Hejsa! Jeg har brug for at åbne op omkring et stort problem, som har påvirket mig hele livet, men som jeg aldrig før har nævnt for nogen. Jeg håber, jeg kan få nogle råd af jer herinde! Jeg har en søster, som er min “pseudotvilling”, dvs. vi er meget tætte på hinanden aldersmæssigt, da hun kun er 1 år ældre end mig. Vi har derfor haft samme opvækst og altid været meget tætte på hinanden; vi har følt os som tvillinger og har altid fulgtes ad aldersmæssigt - jeg fik fx min menstruation kort tid efter hun havde fået sin første, vi har altid haft samme musiksmag og fælles interesser, vi er vokset op sammen og har været virkelig meget sammen hele livet. Men desværre har det ikke været let for mig. Der ligger nemlig et problem skjult i mellem os søstre. Der har ligget en del jalousi iblandt os hele livet, og det er som om, at det altid kun er den ene af os, som kan have det godt og få succes i livet, og det har nærmest altid været min søster, der har trukket de heldige kort. Hun har virkelig altid fået hvad hun peger på, og når hun ikke lige får det, ender hun alligevel på én eller anden måde med at få det. Hun er meget udspekuleret og kan være en anelse manipulerende og vil meget gerne være den bedste af alle til alt - også meget gerne bedre end mig. Hun har lavt selvværd og søger bekræftelse, mens jeg absolut ingen selvværd har og for længst har givet op hvad angår “bekræftelse” eller anerkendelse. Min søster stræber virkelig efter “det perfekte” liv og det går hende virkelig godt i livet på rigtig mange måder. Hun har haft en fast kæreste i mange år, som hun nu bor sammen med og en masse venner, hun ser i weekenderne, hun har haft flere jobs og er netop blevet færdig med sin uddannelse og er allerede blevet fastansat fra august, hun er meget slank, har et lækkert hjem og har styr på sin økonomi. Jeg selv har aldrig haft en kæreste, jeg bor alene, jeg har ingen venner, jeg har aldrig haft et rigtigt arbejde og har ingen uddannelse og ved heller ikke om jeg får det, da jeg pt. er under kommunens fritagelse for uddannelse og aktiviteter, fordi jeg har det for svært psykisk til at klare hverdagen og derfor lever af kontanthjælp. Jeg er overvægtig og har flere steder på kroppen grim og ødelagt hud, bumser, strækmærker og ar. Jeg ved godt, at mange siger, man skal passe på med at spejle sig i andre mennesker, men min søster og jeg har som sagt altid været tætte, og det er derfor umuligt ikke at reflektere over vores livssituationer hver især. Det er på det seneste gået op for mig, at jeg har brugt hele mit liv på at opvarte min søster; jeg har brugt så meget energi på, at hun skulle få alt, hvad hun ville have, at jeg har glemt mig selv og endte med at ødelægge meget af mit eget liv, fordi jeg vidste, at hun havde behovet for at få det perfekt, hvor jeg selv var mere ligeglad med mig selv - bare hun havde det godt, så var jeg okay. Det er lidt som om, jeg ikke selv er et individ, men blot er en ekstra hånd og hjerne til min søster. Hver gang der var det mindste galt, siden vi var små og helt indtil nu, smed jeg altid alt hvad jeg havde i hænderne, for at forsikre mig, at min søster fik det godt. Jeg løste alle hendes problemer og som om jeg var hendes skytsengel, viede jeg nærmest mit liv til hende. Jeg levede nærmest kun for hende og for at hun skulle få alt, hvad hun ville have. Hun bliver meget hysterisk, hvis hun ikke kan få hvad hun vil have. Hun har nok et eller andet sted udnyttet mig, men også alle andre hun har kunnet udnytte, fordi hun udadtil kan virke som en meget sårbar person, der fx begynder at græde over selv de mindste ting, der ikke går som hun havde håbet. Det får os andre udefra i øjeblikket til at føle, at hun virkelig har brug for vores hjælp, fordi hun virker dybt ulykkelig, og vi som står hende nær, gør selvfølgelig derfor alt vi kan, for at tilfredsstille hende, primært min mor, mig og hendes kæreste, som står hende nærmest. Jeg ved, at min mor var dårlig til at sætte grænser i vores barndom, og vi fik for det meste lov til at gøre hvad vi ville, men hvis min søster ikke fik sin vilje, blev hun