voldtægt

brevkassespørgsmål

voldtægt

brevkassespørgsmål af
Anonym
15 år
Oprettet 13 år 9 måneder siden

Hej Anya. Jeg er en pige på 16 år som gerne vil stille et spørgsmål. jeg kender en som er blevet voldtaget (hun er 18), og hun er blevet meget syg, hun vil ikke rigtig komme videre og jeg vil bare høre om det kan ske for alle, kan man ikke komme videre og få børn og leve et normalt liv med sex, eller sker det kun sjældent? Vh. :)

Svar: 

Hej

Det er synd for din veninde, at hun har det så svært, og det lyder som om, hun har brug for hjælp til at komme videre. Det kan være meget forskelligt, hvordan man reagerer efter en voldtægt, men mange oplever reaktioner på overgrebet som fx: at de genoplever overgrebet, bliver bange for at gå ud, bange for at være alene, får søvnproblemer, får humørsvingninger, har skyldfølelser, har svært ved at huske og koncentrere sig og har måske seksuelle problemer. Alle disse reaktioner er helt naturlige og du kan læse mere om dem på vores hjemmeside www.voldtaegt.dk – måske sammen med din veninde.

Det er bestemt muligt at komme tilbage til det liv, man levede inden overgrebet, og at have sex igen og senere i livet stifte familie, men for at nå dertil er det for mange nødvendigt med hjælp til at få bearbejdet det, der er sket. På vores hjemmeside kan du finde adresser og telefonnumre på det nærmeste Center for Voldtægtsofre, og jeg synes, du skal foreslå din veninde, at I tager kontakt dertil for at høre, hvilke muligheder hun har for at få hjælp. På vores hjemmeside kan du også læse om, hvilke reaktioner man kan have som pårørende/veninde til en voldtægtsramt, og hvordan man bedst støtter den ramte i den svære periode. Du er også altid velkommen til at maile igen.
 
Mange hilsner
 
Anja

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program