Blowjob- nej tak!
Blowjob- nej tak!
Jeg har læst et indlæg i avisen forleden med, at kvinder SKAL give kvinder blowjob men at kvinder faktisk ofte ikke har lyst til det.
En sexolog siger så i det jeg læste, at kvinder skal "mande sig op"!??!
Jeg forstår intet?
Hvorfor skal kvinder det? Det er jo med til, at give mænd en ide om, at det er et krav og en "mangel" ved en partner, hvis hun IKKE vil give ham oralsex.
Er det ikke på tide, at der lyttes til kvinder, hvad de vil og ikke vil?
Man ville jo aldrig tvinge en fyr til noget han ikke vil eller stemple ham som forkert?
Hvad siger man til en kæreste som man ikke vil give et blow job til?
Er han værd at være kæreste, hvis han ligesom sexologen i indlægget mener, at det er et krav?
Hej du,
Jeg kan godt forstå du bliver vred når du læser sådan et indlæg i avisen. Blowjobs er ikke et krav eller noget man SKAL hvis ikke man har lyst! Sådan nogle indlæg er ofte ment som et indspark i en debat og ofte fremstår de provokerende, fordi de sætter deres meninger på spidsen. Det kan lyde som om det også er sådan et indlæg du har læst. Jeg vil dog godt understrege, at jeg giver dig helt ret! Blowjobs er IKKE noget man SKAL, men noget man selv kan vælge om man vil hvis man har lyst til det. Det gælder både kvinder og mænd, og gælder ikke kun blowjobs, men sådan set alle ens handlinger. Man er ikke tvunget til at gøre noget, hvis man finder det frastødende eller grænseoverskridende. Sex skal jo gerne være en sjov og dejlig aktivitet, og ikke noget man skal frygte eller være usikker på. Sex skal under ingen omstændigheder være noget man føler sig tvunget til eller føle der er et krav om. Der er vi vidst helt enige!
Det kan være svært at finde modet til at sige fra når man føler et stort pres fra samfundet og kæresten til at gøre noget man ikke har lyst til, men du skal vide, at det er HELT i orden at sige fra.
Sådan som jeg lige læser dit brev, så er dit spørgsmål til brevkassen, hvordan du skal sige at du ikke har lyst til at give et blowjob. Det vil jeg prøve at give nogle bud på nedenfor:
For det første vil jeg gerne lige dele mine tanker omkring det underspørgsmål du stiller om, hvorvidt han er værd at være kæreste med, hvis man mener det er et krav. Som jeg efterhånden har understreget flere gange nu, så kan man ikke stille sådan nogle krav. Hvis man er kærester må man acceptere og respektere den andens grænser. Hvis man ved at den anden ikke har lyst så bliver det jo heller ikke særlig godt. Når der er så mange ting man kan lave sammen, så er det måske et bedre alternativ at lave det som begge har lyst til og gerne vil. Mit råd til dig er at stole på din egen fornemmelse og følelse i maven. Jeg ved godt, at det er svært hvis man føler sig presset og gerne vil leve op til ens kærestes forventninger og ønsker, men sex bliver ikke en god oplevelse hvis ikke man er tryg og lytter til sig selv undervejs.
Som jeg også var inde på før i mit svar, så findes der så mange ting man kan lave i stedet for oralsex, som kan give lige så meget nydelse og som kan være lige så intimt. Jeg vil foreslå at I snakkede sammen om hvad I hver især finder dejligt og frækt og se om I ikke sammen kan finde nogle ting I kan lave sammen, som gør jer begge tilpasse. Jeg ved godt, at det kan være svært at snakke om sex og seksuelle grænser, men selvom det kan være akavet i starten, så bliver oplevelsen ofte meget bedre, fordi man kan slappe af og være tryg undervejs. Desuden kan selve samtalen og føre til at I føler jer mere forbundne og tætte, fordi I har delt nogle intime tanker med hinanden, som man ellers ikke deler med særlig mange.
Det bedste råd jeg kan give er at sige det til ham direkte. Det behøver jo ikke blive gjort til et kæmpe stort problem. Du kan evt. sige det i forbindelse med at I snakker om seksualitet og seksuelle grænser generelt. Nogle synes det kan være rart at komme med nogle alternativer, så man for eksempel siger: "Jeg er ikke så glad for oralsex, men jeg vil gerne røre ved dig og kysse med dig." Så kommer det heller ikke til at lyde som om du ikke vil ham, men nærmere at det er lige præcis blowjobs du ikke har lyst til.
Måske kunne det også være en ide at snakke med dine veninder om det her emne. Det kan hjælpe at snakke med andre om de tanker, som fylder meget hos en. Måske har de en holdning til det, som I kan snakke om. Måske har de gode råd til hvordan du kan få sagt fra overfor de ting du ikke har lyst til? Det kan være rigtig hjælpsom at sættte ord på de ting, som man synes er svært.
Som en kort opsummering: Lyt til dig selv. Lyt til ham. Vær ærlige overfor hinanden. Respekter og Accepter hinandens grænser. Vær gode ved hinanden.
Håber du kan bruge mit svar!
De bedste hilsner,
Astrid