Min veninde dræner mig for energi

brevkassespørgsmål

Min veninde dræner mig for energi

brevkassespørgsmål af
Camilla
20 år
Oprettet 1 år 4 uger siden

Hej jeg har et problem med at jeg føler seriøst en veninde jeg har gør mig så træt mentalt.                                                                                                      jeg kæmper i forvejen med angst og ADHD hvilket hun godt ved, vi har kendt hinanden i godt et halvt år og er de sidste 2 måneder blevet virkelig tætte, problemet er bare at jeg er blevet så træt af hende, fordi jeg har brugt den sidste måneds tid på hende hvor vi sov sammen en hel uge i streg fordi hun havde lyst, også selv om jeg egneligt var træt og ikke rigtig havde lyst, fordi jeg bare har brug for at være mig selv. og ik nok med det så ringer hun hele tiden og vil snakke når vi ikke er sammen, også selvom at jeg egneligt bare har lyst til at høre musik eller se en film bare helt for mig selv,j og bare har brug for ro. Jeg har fortalt hende at efter nytår og frem kommer jeg til ikke at have så meget overskud til at være sammen med nogle, og det selvfølgelig ikke er noget personligt mod hende, men at det er fordi jeg har en lav stressterskel og bliver bare rigtig hurtig træt og ik har energi til at være sammen med nogle.                                                                                                                                                           netop fordi der kommer til at ske nye ting, og flere ting på en en gang jeg får svært ved at rumme.

Vi går på den samme uddannelse og hun skifter nemlig over til min linje, når vi starter igen, og har allerede spurgt om jeg kan sove sammen fra mandag til tirsdag den første uge vi starter, fordi hun åbenbart mener det vil være nemmest for hende, og hendes begrundelse er at jeg bor tættere på der hvor vi skal hen (og ja det gør jeg) men hun syntes også det kunne være hyggeligt at vi følges, og ja selvfølgelig vil det da være hyggeligt, men det er det bare ik når man er fuldstændig mentalt træt og stresset i forvejen over når ferien er slut. Jeg har så sagt til hende at det skal jeg finde ud af fordi det kommer meget an på hvor træt jeg er om jeg har overskud til det.

Problemet er bare at selvom jeg har fortalt hende hvordan jeg har det, så siger hun godt nok at hun respektere det og at jeg altid kan snakke med hende om det osv. Men alligevel bliver hun ved med at være påtrængende og stadig ringer konstant og jeg ved hun vil være sådan fremadrettet, og bare tanken om det gør mig presset. 

Hun har fortalt mig nogle personlige ting om hende, som bare for mig til at tænke på hvorfor hun så ikke respektere mine grænser og mit liv. Det er bare sådan at jeg kan jo ikke sætte hele mit liv af til kun hende, men det er som om hun bare slet ikke har forstået det selvom jeg har sagt det til hende.

så jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal gøre, jeg har snakket med en anden af mine veninder om hvordan jeg føler, og hun kender også min veninde og har sagt til mig at hun syntes at hun virker påtrængende og forstår godt min frustration over hende

 

Svar: 

Kære Camilla.

Mange tak for dit brev. Det lyder som en rigtig svær situation du står i lige nu med din veninde, som ikke respekterer dine grænser og derfor dræner dig for energi.

Først og fremmest vil jeg gerne sige, at jeg synes, at det er virkelig virkelig godt og sejt af dig, at du har fortalt din veninde, hvordan du har det og fortalt, at du kæmper med både angst og ADHD. Det er altid godt at være ærlig over for andre omkring, hvordan man har det. For når de mennesker man har omkring sig ved, hvordan man har det, kan det gøre det nemmere for dem at hjælpe én og tage de nødvendige hensyn. Desværre lyder det som om, at din veninde ikke tager de hensyn til dig, som du egentlig har brug for, også selvom du har prøvet at foklare hende det - endda flere gange.

Ud fra det du fortæller, lyder det som om, at du virkelig har prøvet alt hvad du kunne, for at fortælle din veninde hvordan du har det, og at du har brug for ro og brug for at være alene indimellem, for at kunne lade op.

Det kan være megt forskelligt, hvordan folk lader op og får energi. Nogle personer får energi af at være alene og lader op på den måde, mens andre personer får energi af, at være social. Og begge dele er helt okay, og ingen af delene er mere forkert eller rigtig, end den anden. Men det er en stor hjælp, hvis dem omkring dig, forstår og respekterer dine behov, og lytter til det, som du siger. Og det lyder det ikke som om, at din veninde gør. Måske er det fordi, at I er forskellige på det punkt, og derfor kan det være, at din veninde ikke helt forstår, hvor vigtigt det faktisk er for dig, at kunne være helt alene og få noget ro en gang imellem. Hvis din veninde får energi af at være social, kan det være, at hun ikke forstår at du kan have det helt omvendt. Derfor kan det være, at du må prøve at forklare hende endnu engang, hvordan du har det, og hvor vigtigt det er for dig at være alene og få ro.

Det er helt okay at sige 'nej' og sige fra - også over for de personer, som man er glad for. Det kan være, at du i en periode må lade være med at besvare din venindes opkald, og i stedet sende en besked hvor du skriver, at du er for træt eller ikke har lyst til at snakke. Det er helt okay ikke at besvare hendes opkald eller at sige, at du ikke lige orker at snakke - du behøver ikke altid at komme med en lang forklaring på hvorfor. Hvis hun er en god veninde, vil hun også være der dagen, ugen, eller måneden efter at du stadig ikke har besvaret hendes opkald. Hvis du synes, at det kan være svært at få forklaret hende hvordan du har det, så hun virkelig forstår det, kan det også være en mulighed at skrive et brev eller en besked til hende. Nogle gange kan det være nemmere, at skrive noget der er svært ned, for så er man sikker på, at man får forklaret sig ordentligt og får sagt alle de ting, man gerne vil sige. Det vigtigste er, at du får sagt fra, og at du gør det på en gode måde uden at bruge grimme ord om din veninde. Du kan fx starte med at skrive: ”Jeg blev ked af det, da du…”.

Som du også fortæller, har du sagt til din veninde at det ikke handler om noget personligt mod hende, men at det handler om, at du hurtigt bliver træt og tømt for energi, når du er social. Og det er rigtig godt, at du har forklaret hende det på den måde - at det altså ikke har noget med hende at gøre, men at det handler om, at du har et behov for at være alene, når der sker for mange ting omkring dig. Og det er aldrig for sent at komme tilbage og fortælle, hvordan man har det med den andens opførsel. Også flere dage efter. Det er bedre for jer begge, at du ikke brænder inde med det, for det kan slide på jeres venskab, hvis det ikke kommer ud.

Hvis du bliver spurgt om noget, du ikke har lyst til, men samtidig kan se, at din veninde mener det godt, er det vigtigt at vise, at du også kan se det fra hendes side. Når du fx bliver spurgt, om hun kan sove ved dig og du ikke har lyst eller overskud til det, kan du sige noget i retning af: “Jeg synes, det er sødt af dig at spørge mig, og jeg forstår godt, hvis du synes, det er irriterende, at jeg siger nej tak.”

Hvis du skal se det fra den positive side, så er det virkelig dejligt, at du har en veninde, som rigtig gerne vil være sammen med dig, og som gerne vil bruge en hel masse tid sammen med dig. Og det er rigtig skønt, at man har nogle mennesker i sit liv, som gerne vil bruge tid på én.

Jeg håber, at du kunne bruge mit svar og at det bliver bedre med din veninde.

Mange kærlige hilsner fra

Gro.

Gros billede
Gro fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2017 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Insafe- & Daphne program