Nabo’en part 2

brevkassespørgsmål

Nabo’en part 2

brevkassespørgsmål af
Anonym
19 år
Oprettet 1 år 5 måneder siden

Tak for det tidligere svar. Nu står jeg så bare og ikke ved hvad jeg skal gøre her efter. Følelserne er stadig det samme og måske endda vokset en anelse mere end sidst og føler lidt de stiger for næsten hver dag der går (virker måske som lidt meget fløde , men passer) Det har stået på et par måneder og jeres svar gav lidt afklaring som jeg virkelig har gået og manglet, problemet er så bare hvad gør jeg så nu. Jeg er virkelig dårlig til at aflæse folk (især kvinder) så ved egentlig ikke hvilke signaler men skal kigge efter, hvilke der er godt og hvilke der er dårlige. Hvis det nu er at jeg for en gangs skyld skulle lytte til hvad mit hjerte siger, følge mavefornemmelsen og måske endda fatte mod til at gå videre med hende, hvad pokker gør man (jeg har virkelig 0 erfaring når det kommer til dette emne). De små “drillerier” forsætter og er noget af det der virkelig kan redde ens dag, jeg har aldrig følt sådan her før med nogen, jeg bliver lidt nervøs, glad, forvirret, afslappet, “bange”(primært for at dumme sig) og føler mig ikke som den samme person på en helt normal fridag, i kontrast den den jeg så er når jeg er på arbejde, hyggesnak efter arbejde (primært alle ansatte) eller bare er ude at drikke en øl/mokaï. MIN FRICKING VEJRTRÆKNING FØLTES ANDERLEDDES… Mangler virkelig hjælp til lige netop det her, da jeg ikke rigtig tager den op og snakker med nogen jeg kender, mine venner er mine kollegaer og føler heller ikke rigtig det er passende at snakke med fx min far om det Tusind tak for hjælpen

Svar: 

Kære dig

Jeg er glad for at høre at du kunne bruge mit svar, og jeg tillader mig at komme med endnu et svar her. 

Selvom det lyder til at du stadig er ved at overveje hvad der skal ske, så tyder det på at du hælder mest mod at give det et skud. Selvom jeg nok kunne have lyst til at opmuntre dig til at tænke lidt mere over det, så er det ret tydeligt i dit brev, at du er ramt af forelskelse. Alle de der følelser som du beskriver - ja selv din vejrtrækning, er klassiske tegn på at du er forelsket. Forelskelse kan virkelig være en skøn ting, og samtidig så kan det være skræmmende, og det kan føles meget sårbart. Særligt når man åbner op omkring det, fordi det er en risiko for at man bliver afvist. Jeg ved godt at det ikke er den del, som du ønsker at tænke på, men jeg tror det er vigtigt at du husker at der er risiko for at hun, selvom hun driller dig kærligt, afviser dig. Men det skrev jeg også om i mit andet svar, så det vil jeg ikke bruge så meget krudt på her. 

Hvis du beslutter dig for at kaste dig ud i det, og tage et skridt videre, så vil jeg foreslå dig at du inviterer hende på en date. Det lyder måske også lidt fløde, men det er en ret god måde at lære hinanden at kende på. En date kan være mange ting, og det behøver ikke fx at være en middag hvor I skal tale sammen en hel aften. Det kan også være noget I gør/ser/lytter til sammen, f.eks. en koncert, en tur i biografen eller en tur i escaperoom. Hvis I laver noget sammen, så kan I altid snakke om det bagefter, fx over en øl/drink eller noget mad. Ved du allerede noget om hvad hun kan lide at lave? Måske har hun sagt at hun godt kan lide comedy eller en bestemt slags musik? Måske læser hun krimier? I så fald, vil det være rigtig smart med et escaperoom. Prøv om du kan være nysgerrig på hvad hun interesserer sig for. Spørg ind til hvad hun laver i weekenderne? Hvad hun kan lide at lave når hun skal slappe af eller når hun skal have det sjovt. Vær nysgerrig. 

At være nysgerrig er grundlæggende en rigtig god idé, hvis man vil have nogens opmærksomhed. Langt de fleste kan godt lide at få lov til at tale om sig selv, og jo flere spørgsmål du stiller til det hun siger, jo mere oplever hun at du lytter. Og kvinder kan, i hvert fald de fleste, godt lide en mand der kan lytte. 

Når du har været nysgerrig i et stykke tid (måske en uges tid - eller som minimum nogle dage), kan du spørge hende om hun kunne have lyst til at ... indsæt selv et af de tidligere forslag eller noget som passer med det hun godt kan lide. Kom med forslag til tid og sted. Sørg for at undersøge om det er muligt - tjek om der er ledige tider i escape-roomet, hvilke film der går i biffen eller hvornår der fx er comedynight eller lignende. Prøv at virke sikker når du spørger, f.eks.: "Vil du med mig ind og se Anden i Musikhuset næste lørdag?" i stedet for "kunne du måske have lyst til at se noget med mig på et tidspunkt engang i fremtiden?" Kan du se forskellen? 

Selvom de her råd kan give dig en støtte, så husk at det vigtigste er at du er dig selv. Du er god nok præcis som du er, og du har allerede vist at du er omsorgsfuld, betænksom og reflekteret, ved at skrive herind til os. 

Jeg håber det går godt. Jeg hepper på dig. 

p.s. jeg tænker forresten godt at du kan snakke med din far om det. Selvom det måske er længe siden at han har stået i en dating situation, så kan det stadig være rart at have nogen at snakke med. Særligt hvis hun afviser dig.

Venlig hilsen

Camilla

 

SigneHs billede
Camilla fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program