Nedtur

brevkassespørgsmål

Nedtur

brevkassespørgsmål af
Maria
19 år
Oprettet 1 uge 6 dage siden

Hej! Jeg skriver til jer fordi jeg simpelthen har sådan en ekstrem spændingshovedpine og trykken i brystet/maven, som skyldes at jeg har det skidt psykisk. Problemet er bare, at jeg egentligt havde det helt fint, men jeg har fundet ud af at det som påvirker min psyke er at ALLE omkring mig konstant har nedtur på, både venner og familie. Min søster lider af OCD og spiseforstyrrelse og har hele tiden brug for hensyn og omsorg, hvilket jeg dog nemmere kan håndtere, men jeg også 4 gode venner, inklusive min bedste ven, som alle har det virkelig fucked og endda snakker om selvmord og bare er deprimerede konstant. Jeg har prøvet at være positiv igennem mine venners nedture og har selvfølgelig været der for dem, men i så høj grad at det har belastet mig selv. Jeg ender altid i alle relationer både med venner og familien med at blive den som alle kommer til med deres problemer fordi jeg ofte finder løsninger frem for at fokusere på det dårlige, og jeg generelt er god til at holde hovedet oppe på samme tid med at jeg forstår og støtter. Men jeg kan virkelig ikke mere. Det ødelægger mit eget liv, og det som begyndte med depression og angst for mig pga. mine venners nedtur, er nu også blevet fysisk fordi det påvirker mig så meget at de har det så skidt og hele tiden fortæller mig om det. De skriver nærmest dagligt til mig hvor skidt de har det, eller ringer og vil snakke i timevis om hvorfor verden bare er fucked og hvorfor de vil dø... Jeg har inden for et år ringet efter hjælp hele 7 gange, enten til psykiatrien men også til politiet hvilket har været rigtig ubehageligt, fordi der er blevet truet med selvmord. Især min bedste ven påvirker mig i meget høj grad for tiden. Jeg vil selvfølgelig gerne være der for ham og det er jeg også stadig, men jeg får det bare så skidt og bliver bare mere og mere deprimeret og indelukket selv, fordi jeg konstant skal tage stilling til smerte og negativitet. Jeg har selv dealet meget med psyken i fortiden men var ellers kommet ud på den anden side med mine egne problemer og havde fået det virkelig godt, men nu er det andres nedtur der går mig på. Jeg vil bare gerne nyde mit liv og slappe af nu, men jeg bliver dagligt brugt som terapeut og skal hele tiden mindes om alt det dårlige og den håbløshed de føler. Jeg aner ikke hvad jeg skal gøre, men kan virkelig ikke klare det mere. Min krop har sagt stop i form af de smerter jeg føler dagligt og har følt i flere uger nu. Men hvordan stopper jeg det sådan rent praktisk? Jeg kan jo heller ikke bare forlade mine venner som har det skidt og har brug for mig. Hvad gør jeg? Hilsen Maria

Svar: 

Hej Maria.

Tak for dit spørgsmål. Hvor er du sej at du deler alt det her med os! 

Som det aller første vil jeg gerne lige sige at du er verdens bedste veninde! Dinne venner lyder til at være meget heldige at have dig i deres liv og det synes jeg virkelig godt at du kan være stolt af - sejt!

Det er en mega kompleks udfordring du står i lige nu og jeg kan virkelig godt forstå at du er i tvivl om hvad du skal gøre. Som jeg læser det, ender du ofte i et valg hvor du skal gå på kompromis med dit eget helbred for at hjælpe dine venner. Det duer jo ikke, men selvfølgelig kan man ikke bare ignorere sine venner, så hvad skal du så gøre?

Der er nok ikke en helt simpelt og enkelt løsning der bare passer til hver enkelt situation, men der er nogle ting du kan gøre for at det måske kan blive lidt nemmere for dig at være i. 

Har DU en at snakke med?

Du er rigtig god til at lytte og tage i mod når dine venner har nedtur på, men er der egentlig nogen der kan lytte til dig? Det kan ofte lette rigtig meget hvis man har en anden man kan vende alle tingene med. Måske er det en anden ven eller veninde der også kender de venner du hjælper, men som ikke selv er deprimeret. Måske kan du snakke med din mor eller en anden som måske ikke kender vennerne så godt, men som kender dig rigtig godt? Det kan også være at du skal finde en psykolog du kan snakke med, så det er en der slet ikke kender dine venner, men som kun koncentrerer sig om hvordan du har det.

Har du en veninde som slet ikke har noget med de her venner at gøre? En hvor det ikke handler om det negative hele tiden, men hvor I kan snakke om nogle positive ting og bare hygge jer i stedet - sådan at du kan få et lille afbræk for alt det negative.

Jeg tænker i hvert faldt at det kunne være rigtig godt for dig at have et sted hvor du kan "læsse af" når du har hjulpet dine venner. 

En god veninde må gerne afgrænse

Jeg synes også godt at du kan tage en snak med dine venner. Du kan prøve at forklare dem hvor hårdt det nogen gange er for dig at lytte til så meget negativitet. Du kan evt. foreslå til nogen af dem om de kunne finde en anden som de også kunne dele deres nedtur med en gang i mellem, så du kan fokusere mere på at være deres veninde og ikke deres terapeut. 

Derudover er det også vigtig at forstå at deres psykiske helbred ikke er dit ansvar! Det er mega sejt at du kan hjælpe dem, men det er bare vigtig at du kun er en hjælp og ikke hele løsningen. Hvis dine venner går med selvmordstanker skal de jo snakke med noget sundhedsfaligt personale der kan hjælpe dem videre. Altså det er mega fedt for dem at du kan hjælpe dem ved at lytte og komme med løsninger, men det er vigtig at der også er nogle professionelle der hjælper dem. 

Har du snakket med læge?

Når du nævner spæningshovedpine og trykken i brystet/maven, angst og depression, så er det vigtig at få snakket med din læge, som helt sikkert også har nogle gode råd til hvordan du kan passe bedre på dig selv, samtidig med at du kan hjælpe dine venner. 

Jeg håber at du kan bruge mit svar. 

Mvh. Chris - Cyberhus

cyberhusrasmuss billede
Chris fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program