Er hun interesseret?

brevkassespørgsmål

Er hun interesseret?

brevkassespørgsmål af
Anonym
16 år
Oprettet 10 år 5 måneder siden

Hej, jeg skal snart på ferie med mine forældre og en god veninde i en uge. Jeg er selv tiltrukket af både piger og drenge, men har aldrig prøvet at have lesbisk 'sex'. Har rørt ved bryster før, men heller ikke så meget mere. 

Vil rigtig gerne prøve noget med min veninde, men aner ikke hvordan jeg finder ud af om hun har lyst. Jeg har hentydet lidt til det når vi har skrevet sammen, det virker ikke som om hun afviser det. 

Når vi er på ferie og ligger i dobbeltseng sammen, hvordan ville jeg kunne lægge op til noget? Vil ikke have hun for et chok eller sådan. 

Svar: 

Hej med dig!

Jeg kan godt forstå, at du synes, det er en svær situation. På den ene side er der her en rigtig god mulighed for at få prøvet den side af din seksualitet af, og en mulighed for at dit venskab med din veninde kan udvikle sig, og på den anden side er der risikoen for, at hun slet ikke har samme tanker som dig og får et chok og bliver skræmt væk. 

Det er fint, at du har hentydet lidt, når I har skrevet sammen - på den måde fornemmer hun måske, hvad du har i tankerne. 

Jeg tænker, at det er rigtig vigtigt, at du fornemmer stemningen mellem jer på ferien. Virker hun til at "byde dine hentydninger velkommen", eller virker hun afvisende overfor det. 
Det at være på ferie sammen kan, uanset om der skal ske mere end venskabelige ting mellem jer eller ej, skabe noget tæt og intimt. At være væk hjemmefra og have fri og bare nyde livet kan gøre, at I kommer tættere på hinanden. Meget af tiden vil det bare være jer to, og det giver jer god tid til at få snakket en masse og får nogle nye oplevelser og minder sammen. Så selvom der ikke sker mere på ferien, kan det give jer et tættere venskab. Så skulle hun virke afvisende overfor dine hentydninger, så prøv alligevel at få det bedste ud af ferien, og nyd at I kan være sammen og tilbringe tid sammen og måske lære hinanden endnu bedre at kende. 

Hvis du ønsker at tage chancen, og prøve af om hun kunne være interesseret i at lave noget mere med dig, så tænker jeg, at om aftenen, når I er gået i seng og ligger sammen i dobbeltsengen, er et godt tidspunkt til at prøve det af på. Tit når det er blevet aften og mørkt, og man ligger i sengen sammen, så er det her man åbner op og deler hemmeligheder og taler om alle mulige ting, som man tænker på, drømmer om, forestiller sig, fantaserer om osv. 
Hvis I har ligget lidt tid og snakket, og der er en "intim" stemning mellem jer, kan du forsøge at lede snakken hen på sex og seksuelle oplevelser og erfaringer, og ting I har tænkt, at I godt kunne tænke jer at prøve osv. Her kan du give udtryk for, at du godt kunne tænke dig at prøve at være sammen med en pige. Det giver dig chancen for at se, hvordan hun reagerer  - måske reagerer hun ved at sige, at det har hun også tænkt på, at hun godt kunne tænke sig at prøve. Måske reagerer hun ved at sige, at det kunne hun aldrig forestille sig. Det giver dig en chance for at fornemme, hvordan hun har det i forhold til det, du gerne vil og kan give dig en ide om, hvordan hun mon ville reagere, hvis du ligger op til noget. Hvis hun giver udtryk for, at hun også godt kunne tænke sig at prøve det, og stemningen mellem jer måske bliver lidt mere intens, kan du spørge hende, om hun har lyst - og signalere, at det er helt okay, hvis hun siger nej. Det, der nemlig er det vigtigste i sådan en situation, er, at det er noget begge parter har lyst til, og at man respekterer hinanden og giver plads til, at man hver især kan sige stop, hvis der er noget, der overskrider ens grænser. Så snak med hinanden om det, om hvad I har lyst til og hvor meget osv., sådan at I også kan se hinanden i øjnene bagefter og snakke om, hvordan det var for jer osv. 

Jeg håber, du kan bruge mit svar og ønsker dig en god ferie.

Mange hilsner fra Janni

Janni har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program