Kære H

Det er virkelig nogle rigtig svære tanker du går rundt med og nogle meget voldsomme oplevelser du har haft da du var yngre. Derfor synes jeg også at det er godt at du skriver her i brevkassen. Jeg vil meget gerne dele mine tanker med dig og forhåbentlig også give dig nogle råd som du kan bruge.

Jeg vil meget gerne starte med at sige at du på intet tidspunkt har gjort noget forkert, og du har på ingen måder nogen som helst skyld i det der skete den gang. 
Jeg kan godt forstå at du kan få den tanke, og blive i tvivl. Mennesker der har været udsat for seksuelle overgreb kan ofte føle skam og skyld ligesom du beskriver det. 
Sagde eller gjorde jeg noget der fik ham til at gøre det, eller sagde jeg ikke tydeligt nej er tanker jeg ofte har hørt fra andre unge der har været udsat for overgreb ligesom du har. 

Igen vil jeg gerne sige det meget tydeligt. Intet du har gjort kan retfærdiggøre de ting som P udsatte dig for. Det har heller ingen betydning om du sagde stop eller ej. Vi reagerer meget forskelligt når vi udsættes for noget så voldsomt som eksempelvis et overfald eller et overgreb. Nogle mennesker forsøger at flygte eller gemme sig. Andre råber, skriger og kæmper imod, og nogle gør slet ingen af delene. De "fryser" ganske enkelt. Står helt stille uden at sige noget. Hvordan vi reagerer er ofte ikke noget vi selv bestemmer...det er ganske enkelt en instinktiv reaktion som vi er født med. 
Hvad du gjorde og hvad du sagde da P udsatte dig for de her overgreb, gør ingen forskel på hvem der bærer skylden. Det var ikke, og det bliver aldrig dig skyld.

Det var godt at du dengang havde mod til at fortælle hvad der foregik til din farmor, og det var selvfølgelig også godt at din farmor sørgede for at få stoppet P. 
Du skriver at din mor efterfølgende fik fortalt en anden version af hvad der skete, men som jeg forstår dig er det ikke efterfølgende noget I har snakket specielt meget om. Og I har i hvert fald ikke snakket om hvad der i virkeligheden skete.  Det efterlader selvfølgelig dig med en masse tanker og følelser omkring det der skete som jeg kan forestille mig må fylde helt vildt meget. Det er ikke rimeligt at du skal gå alene med alle de her ting. Derfor synes jeg også at du har gjort det helt rigtige ved at fortælle din mor om hvad der i virkeligheden. Jeg ved ikke hvordan din mor har reageret på at du har fortalt om hvad der skete, men du fortæller i hvert fald at du nu har det dårligt med at du har fortalt det. 

Måske har du det dårligt fordi du er blevet i tvivl om at hvorvidt du selv var delvis skyld i det der skete dengang, og at det derfor er forkert at "udstille" P. Der vil jeg meget gerne igen understrege at du intet forkert har gjort dengang og at du på ingen måder har haft nogen form for skyld. 
P gjorde noget forkert, og det er udelukkende ham der bærer skylden. 
Det kan også være at din mor reagerede på en måde der gjorde at du er blevet i tvivl. Måske fordi hun blev ked af det, vred på P eller noget helt andet. 
Men der synes jeg også det er vigtigt at sige at du på ingen måder har ansvar for din mors reaktion eller følelser omkring det her. Alle de her svære tanker og følelser som du har følt dig tvunget til at gå med i mange år er en direkte følge af de her overgreb du har været udsat for. At du åbner op og taler om dem tror jeg er vigtigt og nødvendigt for dig at gøre. Vigtigt og nødvendigt for at du kan få bearbejdet de her oplevelser. Det vil selvfølgelig ikke ændre på det der er sket, men det kan gøre en kæmpe forskel på hvordan du kan lære at leve med det der skete. 
Når vi oplever ting der er så voldsomme som du har, vil det selvfølgelig altid sætte tydelige spor i os. Og når jeg taler for at det er vigtigt at du taler om det der skete og om hvordan du i dag har det med det er det fordi jeg mener det er afgørende for hvordan du kan lære at leve med de spor. De vil nok altid være en del af dig, men det kan godt lade sig gøre at bearbejde dem på en måde der gør at de ikke overskygger i hverdagen og spænder ben for et godt og lykkeligt liv. 

Hvis du kan, synes jeg derfor også du skal blive ved med at tale med din mor om det. 
Samtidig tænker jeg også at det kunne være godt for dig at tale med andre om det her. Her tænker jeg i høj grad på nogle som ikke er følelsesmæssigt involveret i dig og din hverdag.
Jeg håber at det kan lade sig gøre for dig at dele de her ting med din mor på en god måde, og det synes jeg som sagt også at du skal fortsætte med. Men jeg ved også at det nogle gange kan være svært fordi når man deler sådan nogle svære ting med mennesker der står os meget nær. For jeg tænker at din mor nok ikke kan undgå at blive meget berørt. At blive ked af det, vred eller noget helt andet. Det er selvfølgelig et tegn på hendes kærlighed så på den måde er det positivt, og jeg tænker også at det er en helt naturlig reaktion at få som forældre.
Men nogle gange kan det også være en fordel at dele sine tanker med mennesker der kan se "mere klart" fordi de netop ikke er følelsesmæssigt involveret. Det kunne eksempelvis være en psykolog. Jeg ved godt at en psykolog er et stort skridt, og derfor tænker jeg også at du måske kunne starte et andet sted. Der findes flere forskellige tilbud om rådgivning til voksne der tidligere har været udsat for seksuelle overgreb. Et sted hvor du kan snakke anonymt og frit med rådgivere om alle de her tanker. Både tanker om hvad der skete dengang, men også tanker om hvad du skal gøre nu.
Ønsker du "bare" at komme ud med de her ting og komme videre med dit eget liv?
Ønsker du at P skal forstå hvad han har gjort, og på en eller anden måde stå til regnskab over dig? Eller er der måske noget helt andet du har brug for for at kunne komme videre med dit liv? Alle de her tanker kan måske være lidt lettere at vende med nogen der ikke kender dig ligesom din mor og andre tæt på dig gør. 

Helt konkret vil jeg foreslå dig at kontakte Center for Seksuelt misbrugte i København. De har nemlig både en chat og en telefon hvor du helt anonymt kan tale med en rådgiver om det der skete. Og hvis du på et senere tidspunkt får mod på mere end det kan de faktisk også tilbyde samtaler med en psykolog. Bor du ikke i eller tæt på København kan du sagtens bruge deres rådgivning alligevel. Hvis du på et tidspunkt skulle have mod til samtaler med en psykolog kan de sagtens henvise til en psykolog tættere på dig. Men til en start kan de tilbyde dig at få luft for alle dine tanker og følelser omkring det her...100 procent anonymt. Du kan læse mere om deres tilbud her.

Til sidst vil jeg endnu engang sige at du på intet tidspunkt har gjort noget forkert og du bærer ingen skyld overhovedet. Hverken i forhold til det der skete dengang, eller at du nu har fortalt det til din mor. Du har gjort det helt rigtige og det der er nødvendigt for at kunne få styr på den her oplevelse og de tanker og følelser der er fulgt efter. 
Jeg håber du vil fortsætte med at tale om det, og måske kigge lidt nærmere på at få yderligere hjælp. 

Jeg ønsker dig alt det bedste og jeg håber inderligt at du med tiden finder mere "fred" så den her oplevelse ikke skal overskygge din mulighed for en god og positiv fremtid. 

Bedste hilsner 
Niels-Christian