Mit liv
Mit liv
Hej cyberhus, Jeg er en pige på 13 år og jeg oplever meget deprision i mit liv det er noget som jeg faktisk godt kan lide altså jeg kan lide at græde og føle sorg i mit hjerte jeg kan bare lide at få alt mit sorg ud og jeg vil også gerne være glad igen fordi jeg ikke har oplevet 1 god dag i 4-5 år så jeg håber i kan give mig nogle råd til det
Hej Sine.
Hvor er det godt at du skriver ind. Det lyder som om du er meget ked af det og nedtrykt i hverdagen, og jeg synes det er virkelig flot at du kan sætte ord på det som du gør. Det tror jeg er et stort skridt på vej mod at få det bedre.
Rart at være ked af det
Til at starte med synes jeg du skal vide, at det er helt normalt at man kan være ked af det i lang tid. Det kan føles rigtig rart at være ked af det og få det ud. Det er fordi hjernen giver besked til kroppen om, at den skal være rolig og afslappet når man har grædt. Derfor får man tit en rar følelese i kroppen, og man kan blive mere rolig efter man har været ked af det.
Det kan hjælpe for mange at fortælle andre, hvordan man har det. Det lyder som om, at du har været ked af det i lang tid. Jeg synes det er vigtigt at fortælle det til dine forældre, så du kan få hjælp til at blive mere glad. Jeg tror nemlig det ville være rigtig godt for dig at få mere hjælp, end jeg kan give dig med mit svar og mine råd til at blive gladere. Jeg håber du vil tale med dine forældre eller måske en lærer i skolen, som du er tryg ved, for det er bedst hvis du ikke holder alle de svære følelser for dig selv.
Råd til at blive mere glad i hverdagen
Jeg har et par råd til dig, som måske kan hjælpe med at give dig nogle bedre og glade dage. Det første råd er, at lave ting som du godt kan lide. Måske er det at ses med nogle gode venner eller veninder, måske har du en fritidsinteresse, der gør dig glad, eller måske er det at læse en god bog? Det kan hjælpe at bruge en masse tid på at lave ting man synes er sjove, dejlige eller spændende.
Mit næste råd er, at huske på alle de gode ting, der sker hver dag. Det kan for eksempel hjælpe at tænke meget på, hvor skønt det er når det bliver weekend, hvor dejligt det er at spise god mad eller hvor skøn juletiden kan være. Når vi bruger vores tanker på at tænke på de gode ting vi oplever, så hjælper vi os selv med at få øje på flere gode ting. Det samme sker hvis man tænker på svære ting, så kan man også hele tiden få øje på flere problemer og flere ting man bliver ked af. Måske kan det hjælpe, hvis du hver dag finder fem ting du synes er gode, sjove eller dejlige. Så kan du prøve at vende din hjerne til at være mere glad.
Det er vigtigt, at man giver sig selv tid til at være ked af det, og at man prøver at finde ud af hvorfor man er ked af det. Det er også vigtigt, at man prøver at hjælpe sig selv med at tænke på noget andet nogle gange, så man kan få en pause fra at være ked af det. Der kan det hjælpe at have nogle planer med familie eller venner, og prøve at fokusere på gode ting der sker hver dag, uanset hvor små de er. Jeg håber du kan bruge mit svar, og at du vil fortælle nogen om dine tanker og følelser. Jeg vil også anbefale dig at kigge på den her side, hvor man kan skrive med andre piger, nogen der også oplever at være triste, og man kan få råd til at få det bedre og dele tanker med hinanden.
De bedste hilsner
Mette