Muligvis pædofil?

brevkassespørgsmål

Muligvis pædofil?

brevkassespørgsmål af
Den forvirrede
15 år
Oprettet 6 år 2 måneder siden

Hej Cyberhus, Jeg er en ung pige på 15. Og jeg begyndte lige pludselig ud af det blå, efter at jeg havde læst en erotisk historie på internettet med pædofilli, at tro jeg muligvis selv var pædofil, fordi historien gjorde mig seksuelt ophidset. Men jeg har altid hadet børn, har selv sagt i lang tid at jeg nok aldrig selv får et på grund af min stærke had. Jeg er også meget sikker på at jeg ikke har nogen seksuel attraktion til børn. For det meste undgår jeg dem, og omgives altid mennesker på min egen alder. Jeg er virkelig forvirret over at jeg kunne lide sådan noget, når jeg selv synes jeg virkelig ikke har nogle pædofilske træk. Jeg kan ikke snakke med nogen om det her på nogen måde, og jeg ved ikke hvad jeg skal tro. Jeg vil ikke være pædofil.

Svar: 

Hej forvirrede

Jeg kan godt forstå du bekymrer dig, og det er så godt at du skriver. 
Som jeg forstår dig, har du læst en erotisk novelle, der har handlet om en eller anden form for sex med børn? Du følte dig seksuelt ophidset da du læste historien, og derfor bekymrer du dig nu for om du selv kan være pædofil. 

Jeg vil godt starte med at sige, at det er ret almindeligt at have tanker og fantasier, som man selv kan blive rystet eller bekymret over. Det kan både være seksuelle tanker, som du har oplevet, men også andre vilde tanker om at gøre ting, som man godt ved er forkert. Nogle får eksempelvis pludselig tanker om at skubbe andre ud foran en bil, eller stikke nogen med en kniv. Tankerne kan være vildt ubehagelige, fordi man kan blive bekymret for om man kunne finde på at handle på dem. Det er vigtigt at huske at det kun er en tanke, og at en tanke ikke på den måde er forkert. At handle på tanken kan til gengæld sagtens være forkert.
På samme måde tænker jeg det med de her seksuelle tanker. Man er ikke nødvendigvis pædofil, fordi man har følt sig seksuelt ophidset over en erotisk novelle, der beskriver et eller andet seksuelt om børn. Når man er 15 år er kroppen fyldt til bristepunktet af hormoner, og der skal ikke nødvendigvis så meget til at man bliver seksuelt opstemt. Jeg hæfter mig ved at du siger at du slet ikke har en seksuel attraktion til børn. Som jeg forstår dig er seksuelle tanker om børn heller ikke noget der normalt fylder for dig, men kun noget du har oplevet i forbindelse med det her du læste? Som jeg forstår dig, er selve tanken om at skulle lave noget seksuelt med børn, helt utænkelig for dig?
Derfor tænker jeg at din seksuelle ophidselse ikke handlede så meget om det pædofile i novellen. Det handler måske nærmere om det seksuelle der blev beskrevet. 

Som jeg startede med at sige, er det rigtig godt at du skriver, efter den her oplevelse. Ud fra det du fortæller tror jeg ikke du er pædofil.
Samtidig synes jeg det er vildt godt at du er så opmærksom på tankerne. Hvis nu du oplever at seksuelle tanker om børn begynder at komme igen og igen, og du bliver sikker på at det faktisk er den pædofile del af erotikken, der ophidser dig seksuelt, synes jeg du skal skrive igen. For det er ikke rart at føle sig forkert, og være bange for sine egne tanker og lyster hele tiden. Og hvis man har det sådan er det vigtigt at få hjælp. 

Mange hilsner
Lasse

 

Lasses billede
Lasse fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program