Parkour og i form
Parkour og i form
Hej brevkasse. Jeg vil gerne begynde til parkour, men jeg kan ikke finde nogen steder i nærheden af Holstebro. Jeg træner lidt en gang i mellem når jeg lige finder et godt sted, men jeg ville gerne træne lidt mere seriøst. Så er der også det med at jeg ikke er i særlig god form så hvis du kan finde et skema/program. jeg er 178 høj og vejer 50-55 kg.
Hej med dig
Tak for dit spørgsmål. Det lyder som om der er godt gang i dig, og det er herligt at høre om dine tanker omkring Parkour.
Først vil jeg svare dig på dit spørgsmål omkring din form.
Din form - træningsskema
Du skriver ikke så meget om din træningserfaring og hvordan din krop ellers har det. Så jeg kan ikke komme med noget helt specielt til dig. Men på www.motion-online.dk finder du et program der træner hele kroppen på en god måde. Programmet hedder "Cirkeltræning" og her er linket. Du kan se på om det er noget for dig.
Ellers er det altid en god ide at snakke med en uddannet instruktør i et fitness center for eksempel. De kan se din krop og snakke med dig i levende live.
Parkour
Der er ikke så mange klubber der tilbyder undervisning eller træning i Parkour - endnu. Mange træninger foregår i de aller største byer og ofte er det enkelte udøvere af Parkour der mødes i byen og laver det.
Jeg ved ikke om du syntes Århus og Aalborg er for langt væk fra dig, men der findes i hvert fald klubber. Her er link til klubben i Århus og her til klubben i Aalborg. Klubben i Aalborg er, som jeg kan se, lidt mere løst arrangeret end den anden og findes kun på facebook.
Udover det kan du kontakte DGI i Vestjylland og høre om de ved noget. Det kan for eksempel være de afholder nogle arrangementer eller kender nogle klubber i dit område. Her er link til DGI i Vestjylland.
Her er to links mere du også kan besøge og se om det kan hjælpe dig nærmere dit mål:
På le-parkour.dk er der et forum, hvor dem der laver parkour nogle gange skriver at de søger efter nogen at træne med i en bestemt by eller område. Du kan oprette dig i deres forum og spørge der måske.
Dette link fører dig til et indlæg på le-parkour.dk hvor alle mulige skriver hvad de kan og hvor de bor og at de søger efter nogle at træne med. Kig på det og se om du kan bruge det.
Det sidste jeg kan komme i tanke om er, at nogle efterskoler og højskoler tilbyder Parkour undervisning. Et eksempel er Gymnastik og Idrætshøjskolen i Viborg. Her er et link til dem. Så hvis du stadig er helt bidt af Parkour når du skal ud af skolen, kunne det måske være en mulighed.
Det var hvad jeg kunne finde på til dig. Håber det hjælper dig videre.
God træning og pøj pøj med det.
Bedste hilsner
Claus