Rettigheder

brevkassespørgsmål

Rettigheder

brevkassespørgsmål af
Magnus
18 år
Oprettet 5 år 10 måneder siden

Hvordan er rettighederne når man er 18 år og stadig bor hjemme? Må ens forældre stadig bestemme hvor man er henne efter skole osv og må de bestemme om man skal med i biografen? Må de bestemme om man tar i skole?

Svar: 

Hej Magnus

Som 18-årig er du myndig, og har derfor også ret til at bestemme selv. Både hvad du laver efter skole, om du overhovedet går i skole, eller om du vil med i biografen. Som myndig, kan du selv bestemme. 

Når du er blevet myndig betyder det samtidig at dine forældre ikke længere har pligt til at forsørge dig. Det betyder at det ikke længere er din ret, at bo hjemme, og blive forsørget af dine forældre.  

Når man så tager de her to faktorer og blander godt og grundigt betyder det helt kort:
Du bestemmer selv over alt det der handler om dig. Dine forældre kan ikke længere bestemme at du skal gå i skole eller hvad du skal lave. MEN, dine forældre SKAL ikke længere forsørge dig, og det betyder at de sagtens kan bede dig om at flytte. Og dine forældre kan sagtens have nogle bestemte regler, som de vil have du skal følge, hvis du skal bo hjemme, spise mad osv. 

Så helt konkret kan dine forældre sagtens sige: Hvis du skal blive boende her, og spise mad osv, skal du passe din skole. Hvis ikke du vil det, kan du ikke bo her mere. 
Det lyder som om du er uenig med dine forældre om flere forskellige ting i dit liv. Som sagt er udgangspunktet at du helt selv må bestemme. Samtidig er det selvfølgelig vigtigt at du også er opmærksom på, at dine forældre sagtens kan have regler som de mener skal gælde for alle der bor under samme tag, fordi de mener det er det der får husstanden(altså dem der bor i huset) til at fungere bedst. 

Nu er det jo slet ikke sikkert at du og dine forældre er helt derhenne, hvor det er en stor konflikt mellem jer, men jeg tænke det var nemmest at forstå, hvis jeg lige forklarede situationen på den måde. Jeg tænker det giver mest mening at tale med hianden om de uenigheder i har, frem for at snakke om rettigheder, da det ofte bare kan gå i hårdknude. Hvad ligger til grund for at de gerne vil bestemme hvad du laver efter skole? Hvorfor vil du ikke have de blander sig. Tal om det, og se om I ikke kan finde et eller andet sted på midten at mødes? 
Hvis det bare slet ikke kan lade sig gøre, er du selvfølgelig altid i din gode ret til at beslutte dig for at flytte, så du ikke skal efterleve bestemte husregler, hos dine forældre. 

Mange hilsner Susan

Susans billede
Susan fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program