Jeg er bange for at de ikke vil tro på mig
Jeg er bange for at de ikke vil tro på mig
Hej. Jeg er først og fremmest ikke helt sikker på om dette er den rigtige brevkasse, men det var den jeg synes der ramte bedst. Jeg er temmelig sikker på at jeg har set manden som har kørt rundt i en bil på Fyn og voldtaget to meget unge piger her for noget tid siden. Både ham og bilen passede på alle beskrivelserne. Jeg er bare meget bange for om politiet ville tro mig hvis jeg ringede ind, da jeg jo ikke er voksen. Jeg er meget genert og er generelt altid bange for hvordan folk reagere på det jeg siger, så det her gør mig mere eller mindre skrækslagen. Hvad gør jeg? Jeg håber virkelig at i kan hjælpe mig
Hej Anonym
Jeg kan godt forstå du bliver nervøs over at skulle ringe til politiet...sådan tror jeg faktisk der er rigtig mange der har det. Og hvis du så i forvejen har det sådan at du er bange for hvad andre tænker om det du siger bliver det selvfølgelig ikke lettere.
Men...politiet er ligeglade med om du er voksen eller 14 år. De ved at det lige så godt kan være en ung der ser noget rigtigt vigtigt som de kan bruge i deres efterforskning, og derfor tror jeg helt bestemt også at de gerne vil høre hvad det er du har oplevet.
Lige meget hvad politiet vil gøre tror jeg faktisk det vil være godt for dig at ringe til dem og fortælle hvad du har set. For det lyder som om det du har set fylder rigtig meget indeni dig, og det tror jeg det vil blive ved med indtil du har fået det sagt.
Du kunne overveje at få en voksen til at hjælpe dig med at kontakte politiet. Dine forældre, eller en anden voksen du er tryg ved, kunne ringe for dig og fortælle hvad det er du har set, og så kan politiet bagefter vurdere hvad de vil gøre med de informationer.
Jeg synes det vigtigste er at du får fortalt hvad det er du har set, så du ikke skal gå og bære på det alene, for det kan bare komme til at fylde mere og mere indeni.
Mange hilsner
Niels-Christian