Hej Cyberhus

Jeg er en 19-årig ung pige, der blev diagnosticeret med Aspergers syndrom for 4 år siden. Min familie har aldrig formået at forstå mig. Min far og søster har altid givet mig skylden og fortalt mig, hvad jeg hele tiden gør forkert. Min far sagde engang til mig, hvorfor jeg ikke havde venner. Jeg sagde til ham, at det var svært for mig og jeg følte, at ingen ville mig. Han forstod det ikke. Han troede blot, at jeg ikke gad de andre. Jeg bliver irriteret på min far og søster, når jeg bliver misforstået. De siger, at jeg ofte overtænker og det skal jeg lade være med. Jeg kan ikke gøre for det, fordi det er en af mine udfordringer mht. til at have en autismediagnose. Min far bliver også irriteret på mig, når jeg prøver at forklare noget eller hvis jeg fortæller ham, hvor frusteret jeg er eller hvis jeg har det svært angående noget, der er sket. Det gør mig ked af det, når han ikke prøver at forstå og blot giver udtryk for, at det er min egen skyld. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg ved, at min far og søster også selv har det hårdt, men de har aldrig formået at acceptere, anerkende og forstå mine særlige behov. Jeg har ikke lyst til at bo hjemme, da jeg ikke føler mig velkommen. Jeg får hele tiden at vide, hvad jeg gør forkert og som om jeg blot er til besvær hele tiden. Jeg øsnker det bedste for min familie, men det kan de ikke se. Det gør det ikke nemmere, når de misforstår mig og jeg føler ingen støtte, opbakning eller hjælp, fordi jeg har det svært. De er med til, at jeg har det vanskeligt. Jeg prøver at fortælle dem, hvordan jeg har det, eller hvad jeg tænker om en situation eller hvad jeg troede, men det er som om de blot angriber mig. Jeg siger også noget som de gør, når jeg gør det samme, men der bliver de bare irriteret. Min søster sladrer hele tiden til min far om, hvad jeg gør og ikke gør mod hende. Han siger altid, at det er min skyld og giver min søster ret i det hele og skælder mig ud. Når jeg gør det modsatte, bliver jeg stadig skældt ud af min far og ingen af dem prøver på at forstå, hvordan det er at være anderledes. Jeg har mine vanskeligheder med at forstå alting og med at vær social, men det er som om det ikke er gået op for dem, at jeg ikke kan gøre for det, men at jeg prøver på at ændre det. Jeg føler mig forkert, ligegyldig, ikke-elsket og ikke-værdsat. Det slår mig hårdt, når de ved jeg har det sådan. De gør ikke noget for at forandre det. Jeg vil ikke mere. Det eneste jeg har brug for er at flytte hjemmefra, så jeg kan få fred og være mig selv. Jeg vil have et liv, hvor jeg har det godt og ikke hele tiden skal hakkes ned. Jeg har fyldt meget i min familie, men jeg har aldrig haft det godt. De har været bevidst om, at jeg ikke har det let, men alligevel er jeg overset. De forstår ikke, hvor meget jeg kæmper og at jeg faktisk er et godt menneske. Det er bare dem, der ikke accepterer mig og prøver at forstå mig. De siger også til mig, at jeg ikke forstår noget, men hvis de vil forklare mig det ordentligt, så er jeg altid villig til at hjælpe og forstå dem. Det er de dog ikke med mig. Jeg har brug for at flygte fra mine problemer og en gang for alle få et bedre liv. Det har stået på i flere år og jeg kan ikke snakke med dem om det, uden de skal påpege, at jeg blot tager fejl og misforstår alt. På forhånd mange tak. Jeg græder ofte og har lyst til at give op. Jeg føler ikke, at jeg er til nytte og de er ligeglade med mig, selvom de måske ikke selv synes det er sådan det er.