Hej Cyberhus. Jeg kunne desværre ikke få fat i jer i chatten her den anden dag, så nu skriver jeg her, og håber at det går an, trods at det ikke en samtale som sådan :-) Uden at ville afsløre for meget, så kender jeg en super sød og dejlig fyr, og har gjort det længe. Det er nu kommet mig for øre, at han muligvis oplever psykisk vold i hjemmet. Grunden til at jeg skriver måske, er fordi jeg har kigget på diverse (pålidelige) hjemmesider, der skriver lidt om hvad der kan definere psykisk vold, men jeg er også klar over at det ikke er en kryds-af-liste, lidt som når man er syg og kan sige "Ja, jeg har feber og kvalme osv så det er nok influenza" plus at jeg er meget i tvivl om hvorvidt nogen overhovedet vil tro på ham og jeg, hvis vi sagde det til andre end jer er på Cyberhus. Grunden til at jeg tænker at der er noget bragende galt, er fordi jeg har spist aftensmad og været hjemme hos disse mennesker tit - også i en helt normal hverdag, og jeg synes bare der er nogle basale ting som overhovedet ikke er tilstede i dette hjem, som jeg personligt tænker at der bør være til stede når man er forældre. Et par af eksemplerne er hvordan der bliver snakket til ham derhjemme. Det er MEGET hånligt og nedgørende. Hans mor kan sagtens finde på at sidde og kommenterer på at han "render rundt med trillinger" (Han er lidt overvægtig) eller noget lignende - fair nok hvis det var en joke, min mor og jeg joker også tit med vores store næser og skæve tæer ;-) Men han giver meget tydeligt tegn på at han ikke synes det er sjovt, og siger det faktisk også pænt til hende, men hun bliver bare ved alligevel. På den måde er han ofte 'målet' ved bordet, og hvis der er stilhed eller ingen ved hvad de skal snakke om, og nogen ser sit snit til det, så gør både hans mor, far og søskende nar ad ham (Udseende, uddannelse, manglende job, det kan være alt) selvom han tydeliggør sig at han ikke synes det er sjovt. Ofte fører det faktisk til at han bare rejser sig, går ovenpå og endda græder. Det skete for ikke så mange uger siden igen, hvor 'joken' faktisk bestod i at hans mor truede ham med at han ikke ville få noget at spise, og så grine af det indtil han rejste sig. Jeg blev dog siddende, for jeg ville spise færdig før jeg gik, og de var ikke engang kede af den hårde trussel, de sad bare og grinte. Hvilket jeg overhovedet ikke synes er sjovt. Da han blev smidt ud fra sin uddannelse for et par måneder siden, søgte han med lys og lygte efter et nyt job - og var IKKE kræsen med hvilket job - fordi han skulle tjene penge til husleje. Jeg var selv med ude med CV'er, og han søgte virkelig alt hvad der var en mulighed, både i hans by og flere nabobyer, men fik desværre ikke et job. Dette var hans mor ikke så glad for, hvilket jeg synes er forståeligt. Men hun truede ham faktisk med at smide ham ud af huset, og det var ikke en let sag. Det var faktisk så alvorligt, at vi begyndte at snakke om hans muligheder, og hvor han skulle have sine ting hvis han var nødt til at bo i sin bil - i november måned?! De truede også med at tage bilen fra ham, så han i bund og grund ville skulle være hjemløs, da han ikke har nogen familie han kan være hos. Mad er også ofte et problem. Moren prioriterer uden tvivl de yngre søskende (og jeg tror det er fordi de ved hvad de vil lave som voksne, for det gør han ikke) og køber ofte ind så der er til madpakker og andet - men det er aldrig rigtig noget han kan lide. Fair nok, han er jo voksen og må jo bare spise hvad der er, men resultatet ligger i, at de er meget grådige, og oftest tager meget - hvis ikke alt - hvad der er at spise, hvilket efterlader ham med rugbrød med smør, gulerødder og havregryn (dog ikke altid med mælk) og jeg var der på et tidspunkt hvor det skete, hvor jeg var tvunget til at spise rugbrød med leverpostej både morgen, middag og aften, fordi de andre allerede havde taget alt andet der kunne laves til 'ordentlig' mad. Så ender det med at han er nødt til at spise toastbrød, gå sulten i seng eller at JEG må bruge min SU på at købe mad til ham. Et andet resultat af den grådighed er, at hvis han skal noget om aftenen (vi skulle på et tidspunkt noget sammen og ville spise aftensmad hos ham, og havde ingen mulighed for at være hjemme før kl. ca. 21.) og han havde en klar aftale med sin mor om at de ville gemme noget aftensmad, men der var ikke noget da vi kom hjem. Jeg havde spist frokost på gym, så jeg var næsten dårlig af sult, for jeg havde gået noget ala 10 timer uden mad, og ham ligeså. Det var de ligeglade med, så jeg måtte endnu engang takke mig til gode med en leverpostejsmad. Og generelt skal man i den husholdning enten tage mad/drikke/hvad det nu er, med op på værelset og have det der, ellers skal man sørge for at være i køkkenet og hamstre det der er noget værd, før alle andre når det. Jeg synes ikke det kan være rigtigt, at det skal føles som om at hjemmet nærmest er en krigszone, hvor man er nødt til at kæmpe om maden. Hans konto bliver også overvåget uden tilladelse, og som nævnt bliver der snakket ned til ham, han bliver latterliggjort,mobbet af sine egne forældre, får ingen hjælp til noget, bliver ikke prioriteret som et familiemedlem, og jeg kunne blive ved. Han har også fortalt mig at han har oplevet at blive slået som yngre, og har faktisk ikke vidst at det var forbudt på daværende tidspunkt. I starten ville jeg se tingene an, for ting kan jo meget nemt blive misforstået når man ikke er en del af familien som sådan, men jeg synes mange af tingene er noget der nær ligner omsorgssvigt, og han er tydeligvis påvirket af det, og er som sagt ked af det og sur rigtig tit, hvilket er forståeligt. Han vil rigtig gerne væk, og det er det jeg lige nu prøver at hjælpe med, men sådan som jeg ser det, selv hvis jeg tager fat i kommunen, er der ingen former for garanti for at han kan få hjælp. Han er 19 år, og en fornuftig ung fyr, men det er tydeligt, at han lever i et miljø hvor han bliver behandlet som om han ikke er noget værd, hvilket han jo selvfølgelig er. Kan man ikke få ham på en akut liste til en lejlighed eller andet? Sørge for noget hjælp af en art? Vi kender ikke mulighederne, og er ikke sikre på at nogen mennesker overhovedet vil tro os. Jeg overvejede at snakke med en voksen fra mit gymnasium, men jeg ved ikke om de ville kunne hjælpe med noget. Vh. S