men kroppen har jo sin egen udvikling. Der er bare ikke andet at gøre end at vente på at kroppen er klar. Din pik kan blive større og du kan få masser af hår på kroppen - og det kan ske når som helst. Det er selvfølgeligt svært at vente på, fordi det fylder meget for dig nu og det er ikke rart.

Der er ikke andet for end at prøve at slappe af i det. Du ser ud som du gør lige nu, sådan er det bare. Men du er som du skal være og du er kun ved at finde ud af hvem du gerne vil være. Kroppen skal nok følge med. Du kan træne, holde dig sund også hjælper du kroppen på vej til at være sund.

Du tænker på at du gerne vil have sex med en pige - det er klart og helt naturligt. Fyre som er meget udviklede tænker også på det og de kan faktisk også være i tvivl om de er som de skal være og de kan være nervøse. Samme gælder for piger. På en mærkelig måde hører det med til at være teenager. Det kan føles som om man skal testes og som om man skal kunne det hele på forhånd. Der er ingen der kan fortælle hvad der er rigtigt for dig, det kan du først selv vide om noget tid, måske endda om nogle år.

Hvis du gerne vil prøve sex, så kan det være du skal tænke på om du har lyst til at få en kæreste. Det kan sagtens være at en af pigerne kan lide dig på kærestemåden, det er ikke til at vide. Hvis du kan lide en pige og i bliver kærester, så kan det føles mere trygt og man kan faktisk snakke om de ting man er nervøse for, fordi man får en tillid sammen, det kan være rart og trygt. Det kan føles mindre presset og pinligt.

Jeg håber det ser mindre sort ud nu og at du kan slappe af omkring dig selv. Det fortjener du, uanset hvordan du ser ud. Du er altid velkommen til at logge på chatten, hvis du har brug for en snak eller hvis du har spørgsmål.

Mange hilsner fra Bibi

 

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program