Mine veninde cuttet - hjælp

brevkassespørgsmål

Mine veninde cuttet - hjælp

brevkassespørgsmål af
Alberte
15 år
Oprettet 3 år 1 måned siden

Jeg har lige fundet ud af at min bedste veninde cutter, hvordan skal jeg få hende til at stoppe...?

Svar: 

Kære dig, 

Først vil jeg rose dig for at vise, at du bekymrer dig for din veninde, ved at du skriver her for at få råd. Det er flot af dig, at du har mod på at hjælpe din veninde, da det lyder til, at hun har det svært.

Når nogle mennesker cutter, er det oftest et udtryk for, at de har det rigtig svært og kan have svært ved at håndtere forskellige følelser. Det kan være et udtryk for, at der er noget, der gør rigtig ondt og som kan være svært at snakke om eller fortælle til nogen. 

Der kan være mange ting, der ligger til grund for, at din veninde cutter. Det du først og fremmest kan gøre er, at du konfronterer hende med, at du har fundet ud af, at hun skærer i sig selv og at du er bekymret for hende. Dertil kan du spørge ind til, om hun har brug for at tale om, hvad der får hende til at føle behovet for at skære i sig selv. Det kan være, at hun har en grund og at hun har lyst til at tale om det. Det kan også være, hun ikke selv kan sætte ord på, hvorfor hun gør det. Det, at du spørger, vil vise, at du bekymrer dig for hende og det er godt. 

Hvis det er svært for hende at sætte ord på, kan du også henvise hende til Landsforeningen mod Spiseforstyrrelser og Selvskade. På deres hjemmeside er der både hjælp til den selvskadende og til pårørende til en selvskadende. Her kan I også læse om eventuelle årsager til, hvorfor nogen mennesker selvskader. Måske I kunne kigge på hjemmesiden sammen, så hun føler, at du gerne vil være der for hende, og at du interesserer dig for, hvad der ligger bag hendes selvskadende adfærd. Her kan hun også selv søge rådgivning til sin situation. 

En anden ting du kan gøre er, at du taler med hendes forældre om det. Hvis du er meget bekymret for hende, så kan du gøre hendes forældre opmærksomme på, at hun skader sig selv. Det kan virke som om, at du går bag om ryggen på din veninde, men i virkeligheden er det en hjælp, og det er også nødvendigt for dig, at du går videre med din bekymring, da det ikke er en bekymring og et ansvar, du skal gå alene med. Når du taler med din veninde kan det være, at du skal bringe op, at du er så bekymret for hende, at du mener, hendes forældre er nødt til at få det at vide. Du kan fx også fortælle, at du gerne vil være der, når hun fortæller det, så du kan støtte hende og måske hjælpe hende, hvis det bliver for svært for hende at sige. På den måde viser du hende, at du er bekymret for hende, men at du samtidig er klar på at støtte hende. Det kan også være, at der er en anden/andre voksne, som hun føler sig mere tilpas med at fortælle det. 

Du lyder som en god og omsorgsfuld veninde, og jeg håber, at din veninde får den hjælp, hun har brug for.

Jeg håber, at det var svar på dit spørgsmål. 

Hvis du har brug for at snakke med nogen om det, så er du altid velkommen til at skrive igen eller i vores 1-1 chat, som har åben mandag+onsdag kl. 14-17 og tirsdag+torsdag kl. 18-21. 

De venligste hilsner

Kathrine.

 

KathrineBs billede
Kathrine fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2017 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Insafe- & Daphne program