Min søster, hjælp!

brevkassespørgsmål

Min søster, hjælp!

brevkassespørgsmål af
Anonymous
15 år
Oprettet 3 år 5 måneder siden

Hej Cyberhus.. 

Jeg skriver ang. min søster som lige er fyldt 13. Jeg har lagt mærke til at hun har self harming scars på en af hende's arme. Jeg vil rigtig gerne hjælpe hende, men ved altså ikke hvad jeg skal gøre i denne situationen. 
Min søster og jeg har ikke det bedste forhold, men når vi er sammen har vi det sjovt. At gå til forældrene er out of the question da vi begge to ikke har et ret godt forhold til dem. 

Hvad skal jeg gøre? er det forkert at gøre noget?

 

Svar: 

Kære dig

Det er aldrig forkert at gøre noget, når du er bekymret for en du holder af, og jeg synes det lyder til at du er en rigtig omsorgsfuld storesøster. 

Du skriver at du har set ar fra selvskade på en af hendes arme. Selvskade skal tages alvorligt, og det er et ret synligt tegn på at din søster har det svært. Derfor tænker jeg at det bedste du kan gøre, er at spørge hende om hun er ok? Spørg også ind til arrene, og fortæl at du er bekymret for om hun skader sig selv. Det kan ikke udelukkes at arrene er kommet af andre årsager, men ved at spørge hende direkte, viser du hende at du tør at tale med hende om det der er svært, og at du gerne vil støtte hende. Når det så er sagt, så er det ikke dit ansvar alene at hjælpe hende med at få det bedre, men du kan støtte hende til at åbne op, så hun kan få hjælp af en voksen til dét der er svært for hende. Du skriver at det ikke er en mulighed at gå til jeres forældre, og derfor tænker jeg på om der er en anden voksen I kan gå til sammen? Det kan være en lærer, en pædagog eller måske en anden i familien. Du kan også fortælle hende om Cyberhus, og støtte hende med at kontakte os gennem f.eks. chatten. Der findes også en rådgivning særligt til børn og unge der selvskader, som hedder LMS. De har også en rådgivning, hvor man kan henvende sig anonymt, ligesom her på Cyberhus. Du kan se deres rådgivning her. De skriver også på deres hjemmeside, at hvis man er pårørende til en der selvskader, så er det vigtigt at man taler om det, og spørger ind til det. Du kan læse mere om selvskade her.

Det bedste du kan gøre, er at støtte hende og vise hende at du er der, også selvom jeres forhold ikke altid er så tæt. Du skal vide at du allerede har gjort noget rigtig godt, ved at skrive herind til os, og jeg håber du vil spørge din søster om hvordan hun har det. 

Jeg håber du kan bruge mit svar. Du er altid velkommen til at skrive igen eller besøge vores chat. Det kan også være sammen med din søster. 

Kærlig hilsen

Camilla

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program