Politianmeldelse

brevkassespørgsmål

Politianmeldelse

brevkassespørgsmål af
Anonym
18 år
Oprettet 14 år 3 uger siden

Må man kun tage derud, hvis man er blevet overfaldt i byen? Eller også, hvis det f.eks. sker nogle gange af en ældre bekendt? Bliver det Altid anmeldt, hvis man tager på Center for voldtægtsofre? Eller bestemmer man selv det? Hvem får at vide, man har været der? Jeg er atten. Får min læge og altmuligt det at vide? Eller kan man godt være anonym? Bliver man undersøgt? Jeg har aldrig prøvet det, men tanken er nok til at give mig åndenød af skræk. Nogle gange har jeg overvejet det bagefter. Men jeg skammer mig for meget over mig selv til at gøre andet end at gå i bad igen og igen og igen. Indimellem tror jeg det kunne være godt at tage derud. de er dygtige er de ikke? Jeg bliver altid så bange og ulykkelig bagefter. Måske ville det være rart ikke at være alene og bare føle sig klam og skamfuld. Jeg ved det ikke - jeg kan som regel ikke engang se nogen i øjnene når det er. Vil i ikke nok skrive lidt om det?

Svar: 

Kære pige på 18 år

Det er godt, du skriver til os med dine mange spørgsmål.

Inden jeg svarer på dem, vil jeg gerne sige til dig, at du ikke har noget som helst at skamme dig over. Det er ikke dig, der har gjort noget forkert, men den person, der begår overgrebene mod dig. Alligevel er den følelse af skam og at være beskidt, som du beskriver, noget rigtig mange oplever når de har været udsat for et overgreb.

De fleste har det rigtig svært, og det kan derfor være en stor hjælp at få professionel hjælp til at komme videre. Jeg synes helt sikkert du skal kontakte dit nærmeste Center for Voldtægtsofre og så skal jeg vist svare lidt på dine spørgsmål om stedet.

Alle over 12 år kan komme til Center for Voldtægtsofre, hvis de har været udsat for voldtægt, voldtægtsforsøg eller et andet seksuelt overgreb. De fleste der kommer, er ikke blevet overfaldet, men er netop blevet udsat for et overgreb af en, de har haft kontakt med eller kender ligesom dig. Du kan sagtens komme, selv om du ikke vil anmelde det. Det er til hver en tid din beslutning. På vores hjemmeside kan du læse helt nøjagtigt, hvad der sker, hvis du kommer til Center for Voldtægtsofre i Århus.

http://www.voldtaegt.dk/Site.aspx?id=60

Der er også på hjemmesiden information om de andre Centre for Voldtægtsofre rundt omkring i landet

Du kan ikke være anonym, men hvis du er over 18 år og ikke ønsker at hverken din egen læge eller andre skal vide det, er det kun centret, der har dine oplysninger. Som der står på hjemmesiden, er det også helt din egen beslutning, om du vil undersøges.

På hjemmesiden finder du telefonnumre og adresser på centrene. Du må også til hver en tid skrive eller ringe til mig, hvis du har brug for hjælp til at tage kontakten eller har flere spørgsmål.

Jeg håber du kan bruge mine svar..

Venlig hilsen Anja
 

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program