- Da jeg var 5 år. Jeg var ikke så gammel på det tidspunkt, jeg vidste (uheldigvis for mig) godt hvad død og alt det var. Men jeg tænkte ikke videre over det, fordi jeg ikke fattede en brik af det. -Men nu her i 'klar, parat, teenager!' - årene. Sker der selvfølgelig en masse ting med mig, som med så mange andre. Men jeg savner at kunne sidde ved siden af hende og holde hende i hånden når vi var alene uden nogle andre. Hun gav mig altid de bedste råd nogensinde! Jeg har fået en helt fantastisk bedsteveninde, og der er ingen som hende! og hun forstår mig, lige så godt som min olde (nogle gange, har jeg været fristet til at tro, at min olde har genfødt sig i hende eller noget) Og nu går mit liv bare derudaf, og der sker en masse ting, som jeg hverken vil have, eller er parat til. Og jeg savner hende mere end nogensinde, og jeg kan virkelig ikke finde rundt mere. -Dybiset- Jeg standser mig selv hele tiden, og går tilbage til fortiden, fordi hun var der. Hvordan kan jeg lære at leve i nutiden?