Ny elev i klassen
Ny elev i klassen
Hey, jeg er blevet venner med en ny elev i min klasse, vi kendte allerede hinanden lidt fra vores lokale skatepark, inden hun startede i min klasse. Hun var før blevet hjemmeskolet, og har ikke været på en folkeskole siden hun gik i 2. Klasse. Hun er lidt anderledes fra de andre, hun har ingen sociale medier, har slet ikke lyst til at have det, har en anden humor, og er generelt bare meget stille, næsten det helt modsatte af mig. Da hun startede tog jeg hende “under vingen” den føste dag - til nu. I timerne når vi skal være i makkerpar spørger jeg næsten altid om vi skal være sammen. Men hvis jeg ikke havde nogen bekymring om at hun ville blive efterladt uden partner, ville jeg helt sikkert vælge en anden person at arbejde sammen med. Når vi er i gruppe sammen, er det ALTID mig der laver alt arbejdet. Når jeg spørger hende om nogen forslag, er det altid “det ved jeg ikke” eller bare “hmm..”, og så går der flere minutter før jeg bare tager opgaven. Når jeg så giver samme behandling, og lader som om jeg heller ikke har nogle ideer til opgaven, så ender det med at vi bruger hele timen på at sige ingenting. Jeg går meget op i mit skolearbejde, og vil altid have det gjort, men på samme tid vil jeg ikke have at hun ikke har en partner, fordi jeg ved hun også har det svært socialt. Når jeg så laver opgaven, har jeg ikke lyst til at også give hende kredit for det, men det er det hun forventer. Og når jeg så siger “Jamen du er NØD til at komme på noget”, siger hun bare “ja det ved jeg da godt” og bliver sur over det, som om det var kritik. Hvordan siger jeg til hende at hun er en dårlig samarbejdspartner? Hvad skal jeg gøre?
Kære du
Tusind tak for dit åbne og ærlige brev. Jeg kan virkelig godt forstå, at du står i en svær situation lige nu, og hvor er det sejt, at du tør sætte ord på både dine frustrationer og dine hensyn til din veninde.
Det lyder som om, du har et stort hjerte og et stærkt socialt ansvar. Du har taget hende ind, gjort plads til hende og vist hende en masse omsorg. Det er tydeligt, at du gerne vil hjælpe hende med at få en god start i klassen, og det er noget, hun uden tvivl har haft brug for. Men samtidig er det helt forståeligt, at det begynder at blive svært for dig, når det går ud over dit eget skolearbejde og dit engagement i timerne.
Det kan være rigtig hårdt i længden, når du føler, du skal tage hele ansvaret, både for opgaverne eller for hendes sociale liv. Når du gang på gang oplever, at hun ikke deltager aktivt, eller bliver vred, når du forsøger at skubbe lidt til hende, så slider det på jeres samarbejde og på dig. Det er ikke forkert af dig at føle dig frustreret. Du har lov til at forvente, at hun også bidrager, og det er ikke for meget at bede om.
Det kan være en god idé at få sagt noget til hende, men det behøver ikke være en kritik. Du kan prøve at være ærlig på en venlig måde og sige noget i stil med: “Jeg vil rigtig gerne arbejde sammen med dig, men jeg kan mærke, at det er svært for mig, når jeg ender med at lave det hele selv. Jeg har brug for, at vi begge deltager.” På den måde siger du, hvordan du har det, uden at gøre hende forkert. Måske ved hun ikke, hvordan hun skal bidrage, og måske føler hun sig usikker, men det betyder ikke, at du skal bære det hele.
Det kan også være, du har brug for at vælge en anden makker en gang imellem. Det er helt okay. Det betyder ikke, at du opgiver hende som ven, men det viser, at du også passer på dig selv. Du kan jo stadig snakke med hende i frikvartererne og støtte hende på andre måder, men det er vigtigt, at du ikke føler dig låst fast i et samarbejde, der gør dig ked af det eller dræner dig.
Du lyder som en stærk og omsorgsfuld person, og det er tydeligt, at du prøver at finde en god balance mellem at være en god ven og at tage dit skolearbejde seriøst. Det er ikke nemt, men det er virkelig godt, at du reflekterer over det. Du har ret til at sætte grænser, og det kan man godt gøre på en måde, der stadig er venlig. Jeg ønsker dig alt held og lykke.
De bedste hilsner
Kasper


