Min bedste ven skal i fængsel
Min bedste ven skal i fængsel
Hej, jeg ved ikke om du på nogen måde kan hjælpe mig med dette her, men bliver nødt til at forsøge at finde vished et eller andet sted da jeg ikke ved hvad jeg lige skal gøre. Min bedsteven på 17 år skal inden for 30 dage i retten og dømmes i henhold til paragraf 119 (Vold mod embedsmand i funktion) han har en fortid med nogle domme som hærværk, blufærdighedskrænkelse og sådan noget "små" domme. Men denne gang gik det galt! Jeg har siden vi gik på efterskole sammen for 2 år siden været der for ham så godt jeg har kunne, hjulpet ham alt hvad jeg kunne og prøvet at være det støtte punkt han ellers har savnet i hans hverdag! Nu bor vi desværre ikke i samme by så det har været svært at støtte ham, og han drikker og tager stoffer som aldrig før. Jeg har været i det miljø men jeg fik kæmpet mig ud af det og kom igang med en udd. men jeg kunne ikke få ham med ud. Han har slået en politibetjent ned og spyttet på en anden - DUMT! men han siger han intet kan huske! Betjentene sagde til ham at han nok skulle regne med at komme i fængsel denne gang! MEN ! Han er kun 17 år !! ved godt strafferammen er 15 år, men altså! Hvad kan der ske ham !? Jeg frygter at dommeren ser på det sådan her : Han har fået små domme som f.eks. hærværk, men hans domme er blevet værre og værrer og nu er det så vold, så dommeren vil tænke hvad det ikke kan føre til, eftersom det bliver værre og værre, og måske derfor give ham en streng straf? Jeg prøver at have styr på det hele og har aldrig læst så mange juridiske papire, jeg kan læse mig frem til at han kan risikere 8 år?! kan det være sandt ?! Undskyld hvis det blev lidt langt, ved ikke lige hvad jeg skal gøre. Han er altså en god dreng ! Han er min bedste ven og jeg elsker ham af hele mit hjerte, ved ikke hvad jeg skal gøre hvis jeg mister ham.. Kh Anja.
Hej Anja
Jeg kan godt forstå, at du tænker meget på hvad der skal ske med din ven, fordi det lyder til at han har det svært og er rodet ud i noget skidt. Det kan være rigtig indviklet med det lovmæssige og hvad du kan gøre i den situation.
Derfor har jeg delt mit svar op i to afsnit og det første handler om det rent lovmæssige.
Det er meget svært for mig at give dig et præcist svar på hvad der vil ske i hans sag og hvilken straf han kan få. Det afhænger rigtig meget af hvilke beviser der ligger og hvordan dommeren vurderer sagen. Du har ret i at de andre "små domme" kan have indflydelse i den samlede straf, men igen, det er kun noget dommeren kan tage stilling til.
Du kan ikke gøre så meget i forhold til dommen, fordi det er dommeren der bestemmer og afgøre hvad der skal ske. Derfor synes jeg du skal vente og se hvad dommen bliver, og så bagefter tage stilling hvordan du bedst muligt kan støtte din ven.
Hvis du alligevel gerne vil sætte dig lidt mere ind i tingene, og hvis du tror det vil give lidt ro i maven for dig, så vil jeg foreslå dig at får en snak med Århus retshjælp her. Det er et gratis tilbud og det kan være lidt nemmere at sidde over for en ekspert, som stille og roligt kan forklare dig hvordan det hele hænger sammen.
Hvis du ikke bor i Århus kommune, så kan de henvise dig til et sted som er tættere på dig.
Du skal ringe til på: 86 19 47 00 og åbningstiderne er:
- Mandag, onsdag og torsdag kl.13.00-16.00
- Tirsdag kl. 16.00-19.00
- Fredag kl. 10.00-13.00
Det andet afsnit i mit svar handler om dit forhold til din ven.
Du fortæller at du selv har arbejdet dig ud af et lignende miljø og er nu i gang med en uddannelse. Det er simpelthen bare sejt og jeg kan håbe på, at din ven også finder den samme styrke til at komme videre med hans liv, når han har overstået sin straf.
Det bedste du kan gøre for din kammerat er at vise, at du stadig er hans ven, selvom han er langt væk. Det kan du gøre ved at skrive breve til ham, ringe sammen med ham og hvis du har mulighed for det, ved at besøge ham i fængslet
Jeg har også lyst til at fortælle dig, at du kun kan være den du er, og at du har ikke ansvar for hvilke valg han tager. Det er hans liv, hans beslutninger og hans ansvar.
Men måske kan han finde styrke og støtte i hans liv, ved at mærke at han har nogle gode venner som holder af ham og tror på, at han kan komme på rette kurs og få et bedre liv, når han kommer ud igen.
Jeg ved ikke om du kan bruge mit svar, men ellers er du velkommen til at skrive igen. Du har også mulighed for at kigge forbi chatten her i Cyberhus. Her sidder der voksne hver mandag til torsdag kl. 14-19. Det kan godt være svært at være rigtig gode venner med andre mennesker som kæmper med nogle ting i deres liv. Man har mange følelser for dem, men hvad skal man gøre og hvordan kan man bedst hjælpe..? Det er ikke altid så nemt at vide. Derfor kan det måske være rart at vende det med en voksen. Det kan både være en voksen du kender på din skole, i familien eller for eksempel i vores chat.
Kan du have det godt..
Venlig hilsen
Erroll