Psykisk vold.. Tror jeg..

brevkassespørgsmål

Psykisk vold.. Tror jeg..

brevkassespørgsmål af
S
19 år
Oprettet 2 år 11 måneder siden

Hej Cyberhus. Jeg kunne desværre ikke få fat i jer i chatten her den anden dag, så nu skriver jeg her, og håber at det går an, trods at det ikke en samtale som sådan :-) Uden at ville afsløre for meget, så kender jeg en super sød og dejlig fyr, og har gjort det længe. Det er nu kommet mig for øre, at han muligvis oplever psykisk vold i hjemmet. Grunden til at jeg skriver måske, er fordi jeg har kigget på diverse (pålidelige) hjemmesider, der skriver lidt om hvad der kan definere psykisk vold, men jeg er også klar over at det ikke er en kryds-af-liste, lidt som når man er syg og kan sige "Ja, jeg har feber og kvalme osv så det er nok influenza" plus at jeg er meget i tvivl om hvorvidt nogen overhovedet vil tro på ham og jeg, hvis vi sagde det til andre end jer er på Cyberhus. Grunden til at jeg tænker at der er noget bragende galt, er fordi jeg har spist aftensmad og været hjemme hos disse mennesker tit - også i en helt normal hverdag, og jeg synes bare der er nogle basale ting som overhovedet ikke er tilstede i dette hjem, som jeg personligt tænker at der bør være til stede når man er forældre. Et par af eksemplerne er hvordan der bliver snakket til ham derhjemme. Det er MEGET hånligt og nedgørende. Hans mor kan sagtens finde på at sidde og kommenterer på at han "render rundt med trillinger" (Han er lidt overvægtig) eller noget lignende - fair nok hvis det var en joke, min mor og jeg joker også tit med vores store næser og skæve tæer ;-) Men han giver meget tydeligt tegn på at han ikke synes det er sjovt, og siger det faktisk også pænt til hende, men hun bliver bare ved alligevel. På den måde er han ofte 'målet' ved bordet, og hvis der er stilhed eller ingen ved hvad de skal snakke om, og nogen ser sit snit til det, så gør både hans mor, far og søskende nar ad ham (Udseende, uddannelse, manglende job, det kan være alt) selvom han tydeliggør sig at han ikke synes det er sjovt. Ofte fører det faktisk til at han bare rejser sig, går ovenpå og endda græder. Det skete for ikke så mange uger siden igen, hvor 'joken' faktisk bestod i at hans mor truede ham med at han ikke ville få noget at spise, og så grine af det indtil han rejste sig. Jeg blev dog siddende, for jeg ville spise færdig før jeg gik, og de var ikke engang kede af den hårde trussel, de sad bare og grinte. Hvilket jeg overhovedet ikke synes er sjovt. Da han blev smidt ud fra sin uddannelse for et par måneder siden, søgte han med lys og lygte efter et nyt job - og var IKKE kræsen med hvilket job - fordi han skulle tjene penge til husleje. Jeg var selv med ude med CV'er, og han søgte virkelig alt hvad der var en mulighed, både i hans by og flere nabobyer, men fik desværre ikke et job. Dette var hans mor ikke så glad for, hvilket jeg synes er forståeligt. Men hun truede ham faktisk med at smide ham ud af huset, og det var ikke en let sag. Det var faktisk så alvorligt, at vi begyndte at snakke om hans muligheder, og hvor han skulle have sine ting hvis han var nødt til at bo i sin bil - i november måned?! De truede også med at tage bilen fra ham, så han i bund og grund