Overgreb?
Overgreb?
Hej brevkasse, Jeg er en pige på 16 år, der har en rigtig god ven. Vi har kendt hinanden siden børnehaveklassen – snart ti år. Vi har altid været rigtig meget sammen i skolen og i klubben, og vi ses rigtig tit i weekenderne. Vi overnatter tit hos hinanden og holder filmaften og den slags. Jeg ved at han i lang tid har været lidt vild med mig – jeg har slet ikke samme følelser for ham. For mig er han kun en rigtig god ven, og jeg sætter rigtig meget pris på hans venskab. Vi har det rigtig sjovt sammen, men jeg ikke forelsket i ham. Da vi var yngre – sådan omkring 4. klasse eller sådan, legede vi sammen en dag, og vi viste hinanden hvordan vi så ud uden tøj på. Det var ret uskyldigt og vi røret ikke ved hinanden. Men siden den gang har han rigtig gerne ville mere af den slags – og det vil jeg ikke. De sidste mange gange vi har overnattet sammen, har han lagt sig tæt op ad mig og har nusset mig på ryggen og sådan. Det har været okay, men jeg har alligevel rykket mig væk og sagt ”nej” for at han ikke skulle tro at jeg ville mere. Alligevel er han blevet ved, og har taget hænderne op i min bluse og rørt ved mine bryster. Han har også taget dem ned i mine bukser og rørt mig ”dernede”. Jeg har sagt nej og forsøgt at rykke mig væk, men han holder mig altid godt fast. Når der er gået noget tid giver han slip og griner og smiler og siger at vi jo bare hygger os, og at alle bedste venner gør den slags. Det ved jeg er løgn – men jeg ved ikke, om han tror, at bedste venner gør sådan? En gang er jeg også vågnet ved, at han lå og nussede mig på balderne og lårene. Jeg lod som om jeg stadig sov og ”vendte mig i søvne” væk fra ham. Han siger tit, hvis jeg fx aflyser en aftale eller glemmer noget, at så ”skylder jeg ham noget”. Han mener at så skal jeg fx vise ham mine bryster eller numse eller sådan noget, og så er vi ”kvit”. Jeg ved udmærket godt, at jeg burde holde mig væk fra ham og sige, at han skal lade mig være, ellers vil jeg aldrig se ham mere. Men jeg synes det er rigtig svært. Jeg ved også godt, at nogen ville sige, at han slet ikke kan være nogen god ven, når han gør sådan nogle ting. Men det ER han altså. For vi hygger os rigtig godt sammen på andre tidspunkter. Jeg ved ikke om det er deciderede overgreb? Skal jeg droppe ham helt som ven eller skal jeg prøve at sige mere tydeligt nej? Tror I han kan udvikle sig til at blive voldtægtsforbryder hvis jeg ikke sørger for at han forstår når jeg siger nej? Jeg er bange for at hvis jeg siger jeg ikke vil se ham, hvis han ikke stopper, så kan jeg aldrig have det rart og sjovt med ham igen. Jeg er også lidt bange for helt at miste ham, for han er en af de eneste venner jeg har. Men jeg føler også lidt at han udnytter mig, fordi han bruger enormt mange ting i mod mig. Jeg giver tit efter og fx viser ham min numse hvis han har sagt jeg skal gøre det, fordi jeg fx har glemt en aftale eller sådan. Så tror han jo sikkert jeg gerne vil – men det vil jeg ikke rigtigt. Det er mere for at få fred for ham, for han snakker ikke andet ind til det sker. Og han bliver ved med at prøve at få det til at ske, ved at hive mine bukser ned og sådan. På den måde er jeg jo ligesom en slags ”medskyldig” og så kan han vel ikke vide, at jeg egentligt ikke vil? Jeg ved ikke helt om mit brev giver mening!? Hvis ikke så undskyld på forhånd, så må I skrive det så skal jeg prøve at forklare det bedre. På forhånd tak for svaret.
Hej Anonym
Godt du skriver. Jeg kan godt se at det er kompliceret i forhold til dit venskab med fyren her. Men jeg vil med det samme sige, at den måde han opfører sig på slet slet ikke er i orden.
Jeg synes der er en meget stor del af dit spørgsmål der handler om hvordan du skal få stoppet det der foregår mellem dig og din ven...og i det hele taget om hvordan jeres forhold skal være fremover.
Derfor har jeg valgt at sende dit spørgsmål videre til brevkassen "Når det gør ondt inderst inde", hvor jeg ved de vil kunne give dig nogle rigtig gode tanker på den situation du står i og hvad du kan gøre.
Du kan finde svar her.
Mange hilsner
Niels-Christian