altid ved til hun fik den, hvor jeg i det mindste på et tidspunkt kom videre og kunne tænke “pyt med det”. Det har også været sådan, at min søster, siden vi begyndte at gå i byen som teenagere, altid har elsket opmærksomhed - og også altid fået den, sikkert på grund af hendes meget smukke model-lignende udseende. Jeg har siddet med en bajer i baggrunden og set alt, været vidne til, hvordan hun mange gange har været sin kæreste utro og hvordan hun igen og igen skaber sig og brokker sig, hvis ikke ALLE i rummet nærmest forguder hende - for det har hun jo altid været vant til. Det er gået hen og blevet så slemt, at jeg slet ikke har ressourcer nok til at tænke på mit eget liv, for hun er jo min søster og jeg elsker hende utrolig højt, men hun tager al min energi, fordi hun hele tiden har brug for min hjælp (til hendes egen gavn), så jeg hele tiden skal være der for hende og prioritere hende først på den ene eller anden måde. Sidste år, var der en eneste periode i mit liv, hvor jeg valgte at prøve at fokusere på mig selv for en gangs skyld. Jeg prøvede for første gang på at få styr på mit liv og blive selvstændig og jeg tabte mig utrolig meget - så jeg nærmest blev ligeså slank som min søster. Jeg blev pludselig helt frisk og var som en helt ny person med fornyet energi. Jeg oplevede dog i denne periode, at min søster fik det meget sværere psykisk og der opstod altid drama, når vi var sammen. Det var meget tydeligt, at hun ikke kunne lide, at jeg pludselig oplevede succes. Hun sagde også selv til mig en dag vi var lidt fulde, at hun syntes det var “snyd”, at jeg stadig var single og at jeg så så godt ud. Hvis en fyr i byen gav mig bare et blik, blev hun også ekstremt jaloux, i stedet for at være glad på mine vegne for, at jeg endelig var begyndt at få lidt selvtillid. Jeg begyndte også at se lidt til en fyr (for første gang i mit liv!) sidste år, og min søster ødelagde det for os. Hun gjorde alt for at ophøje sig selv og nedgøre mig over for ham, jeg var begyndt at date, og hun flirtede med ham både for øjnene af mig og bag min ryg (fyren var heldigvis ærlig og sagde at min søster havde lagt an på ham og endda en aften havde sat sig på hans skød). Hun kan altså ikke acceptere, at jeg også gerne må opleve lykke, som hun selv konstant stræber efter. Jeg valgte derfor hen over efteråret 2019 igen at gå tilbage til mit gamle liv, hvor jeg ikke fokuserede på mig selv. Jeg begyndte igen at blive ligeglad med hvordan jeg så ud og jeg har derfor taget meget på i vægt igen og lever langt fra sundt hverken fysisk eller psykisk - mit liv er på vej langt ned igen og denne gang er det ved at gå helt galt. Jeg har tilsidesat mit eget liv fuldstændig og passer slet ikke på mig selv. Min søster derimod, har haft en lang god periode henover vinteren og til nu, og jeg har været ved hendes side og opvartet hende igennem det hele siden sidste efterår, hvor jeg igen stoppede min nye (men for mig) sunde livsstil og gik tilbage til kun at fokusere på andre - primært min søster, da hun er dén omkring mig, som oftest har “brug for mig”. Jeg har hjulpet hende med at komme igennem eksamener, jeg har hjulpet hende med at søge job, jeg har hjulpet hende med adskillige sociale problemstillinger, jeg har endda støttet hende, når hun har skulle finde på undskyldninger over for hendes stakkels kæreste, når hun har været sammen med andre fyre, jeg har taget med på byture og drukture, selvom jeg prøver at stoppe med at drikke (for min sundheds skyld), jeg har været dén hun har ringet til og mødtes med, hver gang, der var noget. Jeg har nærmest været hendes tredje hånd hele livet. Min dagligdag går nærmest bare på, at bekymre mig og vente på, at min søster ringer med et nyt problem, som jeg skal tage mig af og støtte hende i. Sådan har det jo altid været. Men jeg kan ikke mere nu. Jeg er nødt til at komme ud af det her fordærv og leve mit eget liv og opleve min egen glæde. Jeg har forsømt mine egne drømme og mit eget liv fuldstændig. Men min søster vil ikke se mig “oppe”; hun ved jo hvor hun har mig, så længe jeg er “nede”. Jeg har snakket med min