Prostitution og voldtægt

brevkassespørgsmål

Prostitution og voldtægt

brevkassespørgsmål af
Anonym
Oprettet 14 år 2 uger siden

Vil de godt hjælpe mig på centeret, selvom jeg er prostitueret og selv gik med ham? Jeg tog også imod pengene, jeg kan ikke bruge tiden uden at få pengene med når jeg går. Kan det godt stadig være voldtægt? Jeg gik selv med ham hele vejen derind, men lige pludselig gik det bare helt amok og jeg kan ikke huske om jeg sagde nej, men jeg græd rigtig meget og var bange. Sådan plejer det slet ikke at være. Men hvis jeg ikke kan huske om jeg sagde nej, så vil de sikkert ikke hjælpe mig på centeret. Jeg er så dum, jeg skulle have sparket ham eller sådan noget, men han havde så hårdt fat i mig og jeg turde ikke gøre noget. Det var i hvert fald helt forkert det hele, sådan plejer det slet ikke at være. Jeg er ligeglad med hvis nogen slår, men jeg blev virkelig bange for ham og bagefter kastede jeg op. Men jeg kan jo ikke gøre noget, når jeg har taget imod pengene. For det er jo sådan jeg accepterer handlen. Jeg ville ønske, jeg aldrig behøvede gøre det nogensinde igen.

Svar: 

Hej Anonym

Ud fra det du skriver, kan din kunde ikke have været i tvivl om, at han gik over dine grænser. Der er mange, der under et overgreb bliver så lammede af frygt, at de ikke er i stand til at gøre modstand eller råbe om hjælp. Det er ikke noget man selv kan styre, men kroppens instinktive reaktion på at være i fare. Der er derfor mange, der som dig, måske ikke får sagt nej eller på anden vis gør direkte modstand. På Center for Voldtægtsofre hjælper vi alle, der har været udsat for seksuelle overgreb uanset hvilke omstændigheder, der har været. Jeg synes, du hurtigst muligt skal tage kontakt til det nærmeste Center for Voldtægtsofre, så de kan hjælpe dig. Du kan finde tlf.nr.  og adresser på vores hjemmeside www.voldtaegt.dk.  Du er også meget velkommen til at ringe ind til os (Center for Voldtægtsofre i Århus), så vi kan hjælpe dig med at finde ud af, hvor du skal henvende dig. Vores tilf.nr. er 89 49 48 35.
 
Hilsen Elena

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program