Kan man anmeldes for trusler?

brevkassespørgsmål

Kan man anmeldes for trusler?

brevkassespørgsmål af
Anonym
16 år
Oprettet 10 år 6 måneder siden

Hej 

Jeg har tidligere skrevet til brevkassen (4/1), med mit indlæg "Hvornår kan vold meldes?". Jeg fortalte der om et par episoder hvor min far har slået mig, men fordi jeg ikke har nogle beviser, skrev I at det ville være svært for politiet at gøre noget ved. Det skal måske lige siges, at jeg har en del psykiske problemer(forskellige former for angst, og let ved at få symptomer for depression), og at min far er en stor del af grunden til det. Vores forhold er meget dårligt, og har været det de sidste 7 år!! I Januar havde jeg det særligt dårligt, og håbede mest af alt, at jeg kunne blive indlagt på psykiatrisk afdeling, bl.a. for at kunne slippe for min far. Desværre var jeg ikke "syg nok" til at de ville tage mig ind(heller ikke til rutinemæssige samtaler med en psykiater). Jeg har flere gange ønsket at mine forældre blev skilt, så jeg kunne slippe for min far for altid... Jeg går i øvrigt til psykolog og snakker jævnligt med hende om min far. Men jeg har svært ved at få tillid til folk, så det er små skridt jeg tager med hende. 

Her for nylig kom jeg så op at skændes med min far. Han endte med at råbe, "Nu stopper du, ellers smadre jeg dig fandeme!". Min mor sad ved siden af og hørte det, og har i øvrigt også set det, de gange han har slået mig(det som mit andet indlæg handlede om). Men hun elsker ham for højt til nogensinde at ville vidne mod ham, hvis jeg meldte det. Men udover volden som jeg desværre ikke har nogen beviser for, er en trussel så grund nok til en anmeldelse? 

Håber I kan hjælpe mig, og på forhånd mange tak! 

Svar: 

Hej Anonym

Jeg kan virkelig godt forstå din frustration og dit ønske om at komme væk fra de oplevelser som du har med din far. De ting du beskriver han gør og siger er helt urimelige, og også ulovlige. 

Du kan som udgangspunkt sagtens anmelde ham, men det er helt rigtigt at det langt fra er sikkert at politiet kan eller vil gøre noget ved det fordi der ikke umiddelbart findes beviser eller vidner. 

Du skriver at din mor faktisk har været vidne til både den fysiske vold og truslerne. Loven er dog sådan skruet sammen at nære familiemedlemmer som udgangspunkt ikke har pligt til at vidne imod eksempelvis deres mand eller kæreste. Det vil sige at hvis din mor ikke selv ønsker at fortælle om det hun har set, så er det ikke sikkert at politiet kan "tvinge" hende til at gøre det. 

Men hvad der egentlig vil ske kan være svært for mig at sige noget præcist om. Derfor synes jeg du skal prøve at ringe til olitiet og forklare din situation og spørge dem hvad de vil råde dig til at gøre. Politiet kan mere præcist sige om de kan hjælpe, eller give dig en anden henvisning til hvad de vil foreslå dig at gøre, for at få stoppet din far. 

Noget andet du også kunne gøre er at tage snakke med Ungekontakten og høre hvordan de evt. kan hjælpe. Jeg kan huske at du i dit sidste brev skrev at du snakkede med en psykolog. Gør du stadig det? Du skrev i dit sidste brev at du var meget i tvivl om du skulle fortælle om de her ting til din psykolog, fordi du var bange for om psykologen ville tro dig. 
Jeg tænker at det er vigtigt at du får fortalt nogen om det der sker derhjemme. Hvis ikke det er noget andre kan se, og det kun er din mor der ser når det sker bliver det svært for andre at opdage det og hjælpe, hvis ikke du selv fortæller om det. Både en psykolog og hos Ungekontakten er de forpligtede til at hjælpe hvis de får oplysninger om at en ung er udsat for vold. Så hvis du stadig taler med en psykolog synes jeg helt sikkert at du skal fortælle om hvad der sker derhjemme. Hvis ikke du gør så prøv hos Ungekontakten. 

Håber tingene snart ændrer sig for dig og at du snart får hjælp. 

Mange hilsner
Niels-Christian

Niels-Christians billede
Niels-Christian fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program