Kære Lærke

Jeg kan godt forstå du undrer dig, men jeg tænker faktisk ikke det du oplever er så usædvanligt.

Du skriver at du til er rigtig glad for at komme væk hjemmefra, og det kan jeg virkelig godt forstå. Det her med at du faktisk kan savne den smerte, som var så stor en del af dig, tænker jeg som sagt er ret naturligt. 
Det kan handle om at smerten netop har været så stor en del af dig, og det du oplevede som en del af at være en familie. Og selv om det ikke var positivt og selvom det ikke bør være sådan man fungerer som familie, eller forældre, så var det alligevel den måde du kendte til. Derfor kan det sagtens føles som et afsagn, når det pludselig er væk. 

Det kan også være en mere kemisk ting i hjernen. Da du boede hjemme, kan jeg forestille mig at du konstant har været i alarmberedskab. Den konstante uro, du oplevede, har betydet at du konstant har haft et højt niveau af stresshormoner i kroppen, som har holdt dig "på tæerne" hele tiden. I takt med at du ikke behøver være i alarmberedskab, falder dit niveau af stresshormon også, og selv om det som udgangpunkt er en god ting, så kan det sagtens føles som en tomrum, i forhold til det du plejer at føle. 

Det kan også være noget helt tredje eller fjerde du oplever, men under alle omstændigheder tænker jeg at det er helt naturligt. Jeg tænker det afgørende er at du fortæller dem du har omkring dig, hvor du bor nu om det du oplever. Jo mere de ved, jo bedre kan de hjælpe dig igennem. 

Gode tanker Maya