Hvornår kan vold meldes?

brevkassespørgsmål

Hvornår kan vold meldes?

brevkassespørgsmål af
Anonym
16 år
Oprettet 10 år 11 måneder siden

Hej Cyberhus
Jeg vil prøve at gøre dette så kort som muligt...
Jeg er lige kommet hjem fra en uges ferie med mine forældre. Mine far og jeg har ikke et ret godt forhold, og kommunikationen mellem os er rigtig dårlig. Så jeg bryder mig faktisk ikke rigtig om at være på ferie med dem, da mængden af skænderier og små irritations momenter, bare forværres af at vi går op og ned af hinanden døgnet rundt! En af dagene mens vi var afsted, havde min far og jeg en fjollet lille diskussion(mens han står og vasker op). På et tidspunkt bliver det så for meget for ham hvad jeg siger, så han vælger at folde et hviskestykke sammen, som når folk for sjov "pisker" hinanden med dem. For så at slå mig direkte i ansigtet med det. Hvilket føltes præcist som en lussing. Min mor så godt at han slog mig, men da hun missede at han faktisk slog mig i hovedet, troede hun jo bare at han lavede sjov. Først senere da vi sidder på en restaurant, og politiet er i nærheden, vælger jeg at joke med at det "nok ikke er nu han skal give folk lussingerne". Først der går det op for min mor, hvor han slog mig. Imens kiggede min far vredt på mig, men uden at sige det mindste som en undskyldning... Desværre er det ikke første gang det sker. For godt 2 og et halvt år siden, var mine forældre og jeg på en anden ferie. Min far og jeg går tid og "dasker" lidt til hinanden for sjov. Selvfølgelig kan man aldrig vide sig sikker på hvor hårdt man egentlig selv slår, men ingen af os har intentioner om at gøre det hårdt, til trods for at det altid starter som små slag der bliver værre og værre. Denne her dag ville han så bare "lave lidt sjov", og vælger at slutte vores fjolleri med at give mig en lussing, med orderne "Noget for noget!", da min mor spørger hvad fanden han har gang i...

Den første gang var jeg villig til at melde min far for det. Men mine veninder fik mig talt fra det. Så jeg har aldrig snakket med andre om det, end mine veninder. Nu er jeg bare træt af det. Min far og jeg har begge problemer, hvad angår den dårlige kommunikation. Men hans løsning har altid været volds lignenende ting, så længe jeg kan huske tilbage. Da jeg var mindre tog han altid hårdt fat i mine arme og nærmest ruskede mig, hvis jeg ikke lige gjorde som det passede ham - frem for almindelig skæld ud, som de fleste forældre gør. 

Uden at ville lyde dramatisk, er mit spørgsmål nu. Er alt dette lovligt? Kan det meldes? Og findes der en bare lille bitte tråd, i retsystemerne og lovgivningen ifht. børn, som man kan trække i, for at "straffe" ham, for det han har gjort? 

Er også i tvivl om jeg skal fortælle min psykolog om alt dette her? På den ene side vil jeg gerne, for så kan hun jo hjælpe. På den anden side, så ved jeg med sikkerhed at min far vil benægte, hvis hun(psykologen) nævner hvad jeg har sagt, for mine forældre. Og så vil jeg bare ende med, at stå som det digtende og løgnagtige barn, med et enormt nederlag over ikke at være blevet lyttet til...

Håber I kan hjælpe mig! På forhånd tusinde tak...

Svar: 

Hej Anonym

Kan godt forstå din frustration, og jeg synes heller ikke det lyder rimeligt at din far har slået dig som du beskriver. Det kan selvfølgelig godt være lidt svært at vurdere hvad der ligger bag når du beskriver at det godt kan begynde sådan lidt "for sjov", men jeg synes i hvert fald ikke det lyder som om det slutter "for sjov". 

Altså som udgangspunkt er det uden tvivl ulovligt at slå andre mennesker. Også sine egne børn. Så udelukkende på baggrund af det kunne der godt være mulighed for at du kunne melde ham. Men hvad der så faktisk ville ske efter du havde meldt ham er mere usikkert. 
Hvis det er noget politiet skal følge op på vil det enten kræve yderligere vidneforklaringer eller beviser. Altså at en anden end dig selv kunne fortælle hvad der er sket, og/eller at du eksempelvis har beviser for dine skader med billeder eller lignende. Hvis ikke du har nogle af delene tror jeg det bliver meget svært for politiet at gøre noget ved det. Skulle det ske igen en anden gang er det derfor vigtigt at du så vidt muligt sørger for at få nogle beviser eller vidneforklaringer fra andre der ser hvad der sker. 

MEN...bedst af alt ville selvfølgelig være hvis det ikke sker igen og hvis du og din far istedet finder en anden måde at kommunikerer på. En måde at få noget hjælp til det på er ved at snakke med din psykolog om hvad det er du oplever. Måske kunne du og psykologen sammen snakke med din far om hvad der kunne gøres andeledes. Hvad der skulle til for at I undgår at komme i de situationer hvor det ender med at han slår. Hvis ikke psykologen selv kan hjælpe kan (og skal) hun henvise videre til de tilbud om hjælp til familier som findes i den kommune du bor i. I familieafdelingen i kommunen er der mulighed for at både unge og forældre sammen kan få hjælp til at løse kommunikationsproblemer. Så måske var det en mulighed. 

Jeg kan godt forstå din bekymring omkring om psykologen eller andre vil tro på det du fortæller, men der synes jeg du bliver nødt til at have tillid til at psykologen er der for dig, og derfor også vil stole på det du fortæller. Jeg tror dig...du tror jeg også din psykolog vil. 

I hvert fald synes jeg ikke det er noget du bare skal finde dig i eller bare lade stå til. Du skal selvfølgelig gøre noget og at skrive i brevkassen var et rigtig godt skridt på vejen. Jeg håber du kan bruge svaret og fortæller om det der er sket til din psykolog.  Jeg håber du finder en løsning på problemet, og at det ikke sker igen.  

Mange hilsner
Niels-Christian

Niels-Christians billede
Niels-Christian fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program