Ny skole

brevkassespørgsmål

Ny skole

brevkassespørgsmål af
Anonym
14 år
Oprettet 12 år 10 måneder siden

Hej Tina Jeg overvejer at blive skrevet op til en privatskole. Mange af mine venner går der. Den klasse jeg går i nu er egentlig god nok, der er dog nogle lærere som jeg er lidt utilfredse med. Jeg har sagt det til mine forøldre, men de tror bare at jeg er blevet gejlet op pga. at alle de andre flyttede. Hvad skal jeg sige for at overbevise dem? Hvad skal jeg overhovedet gøre!? Simone

Svar: 

Hej Simone

Tusind tak for din mail. 

Jeg tænker, at du også er afsender på mailen "Flytte skole?", så jeg svarer på begge mails her.

Du spørger mig om, hvad du skal sige til dine forældre for at overbevise dem om, at du skal skifte skole. Samtidig er du selv lidt i tvivl om, hvad det rigtige er at gøre; skal du blive på din nuværende skole, eller skal du følge dine gamle klassekammerater/venner.

Lad os prøve at se nærmere på de fordele og ulemper, du selv nævner ved begge muligheder.

Hvis du vælger at blive på din nuværende skole: Som jeg læser din mail, er der nogle af lærerne, som du er lidt utilfredse med, og det sociale kunne også godt være bedre, men ellers er din nuværende skole og klasse egentlig OK. Der er også nogle, der er flyttet fra din nuværende skole, som du er glad for, ikke går der længere.

Hvis du, i samråd med dine forældre, beslutter at skifte skole: Du skriver, at du er lidt i tvivl om, om den anden skole er noget for dig. Dem, som du kender, der har det godt på den anden skole, er nogle, som du synes er mere fremme i skoene end dig, og du er derfor lidt bange for ikke at passe ind, hvis du flyttede derhen.     

Jeg sidder faktisk og tænker lidt på, hvorfor du mon overvejer at skifte skole. På mig virker det nemlig ikke til, at du nævner nogle indlysende fordele for dig i at skifte skole.

Det får mig til at tænke på, om du føler, at du står med et ben i hver "lejr": På den ene side savner du måske noget af samværet med de klassekammerater, der er flyttet, og tænker, at de har det meget bedre og sjovere på den anden skole. På den anden side er du også glad for at nogle af dem, der er allermest "fremme i skoene" er flyttet.

Dét, jeg tænker, kunne være en mulighed for dig er, at du kan prøve at finde ud af, hvilken rolle du nu spiller i din klasse. Måske er det en ny rolle, efter nogle af dine klassekammerater er gået ud? Måske giver den nye rolle plads til, at du kan lære de andre i klassen bedre at kende? 

Jeg håber, at du kan bruge mit svar til noget.

Hvis du beslutter dig for, at du alligevel gerne vil skifte skole, må du tage en snak med dine forældre igen. Du kan eventuelt vise dem mit svar og fortælle dem, hvad du tænker.

I sidste ende er det dine forældre, der bestemmer, om du kan skifte skole.

Held og lykke med det.

Venlig hilsen Tina 

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program