Kære dig, 

Det lyder som en svær og frustrerende situation for dig at stå i lige nu, hvor mange følelser er indblandet. 

Du lyder som en mor, der holder utrolig meget af dit barn. Når du kan skrive, at din søn trives og har det godt hos sin plejefamilie, så viser det for mig set, at du har øje for hans behov og hvad der er godt for ham, hvilket er rigtig positivt af dig. Når man står i så svær en situation, som det lyder til at være, så kan man nemlig nogle gange glemme barnets behov fremfor sit eget. 

Det er en svær situation at have sit barn anbragt uden for hjemmet og skal forholde sig til, at andre vurderer og afgører, hvordan og hvorledes ens samvær med barnet skal være. Der er mange perspektiver og informationer, der skal tages højde for, når dit barns sagsbehandler går ind og ændrer i samværet. Det er helt naturligt, at et barn reagerer på, at samværet ændres, for uanset om det går godt eller skidt, så vil en ændring som oftest påvirke barnet i et eller andet omfang. Nogle børn kan fx sove uroligt eller er mere følsomme eller udadreagerende. Der kan være mange måder at reagere på og grundene til det, kan også være mange. Det er her sagsbehandleren er nødt til at vurdere ud fra de oplysninger, som han/hun har fået, hvad der er til barnets bedste lige nu.

Når det så er sagt, så er det helt forståeligt, at det (også) påvirker dig, og at det kommer som et chok, at jeres overnatning pludselig bliver fjernet, når I lige har fået muligheden for det. Du skriver, at du overvejer, om det er bedst, at du slet ikke ser din søn. Det er forståeligt, at det er en hård situation for dig at stå i, når det varierer med samvær, men det virker ikke som den rette løsning, at du fuldstændig trækker dig fra din søns liv. Du skriver, at I har det godt i samværet, at I hygger og at han savner og elsker dig - og at du savner og elsker ham. Selvom det kan være rigtig svært, så tænker jeg, det er super vigtigt, at du husker, hvor meget glæde, du giver din søn i de timer, hvor I har samvær - og hvor meget glæde, han giver dig. Uanset om det er alene eller hos plejefamilien. 

Det du eventuelt kan gøre er, at du tager en snak med sagsnehandleren og beder om, stille og roligt, at få ordentligt forklaret, hvad der ligger til grund for beslutningen om ændring i samværet. Selvom det er svært, så håber jeg, du vil huske på, at han/hun gør det ud fra, hvad han/hun vurderer, er til din søns bedste lige nu. Derfor er det også en hjælp for dig at få at vide, hvad der ligger til grund for beslutningen. 
Ligeledes vil det være rigtig godt, hvis I kunne tage en - igen, stille og rolig - snak om, hvad DU som forældre kan gøre for at forbedre jeres muligheder i samværet. Det kan være svært at lytte på, når andre mener, at der er noget, man ikke gør godt nok eller som man kan gøre bedre, men det er her vigtigt, at du husker på, at du gør det for din søn; dit og din søns forhold. 

I forbindelse med den snak, jeg vil opfordre dig til at tage med sagsbehandleren, kan det også være en mulighed, at du beder hende tage stilling til §54 i serviceloven. Det kan være, at hun allerede har præsenteret dig herfor og at du dermed har - eller har takket nej til - en støtteperson. Det paragraffen nemlig siger er, at når en forældre har et barn anbragt uden for hjemmet, skal denne forældre tilbydes en støtteperson. Derudover står der også beskrevet, at der skal laves en forældrehandleplan - netop som jeg skrev ovenfor, så du ved, hvad du som forældre kan arbejde på og ikke blot er tilskuer til, at andre mennesker tager beslutninger. Dette er blot en mulighed for dig, hvis du har mod på det og lyst til det. 

Hvis du kunne have brug for at vende din situation med andre, kan du kigge på FBU's hjemmeside. FBU-Linien er åben og anonym telefonrådgivning, hvor blandt andet forældre med et barn, der er anbragt uden for hjemmet, kan søge støtte og rådgivning. 

Jeg håber, at du vil blive i din søns liv for, at du netop viser ham, at du ikke vil svigte ham - som du selv skriver. 

De venligte hilsner

Kathrine.