Hej Anonym

Det er tydeligt at din indlæggelse har været traumatisk og efterfølgnende haft stor betydning for dit liv, og jeg kan sagtens forstå at du er frustreret og vred over det du helt forståeligt har oplevet som et svigt fra systemets side. Du spørger om systemet bare er sådan skruet sammen eller om det har fejlet i dit tilfælde. Jeg vil prøve at svare så godt jeg kan. 

Reglerne er sådan skruet sammen at hospitalet under eller efter en indlæggelse kan tilbyde et barn psykologisk behandling hvis behandlere, forældre, andre omsorgspersoner eller barnet selv skønner at det er nødvendigt. Det er altså ikke noget der sker automatisk med mindre barnet er indlagt i forbindelse med eksempelvis et selvmordsforsøg, selvskade, spiseforstyrrelse eller en anden lidelse som man må formode bunder i psykisk sårbarhed. Jeg ved ikke om reglerne var væsentligt anderledes for ni år siden, men jeg vælger at svare dig som om det var de samme. 

Som du beskriver det tyder det på at de voksne der var omkring dig dengang vurderede at du ikke havde yderligere behov for støtte og hjælp. Nu, ni år senere, er det tydeligt at det var en fejlvurdering. Du burde nok have haft noget mere støtte dengang. Om det lige var psykologsamtaler en støttegruppe eller noget andet kan være svært at sige noget præcist om nu, men i hvert fald har du manglet noget. 

Jeg ved ikke om den fejlvurdering er blevet foretaget fordi skolepsykologen ikke var grundig nok, eller om en anden psykolog ville have truffet samme beslutning. Det svære omkring psykisk sårbarhed er at det ikke kan vejes, måles og ses på samme måde som en brækket arm. 
Det du dengang oplevede som vildrede og en overbevisning om at du faktisk havde brug for mere hjælp, kan godt være blevet tolket anderledes af de voksne omkring dig. Måske viste du dengang allerede tydelige tegn som både psykolog, dine forældre og andre omkring dig burde have set. Det kan også være at alle de følelser der har fyldt så meget og været så tydelige indeni dig, har været "usynlige" for de mennesker omkring dig? Jeg nævner ikke de her ting for at undskylde den manglende hjælp, men blot for at forklare hvad der kan være gået galt. 

Det er godt at læse at du trods alt føler at du nu er ved at komme på ret kurs og føler dig rimelig psykisk stabil nu, men jeg kan sagtens forstå at du også er fyldt med vrede. Jeg synes du gør det helt rigtige ved at få luft for din vrede og skrive herind i brevkassen.
Måske kunne det hjælpe dig yderligere at snakke mere om din vrede. Jeg tænker på om du har snakket med dine forældre om de her ting...ved de godt at du er så fyldt med vrede?
Jeg ved ikke om du stadig har samme læge som du havde dengang eller om hospitalet du var indlagt på stadig eksisterer, men måske var det også en mulighed at kontakte dem og fortælle om din oplevelse. Det er lang tid siden og de kan ikke ændre i fortiden. Måske kan de ikke engang give dig en forklaring. Men måske kan de lytte og bruge din oplevelse til at blive bedre til at hjælpe børn og unge fremover. 
I hvert fald tænker jeg at det ville hjælpe dig at få lov til at sætte ord på din frustration. Så længe vrede og frustration er "gemt" af vejen indeni har de tendens til at vokse sig større. Jeg tror det hjælper at få dem ud, så man med tiden kan lægge dem fra sig og se fremad. 
En anden mulighed kunne også være at få luft for din vrede gennem nogle nye psykologsamtaler. Du kunne tage en snak med din læge om hvordan du har det lige nu. Fortæl at de her ting stadig fylder meget for dig selvom du har det meget bedre nu. Hvis du føler du stadig er hæmmet og at det er svært sådan rigtigt at komme videre i livet på grund af vreden, kan lægen måske hjælpe med en henvisning til nogle samtaler nu. 

Jeg håber at du fortsætter den positive udvikling og de kommende år vil opleve at gå fra nogenlunde til yderligere psykisk stabil. Måske kan det hjælpe dig på vejen at "lufte" din vrede yderligere. Jeg håber i hvert fald det bedste for dig. 

DeBedsteHilsner
Niels-Christian