Min 13 årige bror

brevkassespørgsmål

Min 13 årige bror

brevkassespørgsmål af
Anonym
13 år
Oprettet 15 år 11 måneder siden

Min bror døde her for nylig. Jeg er stadig ikke kommet over det, og det er min søster på 14 heller ikke (eller nogen anden fra famillien).

Han var på vej hjem fra skole, da en sprit-og-narko-billist kvæstede ham hårdt. Der blev der naturligvis tilkaldt en ambulance. Men da vi ankom til sygehuset var det for sent.

Hvad skal min morfar, mor, far, søster, moster, onkel, fætre, kusiner og jeg gøre?

 

Svar: 

Kære dreng.

Det gør mig utrolig ondt, at du har mistet din bror. Jeg har prøvet det samme, så jeg kender din smerte. Du har mistet din bror fra det ene sekund til det andet. Du og hele din familie er i chok. Et så pludselig opstået tragisk tab er meget svært at forstå, specielt fordi, at man ikke har sagt farvel i den mening, at man aldrig skulle komme til at se hinanden mere.

Din søster og dig har mistet en bror. En person som vil være tæt på Jer på en anden måde, end på Jeres forældre og bedsteforældre. Han er en del af Jeres identitet og vil altid være det, selvom han er død nu.

Det allervigtigste i at bearbejde sin sorg er, AT TALE OM DET. Tal om Jeres bror. Tal med dine fætre, onkler - kusiner og forældre. Både græd og grin. Tal om de gode ting sammen og om den oplevelse det er at miste. Det kan være svært at tale om det, så måske du kan vise din familie dit spørgsmål og mit svar så I kan bruge det til en snak sammen?

Det kan også være en god ide at skrive et brev til din bror. Alene eller sammen med din familie. Du kan evt. lægge det på gravstedet, eller læse det højt for ham. Det vigtigste er, at få ord på det indre kaos du står midt i for tiden.

Jeres forældre vil i lang tid være rigtig rigtig kede af det. Men det er også vigtigt, at de tager sig af Jer, din søster og dig, for Jeres sorg skal også bearbejdes og gør mindst lige så ondt.

Der findes mange steder, hvor man kan gå hen og sørge eller dele sine tanker med andre som har mistet en bror eller søster.

Her kommer nogle forskellige steder jeg vil anbefale dig:

www.ungeogsorg.dk . Her kan du og din søster chatte med andre børn og unge som har mistet en søskende - anonymt. Du kan også få din mor/far til at ringe til dem, da man nogle gange kan få lov til at komme i en gruppe sammen med andre som har mistet. Mange børn og unge finder stor glæde af at snakke med andre som har oplevet det samme.

www.mindet.dk - et sted hvor der er minder for søskende, forældre m.m. Her kan du og din familie måske oprettet et minde sammen ?

www.mistetbarn.dk . Det er for dine forældre, hvor de kan mødes med andre forældrepar og tale om det at miste et barn.

www.soeskendekram.dk . Det er en side jeg selv har oprettet, da min dejlige lillebror kørte sig selv ihjel i 2002. Her kan du møde andre søskende der har mistet søskende og skrive i debatforummet.

Til sidst et lille digt til dig og din familie som jeg syntes dækker det at miste:

"En tatovering sidder lige så dybt i huden, som kærlighed i hjertet.
Ingen af delene kan fjernes uden at det gør ondt og efterlader ar"

Afslutningsvis vil jeg sige til dig at der finds mange sorggrupper for børn og unge rundt i landet. Skriv gerne tilbage til mig hvis jeg skal hjælpe dig med at finde et sted i nærheden af hvor du bor.

Jeg håber, at mit svar kan hjælpe dig lidt.

Med største respekt og mange tanker.

/Charlotte Drue

Skrevet 20/12-2008 af Dreng, 13 år

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program