ville skulle være hjemløs, da han ikke har nogen familie han kan være hos. Mad er også ofte et problem. Moren prioriterer uden tvivl de yngre søskende (og jeg tror det er fordi de ved hvad de vil lave som voksne, for det gør han ikke) og køber ofte ind så der er til madpakker og andet - men det er aldrig rigtig noget han kan lide. Fair nok, han er jo voksen og må jo bare spise hvad der er, men resultatet ligger i, at de er meget grådige, og oftest tager meget - hvis ikke alt - hvad der er at spise, hvilket efterlader ham med rugbrød med smør, gulerødder og havregryn (dog ikke altid med mælk) og jeg var der på et tidspunkt hvor det skete, hvor jeg var tvunget til at spise rugbrød med leverpostej både morgen, middag og aften, fordi de andre allerede havde taget alt andet der kunne laves til 'ordentlig' mad. Så ender det med at han er nødt til at spise toastbrød, gå sulten i seng eller at JEG må bruge min SU på at købe mad til ham. Et andet resultat af den grådighed er, at hvis han skal noget om aftenen (vi skulle på et tidspunkt noget sammen og ville spise aftensmad hos ham, og havde ingen mulighed for at være hjemme før kl. ca. 21.) og han havde en klar aftale med sin mor om at de ville gemme noget aftensmad, men der var ikke noget da vi kom hjem. Jeg havde spist frokost på gym, så jeg var næsten dårlig af sult, for jeg havde gået noget ala 10 timer uden mad, og ham ligeså. Det var de ligeglade med, så jeg måtte endnu engang takke mig til gode med en leverpostejsmad. Og generelt skal man i den husholdning enten tage mad/drikke/hvad det nu er, med op på værelset og have det der, ellers skal man sørge for at være i køkkenet og hamstre det der er noget værd, før alle andre når det. Jeg synes ikke det kan være rigtigt, at det skal føles som om at hjemmet nærmest er en krigszone, hvor man er nødt til at kæmpe om maden. Hans konto bliver også overvåget uden tilladelse, og som nævnt bliver der snakket ned til ham, han bliver latterliggjort,mobbet af sine egne forældre, får ingen hjælp til noget, bliver ikke prioriteret som et familiemedlem, og jeg kunne blive ved. Han har også fortalt mig at han har oplevet at blive slået som yngre, og har faktisk ikke vidst at det var forbudt på daværende tidspunkt. I starten ville jeg se tingene an, for ting kan jo meget nemt blive misforstået når man ikke er en del af familien som sådan, men jeg synes mange af tingene er noget der nær ligner omsorgssvigt, og han er tydeligvis påvirket af det, og er som sagt ked af det og sur rigtig tit, hvilket er forståeligt. Han vil rigtig gerne væk, og det er det jeg lige nu prøver at hjælpe med, men sådan som jeg ser det, selv hvis jeg tager fat i kommunen, er der ingen former for garanti for at han kan få hjælp. Han er 19 år, og en fornuftig ung fyr, men det er tydeligt, at han lever i et miljø hvor han bliver behandlet som om han ikke er noget værd, hvilket han jo selvfølgelig er. Kan man ikke få ham på en akut liste til en lejlighed eller andet? Sørge for noget hjælp af en art? Vi kender ikke mulighederne, og er ikke sikre på at nogen mennesker overhovedet vil tro os. Jeg overvejede at snakke med en voksen fra mit gymnasium, men jeg ved ikke om de ville kunne hjælpe med noget. Vh. S

