Bedsteveninde udsat for overgreb

brevkassespørgsmål

Bedsteveninde udsat for overgreb

brevkassespørgsmål af
Anonym
12 år
Oprettet 11 år 6 måneder siden

Hej Cyberhus:-) Jeg er en pige på 12, som har en bedsteveninde der er blevet udsat for overgreb. Det startede med at en Mandag, hvor min halvfar og mor kommer sent hjem, skulle jeg spise aftensmad med min bedsteveninde. Vi hyggede os, og talte om en dreng fra vores parallelklasse, som er lun på mig, ikke er Jomfru, selvom han kun er 14, pludselig blev hun helt tavs, og jeg fik lokket ud af hende, hvad der var galt. Hun sagde, at hun, da hun var fire, var ude på en mindre legeplads, ved nogle rækkehuse vi begge bor ved, og pjattede med hendes bror og fætter, og nu håber jeg fortæller rigtigt, men det var noget med, at han begyndte at tage på hendes bryster og numse. Jeg spurgte, om det kunne være tilfældet at det var et uheld, men hun sagde, at det var 100% sikkert, at det var bevidst og med vilje, og jeg har fået hende til at få det sådan lidt bedre. Men hun er stadig rigtig ked af det, og vil gerne have der bliver gjort noget, men hun tør ikke sige det til sin storebror, fordi hun tror, at han siger det er noget hun opdigter, og bliver sur, og siger det til fætteren. Jeg er også bange for det sker igen, så vi har lavet en aftale om hun må komme 24/7 hvis han kommer. Hun vil på ingen måde kontakte Kommunen, da de har ladet nogle andre ting være, som hun skulle have hjælp til, som f.x tvangsfjernelse. Vi/hun har ingen voksne at gå til, da dem vi kender, enten ikke gør noget, eller gør noget der ikke virker. Håber i vil hjælpe. Knus Angel - bange for sin venindes sikkerhed.

Svar: 

Hej Angel

Mange tak for din mail. Det er godt, du har kontaktet os, vi vil meget gerne forsøge at hjælpe dig og din veninde videre. Du lyder til at være en meget omsorgsfuld og bekymret veninde, og det er godt, du vælger at handle på din bekymring for din veninde ved at henvende dig til os.

Det lyder til, at din veninde er i en rigtig svær situation, både i forhold til det overgreb, der skete, da hun var fire år, og i forhold til det med tvangsfjernelsen, der ikke blev til noget. 

Det lyder også til, at du som hendes veninde tager et meget stort ansvar på dig for at skulle hjælpe din veninde. Det må være dejligt for hende at have sådan en god veninde, men det er også vigtigt at huske på, at du (kun) er 12 år. Det betyder, at selvom du måske ikke selv opfatter dig som et barn længere, så er du det stadig på mange måder. Hverken du eller din veninde skal derfor føle, at I skal kunne løse din venindes problemer. De ting, du beskriver, er så alvorlige, at det er helt afgørende, at I kan finde en voksen at tale med om din venindes problemer. Kun på den måde kan der blive gjort noget.

Du skriver, at I ikke har nogle voksne at gå til, fordi de enten ikke gør noget, eller gør noget, der ikke virker. Det er en frustrerende situation for dig og din veninde, men det er vigtigt, at I alligevel prøver at finde en voksen, I kan betro jer til. Det kan måske være din mor og halvfar, som du kort nævner i mailen, en god lærer, en pædagog eller en træner, hvis I går til idræt. Det kunne også være andre voksne. I kan f.eks. søge hjælp hos nogle af de rådgivningsmuligheder, der eksisterer. Du kan opfordre din veninde til at kontakte Albahus, der beskæftiger sig med seksuelle overgreb. De er vant til at tale med unge, der står i en situation ligesom din veninde, og de kan også hjælpe jer videre.  Albahus’ rådgivning er åben: mandag, onsdag og torsdag kl. 16-19 og tirsdag, torsdag og fredag kl. 9-12. Deres telefon nr. er 3323 2123. De har desuden en mailadresse kontakt@albahus.dk, hvis hun hellere vil skrive en mail til dem.

Det er ærgerligt, at din veninde tidligere har haft nogle dårlige oplevelser med kommunen. Det er dog værd at sige, at kommunen som udgangspunkt gør alt hvad den kan for at hjælpe børn og unge, der har det svært, som din veninde. Selvom de ikke kunne hjælpe tidligere, vil de behandle en ny henvendelse seriøst og gøre hvad de kan for din veninde.

Jeg håber, du kan bruge dette svar.

Venlig hilsen

Kasper

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2017 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Insafe- & Daphne program