Kære du

Tak for dit spørgsmål her i brevkassen! Du spørger ind til dine rettigheder som 18-årig, og jeg tænker, at det er en rigtig spændende snak egentlig. Sådan som jeg ser det, så kan man nemlig tale om rettigheder på forskellige måder. Overordnet har vi allesammen lovmæssigt nogle rettigheder, som man kan blive straffet for at bryde, og så er der nogle rettigheder, som på mange måder bliver lidt mere en gråzone. Lad mig prøve at give lidt eksempler på, hvor jeg tænker, at forskellen ligger. 

I vores love i Danmark, så står der skrevet, at vi har nogle rettigheder, og de ændrer sig, når man bliver 18 år og er myndig. Når man er myndig, så kan ens forældre ikke længere kan træffe beslutninger på ens vegne, sådan som de kan og skal, når man er under 18 år. Når man bliver 18 år, så får man derfor pludselig nogle muligheder, som man ikke har haft før, fordi det står i vores love, at det er sådan. Nogle er helt nye, f.eks. kan man pludselig købe ejendom og man kan stemme til valg. Andre rettigheder er nogle, som man egentlig har før man er 18 år, men hvor den endelige beslutning tidligere har ligget hos ens forældre, fordi de har ansvaret for, at man har det godt. F.eks. kan man begynde at tage kørekort som 17-årig, hvis ens forældre skal godkende det. Man kan godt blive behandlet for alvorlige sygdomme, selvom man er under 18 år, men det er ens forældre, som bestemmer, der skal sige ja til behandlingen på ens vegne. Man kan også starte på en uddannelse, men ens forældre skal underskrive ansøgningen og på den måde godkende det. De her ting kan man så selv bestemme, når man bliver 18 år, og man behøver ikke længere sine forældres godkendelse til det. Det vil f.eks. sige, at selvom mange unge voksne ofte taler med deres forældre om deres uddannelsesvalg, så kan dine forældre ikke bestemme det, hvis du er 18 år. De kan ikke ansøge på dine vegne eller bestemme, hvor du skal ansøge. 

Så er der de rettigheder, som på en eller anden måde bliver en smagssag. Som hvornår er man gammel nok til at bestemme egen sengetid, eller om man har en kæreste, og hvad man vil bruge sin tid på. Der er ikke nogle love, der bestemmer, hvornår man kan og må det. Derfor vil der være forskellige holdninger til det. For eksempel er der nok mange, som vil synes, at man som 18-årig ikke bare kan bestemme, at man godt må høre høj rockmusik kl. 4 om morgenen, hvis man bor hos sine forældre, og de ikke vil have det, heller ikke selvom man er myndig. Nogle vil måske synes, at det er fint nok, og nogle tredje synes måske, at det er okay, at man engang imellem hører høj musik derhjemme, men at man ikke kan bestemme, at det skal være om natten. Det, som bliver svært i de her situationer, er, at man på en eller anden måde skal blive enige i ens familie. Hvad har vi hver især ret til at bestemme, og hvad skal vi bestemme i fællesskab? For så længe man bor hos sine forældre, så bliver man nok nødt til at acceptere, at der er nogle ting, som de bestemmer, uanset om man er 18 år eller ej, fordi man bor i deres hus. Det, som er forskellen, når man bliver 18 år, er, at hvis man ikke kan lide det, så kan man pakke dine ting og flytte. Det er ens lovmæssige ret, hvis man ikke bryder sig om de regler, ens forældre har, når man bor hjemme. Det kan man ikke bare gøre, når man er under 18 år, uden at ens forældre giver en lov til at flytte hjemmefra. 

Det korte af det lange er, at der er nogle ting, som man selv bestemmer, når man er 18 år, fordi vores love siger det, og så er der nogle ting, hvor det nok mere handler om den enkeltes holdning til, hvad man som 18-årig kan få lov at bestemme, og hvad man ikke kan. Og det lyder til, at dine forældre har deres holdning, og du har en anden holdning. 

Nu nævnte jeg før, at man jo kan flytte hjemmefra, hvis man ikke bryder sig om, hvordan det er derhjemme, men jeg tænker, at det er vigtigt at sige, at løsningen ikke bare er, at du skal flytte hjemmefra. Det er en stor beslutning, og der kan være mange grunde til, at du ikke føler dig klar til det. Så hvad kan du så gøre? Jeg tænker, at det bedste det er at snakke med dine forældre om, hvordan du har det. Fortælle dem at du er 18 år, og at du føler, at snoren er noget kort. Du er 18 år gammel, og derfor er der jo nok ikke så lang tid igen til, at du f.eks. kunne føle dig klar til at flytte hjemmefra og stå på egne ben, og det kan altså være en rigtig svær overgang, hvis man intet ansvar og frihed har haft før. Det kan på den måde en vigtig del af ens udvikling mod at blive voksen, at man får noget ansvar, som man skal lære at leve op til og håndtere. Det lyder til, at du føler, at du er nået dertil, og det synes jeg, at dine forældre skal vide. På samme tid tænker jeg, at det vil være godt for dig at prøve at forstå, hvor dine forældre kommer fra, når de ikke synes, at du skal bestemme de her ting selv. Er det fordi, at de er bange eller bekymrede? Er det fordi, at de ikke har tænkt over, at du faktisk er 18 år gammel nu og egentlig er voksen? Er det fordi, at det er svært for dem at acceptere, at du ikke er et barn, som de skal beskytte længere? Eller er det fordi, at de ikke føler, at de kan lægge det ansvar på dig, og føler at det stadig ligger hos dem? Der kan være 100 grunde, men jeg kan håbe, at I kan få en bedre dialog om det, hvis I stille og roligt kan lytte og fortælle hinanden, hvor I hver især står uden at blive sure. Så kan jeg håbe, at I ud fra det, kan finde et kompromis, som I alle kan være med på. 

Det blev et rigtig langt svar, men jeg håber, at det giver mening, og at du fik svar på dit spørgsmål. Jeg krydser selvfølgelig også fingre for, at du og dine forældre finder en løsning derhjemme, som I alle er enige om!

De bedste hilsner

Dagmar