Svar: 

Kære S,

Tak for dit brev! Det er virkelig godt at høre, at du reagerer på det du ser og tager ansvar for situationen. For det er nemlig slet ikke i orden, det din ven oplever.

Ud fra det du skriver, vil jeg mene, at der er tale om massivt omsorgssvigt, grænsende til psykisk vold. Men egentlig er det lige nu lidt underordnet hvad vi kalder det - det primære er, at det ikke er i orden og at der skal handles på det. Og det kan jeg forstå, at både du og han forsøger på. Men her er det så, at I rammer en mur. For var han under 18 år var kommunen forpligtet til at skride til handling alene på baggrund af de omstændigheder i hjemmet, som du beskriver. Men så snart man fylder 18 og bliver myndig er man noget mere overladt til sig selv. Dermed ikke sagt, at der ikke er noget hjælp at hente, men mere, at det kræver lidt mere benarbejde.

Det er virkelig godt at se, at både du og I virkelig gør en indsats for at få ham væk fra hjemmet. For lige nu er det det, der skal til. På sigt vil det også være en god idé at snakke med forældrene, men det vender vi tilbage til.

Du skriver, at du overvejer at tage fat i kommunen, men der ikke er nogen garanti for at få hjælp, og det er fuldstændig korrekt. Dog er kommunen et rigtig godt sted at starte, da de ved hvilke tilbud der er og hvad han vil kunne benytte sig af. Prøv evt. at google din kommune + akut bolig eller din kommune + social boliganvisning - her vil I få svar på om det findes i hans kommune og hvor han/I skal henvende jer. Her vil han så blive bedt om at komme med forskellige informationer om sin økonomi og sine nuværende boligforhold, og på baggrund heraf, vil kommunen så vurdere, om han er berettiget til en akutbolig. Dog skal I være opmærksomme på, at ventelisterne til kommunale akutboliger godt kan være lange, afhængig af hvor svær de vurderer situationen at være, så det er ikke sikkert, at han ville får tilbudt noget her og nu.

Du skriver også, at du overvejer at snakke med en voksen fra dit gymnasium. Det synes jeg er en rigtig god idé. Det er ikke sikkert, at den voksne du taler med umiddelbart selv kan gøre noget, men han/hun ved måske mere om, hvem I skal kontakte og hvad I kan/skal gøre. Endvidere er bare det at få talt med nogen en kæmpe stor hjælp i sig selv, idet man får lettet sit hjerte, og samtidig får uddelegeret en smule af ansvaret, så man ikke står med det hele selv.

Jeg tænker også, at det vil være en god idé at prøve at få ham til at snakke med sine forældre. Prøv så vidt det er muligt, at få ham til at tale med sine forældre om, hvordan det påvirker ham, at de behandler ham som de gør. Det vil være en rigtig god idé, hvis du også er tilstede under samtalen, så du kan støtte ham. Hvis de ikke vil lytte, så hjælp ham med at skrive et brev til dem, hvor han kan udtrykke sine følelser. Det gode ved brevet er, at det fratager dem muligheden for at afbryde. Derudover synes jeg det vil være rigtig godt, at snakke med dine egne forældre om det. Det kan være en stor hjælp, at tale med nogen man er nær med om det. Og hvem ved, måske har de oven i købet et godt råd til hvad du/I kan gøre.

Du skriver, at du er usikker på, om nogen overhovedet vil tro på jer, hvis I fortæller hvad der foregår. Desværre er det tit tanker som denne, der afholder folk fra at skride til handling i situationer som denne. Her vil jeg virkelig inderligt håbe, at du vil tro på det bedste i folk og fortælle det til nogen. For med alle de eksempler du har beskrevet ovenfor (og noget siger mig, at det kun er et udpluk, og der i virkeligheden er mange flere) bliver dem du taler med nødt til at tage det alvorligt. Og selv hvis du kun havde et eksempel skulle de stadig tage dig alvorligt. For det, at du udviser bekymring for situationen og at du ikke vil lade stå til længere, er netop bevis på, hvor galt det er. Og jeg er sikker på, at hvis du åbner op over for en voksen og fortæller hvad der foregår, så skal vedkommende nok lytte.

Hvis du stadig er i tvivl om hvem du/I kan kontakte eller du/I kunne tænke jer yderligere anonym rådgivning vil jeg anbefale Bryd Tavsheden. De ved en masse om psykisk vold og kan komme med råd og vejledning til, hvad du/I bør gøre. De kan kontaktes gennem både brevkasse, chat og telefon.

Jeg vil ønske dig al mulig held og lykke, og jeg håber, at du kan bruge svaret til noget.

Venligst,

Stine

StineHs billede
Stine fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2017 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Insafe- & Daphne program