mor om det, som også er 100% klar over, hvad der foregår med min søster. Min mor siger, jeg (igen) bør forklare min søster hvordan jeg har det og at jeg har brug for tid til mig selv, men jeg VED (fordi jeg har prøvet!) at hun ikke vil bryde sig om, at jeg får det godt og får styr på mit liv. I min søsters øjne vil jeg så være den egoistiske søster, der nu ikke længere “er der” for hende, og sådan ønsker jeg jo virkelig ikke, hun skal tænke om mig. Jeg prøvede igen for nylig at sige til hende, at jeg har det meget svært psykisk for tiden og ikke har særlig meget overskud, og at jeg bare har brug for lidt tid til at arbejde med mig selv. Hun følte sig meget truffet og spurgte mig straks om det var fordi, jeg ikke længere ville være en del af hendes liv. Jeg kunne jo kun svare, at det var det slet ikke, men at jeg har meget i mit eget liv, jeg er nødt til at rette op på og det kræver at jeg fokuserer på det og at jeg derfor ikke kan være nogen særlig god superhelt, der bare fixer alt. Hun blev alligevel meget påvirket af mine ord og frygten for at stå på egne ben, og jeg endte efter en stund med at sige, at jeg altså gerne stadig vil være der for hende, og siden har hun igen meget ofte haft brug for min hjælp eller fået mig lokket mig med i byen eller til fest, selvom jeg pt. slet ikke bør drikke alkohol og bare burde fokusere på at blive frisk og rask. Dét at hun har brug for min støtte er dog én ting, for jeg kan nok godt stadig være der for hende - men jeg kan bare ikke være der 24/7. En anden ting (og måske også det største problem) er, at jeg ikke kan få mig selv til at tænke på mig selv, fordi jeg føler, at jeg svigter hende og at jeg ikke har lyst til at være egoistisk og ikke har lyst til, at skabe splid mellem min søster og mig. Det er altså mest tanken om, at min søster kommer til at se mig opleve succes og derfor bliver jaloux på mig/skuffet over mig og dermed mister sin egen selvtillid, når jeg oplever succes, der gør det svært for mig at sige fra og fokusere på mig selv... Jeg har virkelig brug for at tage mit eget liv seriøst, for tiden går og jeg har allerede mistet mange år af mit liv, for at min søster kunne få det godt. Men det er virkelig også svært at skulle tænke på mig selv, hvis det resulterer i, at min søster får det dårligt, bliver jaloux og ikke kan unde mig glæde og succes. Det føles som om, det er enten/eller. Som om, at enten er jeg nødt til at forblive den halvfede ødelagte “skytsengel” som ikke selv har et liv, men kun lever for min søster, hvor jeg ikke selv har det specielt godt, ELLER begynde at fokusere på mit eget liv - jeg vil stadig være der for min søster, men det vil ikke være nok for hende og hun vil sandsynligvis blive oprevet over mine fremskridt og hvis jeg når så langt at jeg igen oplever succes, vil hun ikke have det godt. Jeg leder efter en mellemvej, et kompromis, en måde hvorpå min søster ikke går fuldstændig ned, hvis hun ser mig komme op af mit hul, fordi hun så måske ikke længere vil se sig selv som den mest “perfekte” af os. Jeg har personligt slet ikke lyst til at være bedre end hende, jeg er selv bedøvende ligeglad med hvordan jeg ser ud (men vil gerne være sund, frisk og glad!) og jeg kan kun være glad på hendes vegne, når det går hende godt. Jeg synes vi begge fortjener at have det godt, og jeg synes det er virkelig ærgerligt, at hun får det så skidt, når det går mig godt. Hun er nok groet fast i rollen som den smukke, anerkendte pige, som altid er den bedste og mest perfekte af alle, og det er derfor, hun får det dårligt, når hun oplever “konkurrence”, som hun jo nok føler det er, når jeg oplever “succes”, selvom jeg personligt aldrig kunne finde på at tænke sådan om hende - jeg vil netop gerne have at hun har det godt, men jeg vil også have det godt selv. Det ville jeg bare ønske vi begge kunne have - på samme tid. :/ Jeg ved ikke rigtigt, om jeg har fået det hele med, men jeg har skrevet virkelig meget nu, så jeg vil slutte her og håber det er nok til at give et indblik i min problematik og at i vil give mig et råd eller 2! :-) De bedste hilsner herfra.