Min ven spiller hele tiden og gider ikke være sammen mere

brevkassespørgsmål

Min ven spiller hele tiden og gider ikke være sammen mere

brevkassespørgsmål af
Anonym
13 år
Oprettet 1 uge 23 timer siden

Jeg har en ven som jeg plejede og være meget sammen med men nu vil han kun spille hele tiden. Han snakker næsten kun om det spil (GTA) og han gider ikke lave noget andet. Jeg skriver tit til ham men han svarer mega langsomt eller svarer ikke. Jeg føler lidt jeg har mistet ham. Jeg har nogle andre venner men det er ikke det samme. Hvad skal jeg gøre?

Svar: 

Hej med dig.

Mange tak for dit spørgsmål.

Det, du oplever med din ven, lyder virkelig frustrerende, og jeg kan godt forstå, at du gerne vil have hjælp til at finde en løsning. Jeg kan nok ikke give dig et præcist svar på, hvad du skal gøre, men jeg vil prøve at komme med nogle forskellige perspektiver, som måske kan give dig nogle gode idéer til at komme videre.

Det er helt naturligt, at man får nye interesser, når man bliver ældre. Nogle gange betyder det bare, at ens interesser ikke længere er de samme som sine venners. Det behøver heldigvis ikke betyde, at man ikke kan være venner mere, men måske betyder det, at man ikke kommer til at bruge helt så meget tid sammen som før.

Mange børn og unge, der begynder at game, kan blive helt opslugt af deres spil, ligesom din ven, og så kan det virkelig være svært at få dem med til noget andet. Det er helt normalt. Det betyder ikke, at din ven ikke gider dig mere. Han er bare meget optaget af spillet lige nu. For de fleste går det over efter noget tid, når spillet bliver mindre spændende, og så vender de tilbage til deres gamle interesser (og venner). Derfor kan det måske være en idé at give ham lidt tid, mens du bruger energi på dine andre venner. Jeg tror, der er en god chance for, at han snart er klar på at lave noget andet igen.

Det vigtigste råd er, at du prøver at snakke med ham. Spørg, om han har tid til en lille snak, og fortæl ham, at du savner at være sammen med ham. Forklar, at du virkelig gerne vil lave noget andet sammen med ham, fordi du er bange for at miste jeres venskab. I kan måske prøve at lave nogle faste aftaler. F.eks. at I hver onsdag spiller fodbold i haven (eller hvad I plejede at lave sammen).

Hvis det ikke hjælper, kan du overveje at snakke med dine forældre. Det kan være, at de kan tage en snak med din vens forældre, og måske kan de hjælpe jer med at finde tilbage til nogle fælles aktiviteter, så det ikke kun handler om gaming for din ven.

Du kunne også spørge dine forældre, om du må prøve at spille GTA, så I kan spille sammen. Det er ikke sikkert, at du egentlig er så interesseret i gaming, men måske kunne det være en god måde at komme tættere på din ven igen. Du kan jo høre, om han vil vise dig, hvordan man spiller, og om du må prøve det hjemme hos ham.

Jeg håber, at mit svar kan hjælpe dig – og at du får din ven tilbage.
Mvh. Chris – Cyberhus

cyberhusrasmuss billede
Chris, frivillig uddannet ungerådgiver hos Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program