det går for langsomt...

brevkassespørgsmål

det går for langsomt...

brevkassespørgsmål af
Anonym
14 år
Oprettet 10 år 5 måneder siden

Hej Brevkasse.

Alle drengene fra min klasse er meget længere i puberteten end mig. Jeg var en af de første der begyndte at få små hår på penis for snart 2 år siden, men alle overhalede mig mega hurtigt, og det er som om at det er "gået i stå" og at jeg ikke rigtig kan komme videre. Desuden er min penis ikke ret stor (heller ikke når den er stiv) og jeg er mega flov over det.

Kan hjælpe mig? 

Svar: 

Hej med dig

Det kan godt være svært at være teenagedreng, fordi der sker så meget med både ens egen krop og de andre drenges kroppe. Lige pludselig bliver det tydeligt at man ikke ser ens ud og at alle kroppe ser forskellige ud. Når man er i puberteten kan det både gå langsomt og meget hurtigt med kroppen, og det kan skifte meget i de år man er teenager. Nogle år går det hurtigt, som du oplevede i starten og så går det stille og roligt til sidst, mens det for andre går langsomt hele tiden. Det betyder altså at der sagtens kan nå at ske en masse med din krop endnu. Faktisk er det sådan at din krop udvikler sig indtil du er først i 20'erne, så der er altså ikke noget ved din krop der er færdigudviklet endnu.

Det kan være svært at føle at man ser anderledes ud og nogle gange kan man føle det som om at ens krop er den eneste der ser sådan ud. Men jeg tror at mange af de andre drenge kan have de samme slags tanker som dig. Man har ikke lyst til at være og se anderledes ud, fordi det kan gøre en usikker og utilpas. Men det kan være godt at huske på at de fleste kun kigger på og tænker over hvordan deres egen krop ser ud, og ikke ser så meget på andres.

Der er ikje så meget man kan gøre når det kommer til hvordan kroppen udvikler sig. Det er altid en god ide at spise sundt, dyrke motion og få sovet det man skal, for så har kroppen det energi der skal til for at vokse. Hvis du ikke rigtig synes at du får det bedre med din krop, så synes jeg at du skal prøve at snakke med nogen om det. Har du en god og fortrolig ven du kan tale med, eller måske din far? Det kan være rart at dele den her slags tanker med andre, så man ikke får alene med det.

Jeg håber du kunne bruge mit svar. God sommer.

Venlig hilsen Marianne

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program