Min veninde har kræft, så jeg har sorg

brevkassespørgsmål

Min veninde har kræft, så jeg har sorg

brevkassespørgsmål af
Anonym
14 år
Oprettet 14 år 10 måneder siden

Hej... håber du vil besvare mit spørgsmål, ved ikke hvem jeg elles skulle 'snakke' med. Jeg har en url veninde, som jeg tit er uvenner med, det startede da hun fik konstateret kræft, for en måned siden, vi blev tit uvenner osv. så nu er vi for alvor uvenner. Hun forstår ikke at jeg faktisk er pisse ked af det, har prøvet at fortælle hende det, men hun tror ikke på mig. Ved ikke hvordan jeg skal få bearbejdet det, hun er jo trods alt kun min URL veninde.. ( kender hende ikke i virkeligheden ). Det gør bare så ondt indeni - Den Anonyme

Svar: 

Hej Anonyme

Jeg vil rigtig gerne svare på dit spørgsmål og måske kan mit svar hjælpe dig i din sorg.

Du skriver, at din veninde fik beskeden om hendes sygdom for en måned siden, og at hun ikke tror på dig, når du fortæller at du er ked af det.

Jeg tror din veninde kæmper med selv at forstå det der er sket. Det kan være svært at få sådan en besked, at man er alvorlig syg. Jeg håber hun har en familie der kan støtte og hjælpe hende igennem den periode.

I sådan en situation er det nemlig tit ens nærmeste familie man har brug for, og måske kan hun ikke overskue at dele det hele med dig lige nu. Måske har hun bare brug for at mærke at du er der, og at du holder af hende.

Jeg tror det varmer hos hende, også selvom hun måske ikke kan sige det lige nu.

Jeg kan godt forstå, at du har brug for at snakke om det og bearbejde din sorg, men jeg tror du skal søge hjælp hos en anden person end din veninde. Lige nu kæmper hun sin egen kamp og kan måske ikke overskue at hjælpe dig.

Den bedste måde at bearbejde sorg på er, at snakke om det. Derfor synes jeg det er vigtigt at du snakker med dine forældre. Fortæl dem hvad du har fortalt mig, hvordan det føles inden i og sæt så mange ord på som overhovedet muligt.

Hvis du synes det er lidt svært at komme i gang, så er du også være velkommen til at besøge chatten her i Cyberhus. Her kan du chatte med en voksen som også gerne vil lytte til dig. Den har åben mandag til torsdag 15-19.00

Venlig hilsen

Erroll (vikar for Charlotte)

 

 

 

 

 

 

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program