Flytte adresse

brevkassespørgsmål

Flytte adresse

brevkassespørgsmål af
Anonym
16 år
Oprettet 12 år 10 måneder siden

Hej Jeg har længe haft en sag kørende med min mor om, at hun ikke vil flytte min adresse fra hendes lejlighed til min mormors (hos hvor jeg bor nu). Min mor er meget ustabil, har intet arbejde, dater forskellige mænd og bor derfor det ene sted og det andet (nogle gange også i andre lande uden at oplyse noget om det til kommune osv). Det gider jeg ikke længere i mit liv, og derfor bor jeg hos min mormor, hvilket hun har det OK med. Men hun vil ikke ændre min adresse, for så er hun bange for, at hun mister mine børnepenge (som ikke går til mig overhovedet, men hendes eget forbrug) og samtidig vil hun miste kontanthjælp og friplads i børnehaven til min lillebror. Men jeg kan ikke længere tage ansvar for hendes handlinger og sørge for, at hun kan slippe uden om alle de omkostninger, livet har, fordi hun ikke selv gider få sig et arbejde, så jeg vil altså have flyttet adressen uanset hvilken betydning det får for hende, men hun nægter! Hvad kan jeg gøre for at flytte adressen? Er det muligt at føre sag eller noget mindre dramatisk? Hvad er mine rettigheder her?

Svar: 

Hej med dig!

Selvom du står i en situation, som du måske syntes er svær og ubehagelig, skriver du herind og prøver at få styr på hvad du kan og ikke kan - dine rettigheder. Det syntes jeg er meget flot og stærkt.

Selvom jeg kan forstå på dig, at du og din mor længe har haft en sag kørende om din adresse og i ikke er blevet enige endnu, syntes jeg stadig det bedste ville være, hvis i kunne blive enige sammen. Hvis det er helt umuligt og udelukket, har du muligheden for at kontakte din kommune og tale med Familieafdelingen. Det er dem der har med sager at gøre der ligner din. De kan finde ud af hvad der sker og finde frem til en løsning, sammen med dig.

Lige meget hvad du gør, syntes jeg det er vigtigt at du ikke står alene med din situation. Så jeg håber din mormor hjælper og støtter dig.

Hvis din mormor nu, af forskellige årsager, ikke kan være der for dig og du ikke lige kender en anden voksen du har tillid til, og du vælger at kontakte kommunen, vil jeg lige fortælle dig at du helt gratis kan få en voksen til at støtte og hjælpe dig når du skal på kommunen - det kalder man en bisidder. Nogle af de ting der bliver sagt, kan være svære at forstå for en der for eksempel ikke kender til loven og her vil det være godt at have en voksen ved din side, der er der kun for dig.

Børns Vilkår har en ordning, hvor unge kan få en bisidder. Du kan læse mere om det her - "Børns Vilkår - bisidder".

Jeg håber nu, at det hele kommer i orden, på den bedste måde for dig.

De bedste hilsner

Claus

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program