tankerne fra dengang

brevkassespørgsmål

tankerne fra dengang

brevkassespørgsmål af
Anonym
18 år
Oprettet 14 år 6 måneder siden

Hej Jeg ved ikke helt hvor jeg skal starte, for jeg synes, det er lidt svært det her.. Men måskeskal jeg bare fortælle det lige ud... Grunden til at jeg skriver her er, at jeg som barn (2-8) blev misbrugt/krænket - whatever you call it - af min far... min egen far!!! :'( :'( Altså jeg ved ikke hvad jeg skal gøre.. Jeg er rigtig ked af det for tiden og er er begyndt at tænke rigtig meget over hvad der skete da jeg var mindre. Det er som om jeg får flere og flere erindringer med det - er det mig der er helt skør, når jeg pludselig kan huske mere? Altså min psykiater kender godt til det, men jeg bryder mig ikke om at snakke med ham om det - måske fordi han er en mand? Det ved jeg ikke helt.. Jeg ved bare at jeg ikke bryder mig om det... OG ja, jeg ved bare slet ikke hvad jeg skal gøre mere, og derfor skriver jeg nu til jer.. Mange hilsener fra den evigt bekymrede pige

Svar: 

Kære evigt bekymrede pige.
 
Jeg er ked af at høre om den situation, som du har været udsat for. Det lyder til at du går og har det rigtig skidt med det som er sket i din barndom, hvilket er helt forståeligt!
 
Der er umiddelbart rigtig mange ting jeg ikke kender til, f.eks. hvordan dit forhold er til din mor, om du stadig har kontakt til din far, og hvorfor du går ved en psykiater. Derfor er det også meget svært at rådgive dig, men jeg vil nu alligevel gøre et forsøg. Jeg håber du kan bruge det til noget.
 
Dét der er vigtigt lige nu, er jo hvordan du går og har det - og måske en snak med én du har tillid til kan hjælpe dig? Det lyder nemlig som om du er meget alene i den her situation, og jeg tænker at det er vigtigt at du har nogen der kan hjælpe dig og som du kan støtte dig til.
Du skriver at du ikke har lyst til at snakke med din psykiater om det, men jeg tænker at det ville være godt for dig at dele det med nogen du stoler på – hvis ikke din psykiater, så måske en lærer, en veninde, eller en anden du er i kontakt med, som kan hjælpe dig. Jeg synes det er vigtig at du får snakket med nogen om hændelserne, både i forhold til at få det bearbejdet, men i særdeleshed også med henblik på at få det anmeldt.
 
Der kører for øjeblikket et tilbud om 11 timers gratis behandling hos en psykolog, for mænd og kvinder der har været udsat for seksuelle overgreb i barndommen.
Du kan læse mere her: www.servicestyrelsen.dk/psykologordningen og ellers kan du kontakte Tulle Koefoed på telefon 33 91 80 30 på følgende tidspunkter:
Tirsdag kl. 10-12 og 13-14
Onsdag kl. 9-12
Torsdag kl. 10-12 og 13-14
 
Jeg håber du kan bruge mit svar til noget, og du er selvfølgelig mere end velkommen til at skrive igen hvis du har behov for at få uddybet noget.
 
Kærligste hilsener
Anja

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program