Kære du,

At kunne aflæse situationer og mennesker og kunne tilpasse sig selv og sine handlinger derefter er en kæmpe force, og en forudsætning for at indgå i sociale fællesskaber, som vi mennesker har udviklet igennem tusinder af år. Men når det kammer over i, at man begynder at føle sig som en kamæleon og derved mister følelsen af hvem man selv er, som du beskriver, så er det, at det bliver problematisk.

Du skriver, at du selv synes du er ALT for god til at tilpasse dig. Så god, at du føler at du mister din integritet og dit ståsted. Du oplever det både over for dine venner, men som jeg tolker det, er det primært over for den fyr du har mødt på Tinder, at du selv oplever det problematisk. Du skriver, at du føler der er noget forkert ved jeres relation, fordi I er meget forskellige. Jeg er dog lidt i tvivl om, præcis hvad du mener, men jeg tolker det som, at følelsen af forkerthed opstår fordi han ikke minder om noget du kender i forvejen, og du derfor ikke ved hvordan du skal tilpasse dig eller du kommer til at "overtilpasse" dig.

Det tager tid at lære et andet menneske at kende. Du skriver at I har det godt sammen, så måske er det du føler, i virkeligheden at du er dig selv, men fordi det er så længe siden du har været det, så føles det forkert og mærkeligt. Det kan også være, at du føler at du skal ændre og tilpasse dig endnu mere med ham, end du skal med andre og du derfor får følelsen af at miste dit ståsted og din integritet.

Uanset hvilken af delene det er, lyder det som om, at du ikke bryder dig om, når du går i kamæleon-mode, fordi du mister dig selv i det, men at det samtidig ikke er noget du 100% kan styre. Du beskriver det selv, som noget der sker fordi du er usikker. Jeg tolker dette som udtryk for, at du er usikker på dig selv og på validiteten af dine følelser og holdninger. Det medfører, at du i stedet for at mærke efter hvad det er DU gerne vil og hvad DU føler i stedet gør det, som du fornemmer andre gerne vil have og andre forventer af dig. Nu hvor du er ved at indlede et forhold er dette blevet endnu mere tydeligt for dig. Du skriver, at det ikke er en fordel, at være så god til at tilpasse sig, når man er i et forhold. Jeg antager, at det du mener, er, at i et forhold bør man være 100% sig selv, hvis forholdet skal fungere. Jeg tror dog ofte, at langt de fleste af os tilpasser os vores omgivelser i starten af nye bekendtskaber. Og i takt med at vi lærer det andet menneske at kende og bliver tryg ved vedkommende, begynder vi ligeså langsomt at vise hvem vi i virkeligheden er.

Det lyder som om, at du godt kan mærke dig selv og ved hvad du vil og ikke vil, men stadig væk oplever, at kamæleonen tager over, og "handler på dine vegne", om man vil. I denne situation tror jeg det bedste du kan gøre, er, at øve dig i at stå ved dig selv og det DU gerne vil. Start med nogle helt små ting, hvor du øver dig i at give udtryk for og stå ved din egen holdning. I stedet for at bruge en masse krudt på at overveje, hvad andre gerne vil og hvad de forventer af dig, så stop op og mærk hvad DU gerne vil. Det kan være helt ned i det små, som fx at give udtryk for hvilken slags bland-selv slik du gerne vil have, eller hvilken film du gerne vil se. Når du føler dig tryg ved det, kan du begynde, at bevæge dig ud i nogle lidt tungere ting, hvor der er større risiko for, at være uenig med folk. Tag et skridt ad gangen, og start stille og roligt ud, så du er sikker på, at du har dig selv med.

Det jeg tror du skal sige til dig selv, er, at folk ikke er værd at samle på, hvis ikke de kan lide dig for den du er. Tro på dig selv og din egen værdi. Du er god nok som du er, og hvis ikke de andre kan se det, er det deres problem. Det er en lang og intens proces, at gå fra kun at fokusere på hvad andre forventer af en, og hvordan man bedst tilpasser sig en given situation, til at lytte til sig selv og være den man er. Men bevar modet og giv ikke op - gevinsten for det hårde arbejde er det hele værd!

Jeg håber du kan bruge svaret og jeg ønsker dig al mulig held og lykke.

Venligst,

Stine