Puberteten

brevkassespørgsmål

Puberteten

brevkassespørgsmål af
Anonym
13 år
Oprettet 5 år 7 måneder siden

Hej

jeg har haft udflåd i vorkelig lang tid! Altså vi snakker om et år, og jeg har ikke fået min mens. Vil gerne vide om det er normalt, næsten alle i min klasse og gider ikke være den sidste. Vil også gerne vide om i måske ved hvornår jeg måske får den da jeg har haft udflåd i et år

Svar: 

Hej med dig,

Jeg vil gerne starte med at sige, at du langt fra er den eneste, som er i tvivl om det, der sker med din krop er normal, nu hvor du ikke har fået menstruation endnu. Det er ikke rart at have sådan nogle tanker, så det er godt, at du har skrevet til os. 

Jeg kan meget hurtigt sige, at du er fuldstændig normal. De fleste piger får deres første menstruation, når de er mellem 9 og 16 år, nogle få tidligere, og andre senere. Så der er intet unormalt i, at du ikke har fået din menstruation endnu, men den er helt sikkert på vej. For et sikkert tegn på, at ens menstruation er på vej er, at man er begyndt at få udflåd. Men man kan sagtens have udflåd i et-to år inden menstruationen kommer. Så det kan være, at den er lige om hjørnet, og det kan også være, at der lige går nogle måneder endnu. 

Andre tegn der fortæller, om man snart får menstruation er, om man er begyndt at få kønshår og hår under armene, ligesom ens bryster også vokser inden man får menstruation. 

Jeg kan godt forstå, at du ikke har lyst til at være den sidste i din klasse, der får menstruation, for ingen har lyst til at være udenfor, som man godt kan føle, at man er, når man ikke har fået menstruation endnu. Men desværre er det eneste du kan gøre, det er at være tålmodig, og tænke, at din krop er lige som den skal være, og din menstruation kommer, når din krop er klar. Og du har allerede tegn på, at din menstruation er på vej, så den skal nok komme. I mellemtiden kan du forberede dig ved altid at have bind i din skoletaske, så du er klar, hvis din menstruation skulle komme, når du er i skole. 

Mange hilsner Karoline

Karolines billede
Karoline fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program