kan jeg få en ny sagsbehandler?
kan jeg få en ny sagsbehandler?
'hej brevkasse :). jeg bor i plejefamilie, og har en sagsbehandler som skal hjælpe mig hvis jeg har problemer eller noget. han lytter ikke til mig, og jeg ser desværre ikke min mor, og kan derfor heller ikke samarbejde med hende. hun har ville tage alt fra mig imens jeg ikke har snakket med hende, og vil bestemme over mig. hvilket hun ikke kan bare sådan. min sagsbehandler holder hele tiden med min mor, og virker ligeglad. han tager ikke min sag alvorlig med mit problem osv, og på et tidspunkt hvor jeg havde møde med ham.var jeg ked af det, også begyndte han at grine- hvilket jeg syntes er uprofesionelt. så derfor er mit spørgsmål, om man har rettigheder til at søge en ny sagsbehandler, hvis man ikke kan samarbejde med den man har nu? m.v.h louise.
Hej Louise
Jeg synes det er vigtigt, at du føler din sagsbehandler tager dig seriøst og at du føler du bliver hørt og respekteret.
Der står, i noget der hedder "Retssikkerhedsloven", at "kommunen bør efterkomme en borgers anmodning om at skifte sagsbehandler". Det betyder at de bør gøre det, men ikke at de skal.
Det vil sige, at der skal være nogle gode argumenter for at de vil gøre det, men at det kan lade sig gøre. Så jeg synes du står tilbage med 3 muligheder, som jeg vil foreslå dig at prøve af.
1. Først synes jeg du skal fortælle din sagsbehandler hvordan du oplever det, fordi måske kunne sådan en snak faktisk være nok. Du kan godt skrive en mail til ham først, hvis du synes det er nemmere og egentlig kan du skrive meget det samme som du har skrevet til mig, fordi det er både godt og præcist.
2. Hvis du ikke synes det hjælper, så kan du skrive til den socialforvaltning som din sagsbehandler sidder i. Det er her du skal argumentere og fortælle hvorfor du gerne vil skifte sagsbehandler. Du kunne ringe til socialforvaltningen og spørge om hvem du skal sende det til. Måske kunne du få din plejefamilie til at hjælpe dig med det.
3. Det her med kommune og sagsbehandlere kan godt være noget svært noget at klare alene. Børns vilkår har noget der hedder børnebesidderkorpset og det handler om, at du kan få en voksen med til et møde eller til at tage kontakt til kommunen. Det er en voksen som er din og som vil hjælpe dig. Det er på en måde din egen personlige advokat der hjælper dig med din sag. Du kan læse mere om det og finde telefonnummer på deres side her.
Jeg håber du kunne bruge mit svar og hvis du mangler lidt ekstra hjælp, eller bare har lyst til at snakke med en anden voksen, så kig forbi vores chat. Her kan du anonymt chatte med en voksen. Den har åben mandag til torsdag kl. 14-19
Venlig hilsen
Erroll