Kære Maja,

Først og fremmest vil jeg sige, at det er super sejt, at du har turde sige det højt til dine forældre, og hvor er det ærgerligt, at du føler, at de ikke lytter. Det kan være rigtig svært at dele, hvordan man har det især til ens forældre, så jeg forstår godt, at du bliver frustreret over deres svar, og at de ikke tager dig alvorligt. Du har helt ret i, at der sker mange ændringer for én i din alder. At have en spiseforstyrrelse er en alvorlig ting, og derfor er det godt, at du reagerer på, hvordan du har det udover de naturlige forandringer. Jeg kan godt forstå, at du har brug for afklaring og for at finde ud af, om det er en grim tanke, eller om det er noget, du har og kan få hjælp til. Det jeg tænker, at du kan gøre, er at bestille en tid ved lægen, og tage en snak med ham/hende om, hvordan du har det, og at du er bekymret for, at du måske har bulimi. Lægen kan hjælpe dig videre, hvis han/hun vurderer, at der er grundlag for det. Jeg håber, at det vil kunne give en afklaring og ro på tankerne, og at du på trods af den manglende forståelse fra dine forældre har mod på at sige højt, hvordan du har det en anden gang.

Alt det bedste herfra,

Jeanette