Sabbatår og venner...

brevkassespørgsmål

Sabbatår og venner...

Hej. Jeg er lige blevet færdig med 3.g og skal nu holde sabbatår. Det er noget, jeg har glædet mig til siden 9. klasse næsten, da jeg altid har drømt om at være fri og rejse jorden rundt osv. Problemet er dog, at corona pt. gør det sværere at rejse, at jeg var nødt til at flytte hjemmefra sidste år grundet nogle problemer i hjemmet hvilket gør det sværere at spare op, samt at jeg næsten ikke har nogle venner.

I gymnasiet har jeg gået i en klasse med nogle (til tider) søde mennesker, som jeg dog aldrig kom helt tæt på - dvs. vi hyggede os og snakkede sammen i skolen, men var ikke sammen i fritiden (de inviterede mig fx. sjældent til fester). Jeg havde ikke et kæmpe problem med dette på daværende tidspunkt, da jeg ikke havde særlig meget fritid ved siden af skole og arbejde, og derfor bare ville slappe af alene eller med min kæreste gennem 3 år, når jeg havde fri. Nu går jeg dog ikke i skole længere og har derfor en masse fritid, men ikke mange venner. Jeg har min kæreste, min bedste veninde fra folkeskolen og 2-3 andre veninder fra folkeskolen, hvor venskabet dog er meget overfladisk og altid har været det (er mere sammen med dem fordi jeg ikke har så mange andre). Min kæreste og bedste veninde skal begge i 3.g efter sommerferien, hvilket betyder, at de ikke vil have så meget tid til mig, som jeg har til dem. Derfor har jeg brug for at få nogle nye venner, men hvordan gør man det, når man er 19 år, er ret indadvendt, næsten ikke har nogle hobbyer og ikke går i skole?

Jeg har fået mig et nyt job hos en øjenklinik, men der arbejder kun en øjenlæge og én anden sekretær på 25, så der bliver det lidt svært at få nye venner. Jeg har undersøgt muligheder for at gå til noget sprog, kunst osv., men det er nærmest kun for børn eller pensionister. Jeg har undersøgt muligheder for at gå til en ny sport, men der skal man enten være 6-14 år eller have dyrket den sportsgren på eliteniveau hele sit liv. Jeg har også set på løbeklubber i mit lokalområde, men de er for småbørnsfamilier og personer på +40 år.

Selv hvis jeg finder nogle søde personer er jeg dårlig til at "blive venner" med dem, idet jeg er dårlig til at starte en samtale med fremmede og ofte er bange for, at jeg ser vedkommende som en bedre ven, end de ser mig (håber det giver mening), hvilket gør at jeg skubber folk væk. Eller så tror jeg, at de er søde ved mig for "høflighedens skyld" eller sådan noget, og ikke fordi de mener det. Jeg er også rimelig dårlig til at "slå mig løs" (har fået det at vide af klassekammerater), hvilket gør at jeg i starten kan virke kedelig overfor mange mennesker og som om jeg skjuler noget, hvilket jeg ikke gør. Jeg ved ikke hvorfor jeg har dette problem, men jeg har ikke fundet en måde at slippe af med det på.

Det skal siges at jeg er en helt normal person, der sagtens kan opretholde en samtale med andre mennesker og "virke social" når jeg først er "i gang", men at jeg lader bedst op alene og har svært ved at opbygge venskaber, der rækker udover skolen/arbejdspladsen. Lige nu lader jeg dog ikke op "til noget" og jeg er derfor blevet rastløs og ked over, at jeg ikke har mange nære venner.

Undskyld for det meget lange spørgsmål.

Svar:

Kære du

Tak for dit spørgsmål.

Jeg kan godt forstå, at du synes, at det er svært det her med venner, og at du mærker det lidt ekstra, nu hvor du ved, at du har mere tid at gøre med, end de har. Jeg vil gerne rose, hvor aktiv du har været i faktisk at prøve at finde nogle steder, hvor du kunne møde nogle nye venner. Jeg kan godt forstå, at du måske ikke lige tænker, at det hele giver mening, men f.eks. de ting du nævner i forhold til kunst og sprog, selvom mange måske er ældre end dig, er det jo ikke ensbetydende med, at der ikke måske er nogle jævnaldrende? Så måske det er et forsøg værd? Samtidig tænker jeg også, at selvom at der måske ikke er så vildt mange jævnaldrende, så kan man jo også hygge sig med folk, der er ældre (eller yngre) end en selv. Så kan det godt være, at det ikke kommer til at være folk, som du ser uden for det tidsrum, hvor I går til en hobby sammen, men det er måske også okay? Hvis det handler om at finde noget, som du nyder at bruge din tid på, så kan en hobby jo også være en rigtig god ting.

