Prostitution og voldtægt

brevkassespørgsmål

Prostitution og voldtægt

brevkassespørgsmål af
Anonym
Oprettet 14 år 1 måned siden

Som ung prostitueret har man ingen at spørge - hvad hvis jeg føler en kunde voldtager mig? Hvor kan jeg henvende mig? Jeg ''gik jo selv med'' og fik ''endda penge'' ... Jeg hader mig selv.

Svar: 

Kære unge pige

Uanset om man er prostitueret eller ej, er voldtægt en kriminel handling og ulovligt. Så hvis du har sagt nej til din kunde og I har sex mod din vilje, er der tale om et overgreb. Det lyder som om du giver dig selv noget af skylden for, hvad der er sket. Det er der mange, der gør, når de har været udsat for et overgreb, men en voldtægt er aldrig den ramtes egen skyld.

Jeg synes, du skal tage kontakt det Center for Voldtægtsofre, som ligger tættest på, hvor du bor, så de kan hjælpe dig med at finde ud af, hvilke muligheder, du har for at få hjælp. Nogle steder i landet er det også muligt at få hjælp til at få en uformel snak med politiet, der kan være med til at afklare om du kan få hjælp fra deres side. Ligegyldig om du har lyst til at politiet bliver involveret eller ej kan du få hjælp på Center for Voldtægtsofre. Du finder vores telefon nr. på vores hjemmeside www.voldtaegt.dk , hvor du også kan læse mere om, hvordan man kan have det efter et overgreb. Du må også til hver en tid skrive til os igen eller ringe.

Mange hilsner

Anja

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program