Hej Mille.
Nej, jeg synes ikke, man skal lyve, men man bestemmer selv, hvor meget man fortæller.
 
Da jeg kom i familiepleje, var jeg 14 år ligesom dig. Jeg valgte dengang selv at fortælle, at jeg ikke boede ved min forældre. Jeg sagde, at det var, fordi de ikke var i stand til at passe ordentligt på mig, og det var, fordi de havde nogle problemer, som gjorde, at de ikke kunne overskue at have mig derhjemme.
 
Min plejemor var med den dag. Det var i en klassens time, og min plejemor fortalte, hvorfor de havde valgt at have mig boende. Hun sagde blandt andet, at de havde overskud til at passe på mig, og at de havde "valgt" mig, og at jeg var flyttet ind hos dem og var en del af deres familie. At de mente, at jeg var som en datter for dem, og at de synes, at de var heldige at få lov til at have mig som deres datter.
 
Der blev snakket meget om, hvordan det var ikke at bo med sine forældre, og det viste sig, at der var en mere i min klasse, som ikke boede hos sine forældre, og der var faktisk også to andre i min parallelklasse.
 
Det, at vi var flere, gjorde, at vi kunne snakke åbent om, hvordan det var, og senere lavede vores lærer en emneuge på tværs af klasserne om det at bo på anderledes måder. En del af det handlede også om de problemer, der kunne være i familierne med misbrug osv. Og der viste det sig, at der var mere end en i klassen, der boede med forældre, der drak for meget, så det fik vi også snakket åbent om. Og der fik jeg også fortalt, at det var misbrug hos min mor, der gjorde, at jeg ikke kunne bo hjemme.
Jeg ved jo ikke, om du kan bruge det til noget, men du kunne jo prøve at snakke med din lærer om det. Måske I kunne finde en måde at bruge noget af det, jeg skriver, til at få snakket om det i klassen.
 
Jeg synes, det er vigtigt, at du snakker med nogen om det, for rygter kan altså vokse til noget, der er helt uoverskueligt, og man er nødt til at få den manet i jorden, og det gøres bedst ved at snakke om det.
 
Med venlig hilsen
 
Sisse Bøgild