Hej Anonym

Først og fremmest...hvor er det godt at du får snakket med psykologen om dine tanker og følelser. Jeg er ikke i tvivl om at det er den rigtige vej at gå. Og din indstilling i forhold til jeres samtaler synes jeg er helt rigtig. Ærlighed og åbenhed er uden tvivl nøglen til at få det bedre. Jo mere din psykolog ved om hvordan du faktisk føler, tænker og handler...jo mere kan hun hjælpe dig. 

Den bekymring du har i forhold til hvad din psykolog siger videre til dine forældre kan jeg godt følge. Jeg håber jeg kan afhjælpe din bekymring lidt. Indberetningspligten/underretningspligten som din psykolog ganske rigtigt har er faktisk slet ikke i forhold til dine forældre, men i forhold til de social myndigheder. Det vil sige at din psykolog skal underrette din kommune hvis hun vurderer at du har brug for hjælp fra kommunen. 

I en vejledning om underretningspligt skriver Sundhedsstyrelsen følgende:
Underretningspligten indtræder, når der ikke er rimelig mulighed for gennem egen virksomhed i tide at afhjælpe vanskelighederne, herunder gennem rådgivning og vejledning af forældrene og barnet eller den unge samt gennem dialog og samarbejde, eventuelt med henblik på inddragelse af kommunen.

Det forudsættes således, at sundhedspersonen selv i første omgang forsøger at afhjælpe vanskelighederne.

Det er vigtigt, at sundhedspersonen gennem dialog og samarbejde med forældrene gør opmærksom på de problemer, som sundhedspersonen ser, og i øvrigt forsøger at involvere forældrene, barnet eller den unge i løsningen af problemerne, herunder gennem vejledning og rådgivning.

Det vil altså sige at din psykolog skal underette kommunen, hvis hun vurderer at hun ikke selv kan hjælpe dig, men at der skal anden og mere hjælp til. Det lyder ikke som om det er tilfældet og derfor vil der ikke være grund til at din psykolog underretter. 

Så står der også at sundhedspersonen(din psykolog) skal forsøge at hjælpe dig i dialog og samarbejde med dig og dine forældre. Det betyder ikke at din psykolog skal fortælle dine forældre om de ting i taler om. For som du ganske rigtigt siger så er dine samtaler med din psykolog fortrolige og hun har tavshedspligt. 
Det det betyder er at:
1. DIne forældre skal give samtykke/tillade at du taler med psykologen.
2. Psykologen skal samarbejde med dine forældre i forhold til at sætte nogle mål for hvad du skal have ud af samtalerne.

Men de ting i taler om under samtalerne er mellem dig og din psykolog, så længe din psykolog vurderer at hun kan hjælpe dig. 

Jeg kan godt forstå hvis du synes det er lidt indviklet. Jeg kan garantere dig at det er der mange unge og faktisk også ret mange voksne der også synes. Men din psykolog skal tage udgangspunkt i tavshedspligten, og hun har kun ret til at bryde den i særlige tilfælde, hvor hun vurderer at du er i fare.
Jeg håber det kan gøre dig lidt mere tryg, og give dig mod på at fortsætte med at tale åbent og ærligt med psykologen. Som sagt er jeg ikke i tvivl om at det er den bedste vej til at få det bedre. 

Men jeg tænker faktisk at du skal overveje at spørge din psykolog direkte. Jeg er sikker på at det ikke er første gang hun er blevet spurgt, for der er maaange unge der har præcis den samme bekymring som dig, når de går til samtaler med en psykolog. Det er meget naturligt at du er bekymret og det er helt i orden at sige det direkte til psykologen. Så kan du også høre hendes egne ord for hvordan det fungerer med tavshedspligten under jeres samtaler. Fortæl hende at du ved at der kan opstå situationer hvor hun skal underette...og spørg hende om hvilke situationer det ville være. 

Jeg håber du får en god samtale senere i dag, og at du holder fast i den åbne og ærlige snak...så er jeg sikker på at du er på rette vej. 

Mange hilsner
Niels-Christian