Du fortæller, at du faktisk har kigget på en del forskellige fritidsaktiviteter, men jeg tænker på, om der var nogle andre muligheder end dem du har nævnt? Måske noget som er helt nyt for dig? Dans eller måske nogle fitness hold? Jeg har hørt, at der er flere steder, hvor der i forbindelse med Corona-virus er blevet startet sådan nogle udendørs fitness/styrke hold - måske det kunne være noget? Alternativt tænker jeg, om der er nogle steder, du kan være frivillig? Der findes en masse sociale tilbud, hvor man kan være frivillig. F.eks. ved RedBarnet eller lignende. Sådan nogle steder er der tit mange unge mennesker, så derfor kunne det også være en mulighed for at møde nogle jævnaldrende men på en måde, hvor I har et fælles udgangspunkt. Jeg kommer også til at tænke på en Facebook-side, der hedder "Find en veninde #dueraldrigalene" - dem findes der garanteret også andre af. Selvom det kan virke lidt akavet måske, så er det også en rigtig god mulighed for at finde nogen, som måske også selv døjer lidt med at være social, og som derfor virkelig vil forstå, hvor du kommer fra.

Du fortæller, at du også synes, at der er svært at skabe et reelt venskab eller fastholde et, fordi oplever nogle sociale bekymringer, som gør at du skubber folk væk igen. Det er enormt frustrerende at have sådan nogle tanker, men jeg vil dog fortælle dig, at du er slet ikke ene om at have dem. Alle får sådan nogle tanker engang imellem, men så er der nogle, som får dem mere end andre. De kan være enormt forstyrrende, men heldigvis kan man arbejde med dem. Nogle oplever, at deres sociale bekymringer tager overhånd, og at de har brug for hjælp f.eks. hos en psykolog, imens andre oplever dem i mindre grad, og i sådan nogle tilfælde tror jeg, at man kan gøre meget ved selv at forsøge at undersøge de her tanker lidt. Ligesom finde ud af, om de er realistiske eller ej. Er det realitisk at tro, at folk kun er søde ved dig for høflighedens skyld, eller har du erfaringer fra f.eks. din veninde, din kæreste eller din familie, som fortæller dig, at folk faktisk godt kan lide dig, og at de reelt har lyst til at bruge tid sammen med dig? Man kan også spørge sig selv, om det er et problem, hvis folk til en start er søde for høflighedens skyld? Jeg tænker f.eks., at alle venskaber vel i bund og grund starter med høflighed, og fordi man møder hinanden i en situation, hvor man af en eller anden grund skal tale sammen, men gennem de første par samtaler, som måske mest handler om høflighed, finder man så ud af, at man faktisk har noget tilfælles eller nyder hinandens selskab, og at man derfor har lyst til faktisk at ses mere?

Til sidst i dit brev skriver du, at du har brug for at lade op, og at du helst gør det alene, og det er faktisk meget normalt. Man kommer tit til at tale om at folk enten er introvert ELLER ekstrovert, men jeg tror i virkeligheden, at rigtig mange har tendenser til at være lidt af begge. Man kan sagtens være et socialt menneske, men samtidig være et menneske, som har brug for tid alene til at fordybe sig og slappe af. Det er der slet intet galt i, og derfor tænker jeg slet ikke, at det er noget, som du skal forsøge at ændre. Det er nærmere rigtig godt, at du kender dig selv godt nok til at vide, at du skal tage de sociale ting i dit eget tempo. Så hvis du f.eks. finder en eller anden aktivitet, som du skal afsted til, så ved du f.eks., at det måske er en god idé at have noget tid for dig selv inden, så du faktisk er ladet op. For hvis du kommer helt drænet til sociale arrangementer, fordi du hele tiden forsøger at tvinge dig selv til at være social, så tror jeg kun, at det gør det vanskeligere for dig at skabe venskaber, når chancen byder sig.

Jeg håber, at mit svar kan hjælpe dig lidt på vej. Ellers er du meget velkommen til at kigge forbi igen her i brevkassen eller i vores chat.

Jeg ønsker dig held og lykke, og sender mange positive tanker din vej.

De bedste hilsner,

Amanda